Villads præsenterer frisk sølvtøj fra Ribe Vesterå på 72 cm. Fisken fik lov til at svømme videre efter fotoet blev taget.

 

Besøg landets ældste by i hvor der er et super godt fiskeri efter laks og havørred i Ribe Vesterå. 

AF JENS BURSELL

 

VEST for Danmarks ældste by løber Ribe Vesterå gennem Ribemarsken og til Vadehavet, hvor den afleverer vandet fra Hjortvad Å, Ribe Å og dens store tilløb, Fladså og Gelså. Fra Vadehavet returnerer hvert å toptunede eksemplarer af Vadehavsørreder, og ude fra Atlanten kommer Ribe Å laksen retur fra sine lange vandringer højt mod nord og vestpå. Kender du din besøgstid og har du styr på tidevandstabellen, så er der her chancer for pragteksemplarer af både laks og ørred.

 Et konsortie med gode fiskemuligheder

Fiskeriet styres af konsortiet Ribe Vesterå og hvis du har mod på at prøve lykken, så læs med her, hvor de garvede åfiskere Morten Mikkelsen, Henrik Bennedsen og Bjørn Hansen rundhåndet deler ud af tips og tricks til fiskeriet. 

Alle tre er enige om at det er vigtigt at holde øje med, hvornår slusen til Vadehavet står åbent. – Der skal gerne være noget træk i vandet, siger Morten. – Det er sjældent man får noget, når vandet står helt stille. Hvis slusen er lukket, er det til gengæld godt at prøve strækket inde ved byen. Det er strækket, vi kalder Skibbroen. Hjorvad Å løber til herinde og det er en å, hvor der er en helt selvreproducerende bestand af laks. Det giver naturligvis en stor opgang af laks. Men de andre tilløb trækker også en masse laks, og år for år har vi kunnet konstatere, at bestanden har været i fremgang. 

 

Klar til at fiske i Ribe Vesterå

Hver mand sin foretrukne metode. Bjørn, Morten og Henrik har rigget op og er klar til dyst med Vesteråens stærke laksefisk.

 

Sæsonstarten er 16/4 som for de andre vestvendte, lakseførende vandløb. Det er svært fiskeri og nogen vil måske ligefrem kalde det ”hårdt arbejde”. Kvoten for de store laks ryger dog hurtigt, og vil man have en af de eftertragtede fisk med hjem, er det med at kende sin besøgstid. Der er dog ingen tvivl om, at det er lige efter sæsonstart, at man har den bedste chance for en regulær drømmefisk. Se bare på Søren Petermann Jensens pragteksemplar af en laks fra sæsonstart i 2019 på 17,7 kilo særdeles velproportionerede kilo. 

Hotte spinnetricks

– Jeg har størst succes med spinner i april og maj, fortæller Bjørn. – Efter min mening provokerer den fisken langt bedre end andre gængse agn, da den udsender kraftige bevægelser/vibrationer. Det er noget fiskene kan lide. Er man heldig, får man sin drømmefisk i april/maj. Senere på sæsonen skal der noget vand til, før der rigtig kommer gang i den. Omkring Sankt Hans er der skub i både havørrederne og laksene. Det er vigtigt at tjekke konsortiets hjemmeside (ribe-vesteraa. dk), hvor man kan se vandstand, status for kvoten og aktuelle fangster.

 

Gedde fra Ribe Vesterå

Jérôme med fuldfed Vesterå madamme på 109 cm, fanget og genudsat i Den Gamle Åslynge.

 

– Bruger du DMI’s side så tjek vandstanden for Ribe Kammersluse, fortsætter han. – Med spinneren er du dog ikke helt så afhængig af vandbevægelse, som med de andre agn. Jeg bruger meget kondomspinnere og Mepps spinnere, begge må gerne være over 20 gram. Custombyggede spinnere, hvor man tager kroppen fra en af de mange typer kondomspinnere, og bladet fra en ABU Refleks spinner i forskellige nuancer af orange, rødt og sort, kan varmt anbefales. Et anden vinderagn, er de orange/gule Countdown woblere fra Rapala – meget gerne med lidt bly foran, så man kommer ned til fiskene. Det er den rene gift. Jigs fisker vi ikke meget med, men faktisk så er der nogle tyskere, der har meget held med metoden, så her er måske muligheder for at fiske med noget, som skiller sig ud fra de mere gængse agn.

– Opstrøms spin fungerer rigtig godt, og læg meget gerne en stribe spinstop ind undervejs, da det kan trigge fisk som følger efter, men måske lige mangler den sidste impuls i forhold til at udløse hugget, sigher han. – Fisk dem dybt. Som et tjek af, om du fisker rigtigt, skal du helst have kontakt med bunden jævnligt, og hvis du ikke har grøde på af og til, er det tegn på, at du simpelthen ikke fisker på den rigtige måde. Generelt er det bedst at fiske en time før vandet begynder at løbe og to timer frem. Ved byen er det faktisk bedst at fiske, når slusen er lukket, dvs. på stigende vand. 

 

laks fra Ribe Vesterå

Ribe Å laksen er i stor fremgang. Er kvoten brugt så fight fiskene hurtigt og nyd synet når de svømmer ud i strømmen igen.

 

Med orm eller flue

Ormefiskeriet og fluefiskeriet følges faktisk ad, med hensyn til hvornår det er bedst at fiske. – Mængden af laks i vores vand er større, end de fleste andre steder, og hvis man samtidig kigger på antallet af fiskere, har man nok de bedste odds her for at få en laks i forhold til så mange andre steder, siger Henrik. Det er min oplevelse, at man bruger langt færre kast per laks her, end i f.eks. Skjern å og Storå.

Det er vigtigt at fiske sin flue dybt og meget gerne med noget fart på fluen. Om foråret kan jeg anbefale at strippe fluen meget aktivt ind. Det kan virkelig gøre en forskel i forhold til at udløse fiskenes hugrefleks. Nogle af hullerne i Vesteråen er 6-8 meter dybe, og det tager sin tid at fiske sådanne huller af, så man er sikker på, at fiskene ser agnen. Natfiskeri er ikke noget jeg personligt har haft ret meget held med. Lidt anderledes er det for spinnefiskerne, Morten og Bjørn, der fortæller om succes med helt sorte Rapala woblere i mørket. 

– Tohåndsgrejet kommer til sin ret herude, hvor åen er bred og letter arbejdet med lange kast og meget line betragteligt, understreger Henrik. – Mens vi snakker, lægger Henrik legende let et kast faretruende nær den modsatte bred, og der hvor vi fisker er åen nok nærmere 30 end 20 meter bred! – Samtidig kan man langt bedre mende linen og styre fluens gang igennem vandet, fortsætter han. Hvad angår fluerne er der for mit vedkommende ikke tale om det helt store hokus-pokus. Orange, brune og sorte fluer er aldeles glimrende. 

– Ormefiskeriet dyrker jeg med en god solid spinnestang på 9,5-10,5 fod siger Morten. – Det er altså store og stærke fisk vi har med at gøre, og det vil være en dumhed at gå med for spinkelt grej. Jeg fisker stort set altid mine orm et par meter under flåddet og bruger mest tid på at fiske kanterne af. Igen må jeg understrege, at vi gerne vil have noget træk i vandet. Det aktiverer fiskene og man får et godt drev med ormen, som er det fiskene gerne vil have. Brug friske og store orm! 

Nulture må man acceptere

For alle tre fiskere gælder, at det er helt almindeligt med nulture. Men sådan er det jo mange steder. De anbefaler alle, at man lærer et begrænset stykke af åen at kende. Det er vanskeligt at aflæse egentlige standpladser. Som hovedregel er fiskene dog at finde ved bredderne, og det er her man skal lægge hovedparten af sin indsats. Er du helt nybegynder herude, så kig på vegetationen, hvor der er pladser. Med tiden finder du dine egne veje, og måske din første store flotte ålaks.

 

Jans Lystfiskershop

 

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This