De to karusser på billede her vejer henholdsvis 1650 og 1740 gram og faldt for et bundmede med majs og orm. 08-05-2008 – DEN ERFARNE MEDEFISKER Rudi Buhl, har været af sted i en privat sø efter karper. Men som alle fiskere ved, så er der perioder, hvor fiskene ikke er til at få i tale. Så kan de godt betale sig at skifte taktik eller simpelthen fiske efter andre arter. Det oplevede Rudi, da han den 6. maj i dejligt sommervejr, var ude ved en sø han besøger tit. Det var søens mange karper han kom efter, men da karperne ikke var i ædehumør, prøvede han i stedet at fiske efter nogle af søens karusser. Han riggede spindestangen til med bundmede og påføre en kombination af majs og orm på krogen og sender den til søens bund. Der går ikke længe inden der er interesse for agnen og på et tung hug giver Rudi et resolut tilslag. En karusse har nuppet agnen og stikker nu af i et voldsomt raseri. Den kæmper rigtig godt og Rudi er klar over at det er en rigtig god fisk.
Her ses Rudi med en af søens store aborre på 1880 gram. Aborren tog en hvid Freddy wobler. Da han får fisken på land, kan han noget overrasket konstatere, at søen holder karusser på 1650 gram. – Aldrig har jeg fanget så store karusser som disse, fortæller Rudi Buhl til Fisk og Fri. Efter en kort pause gentager scenariet sig igen og det er med samme fremgangsmetode som før. Denne gang er det en karusse på hele 1740 gram, der falder for kombinationen af majs og orm. – Det er et helt formidabelt fiskeri og når karperne ikke vil lege, ja så må man ty til andre arter, slutter Rudi Buhl.
Samme dag, da karusserne ikke var i legehumør mere, skiftede Rudi til en hvid Freddy wobler. Jagten gik ind på søens mange aborrer og efter et flot eksemplar på 1880 gram og 20 andre over kiloet, kunne Rudi tage et veltilfreds hvil i sommersolen.