EMIL LINDGREN fra Team Pop Up Tackle i Sverige, fik sig en tidlig julegave i form af en drømmegedde. Her følger hans beretning.
-Jeg og en kammerat havde aftalt en ismedetur på en sø, der den seneste havde været hot. Vi parkerede bilen, pakkede grejet ud og begav os ned til søen. Fremme ved søen opdagede vi, til vores store skuffelse at isen var dækket af 40 cm sne og sjap. Det så sort ud for dagens fiskeri, men vi bed i det sure æble og kæmpede os frem til pladsen hvor vi skulle fiske.
Vi satte stængerne langs en kant og gav os til at vente. Efter en times tid gik min bidmælder. Jeg løb over til stangen og så at fisken stadig trak line af hjulet. Jeg gav et godt modhug og mærkede fiskens tyngde, men efter få sekunder blev linen igen slap.
Lettere skuffet kørte jeg agnen ind, men til min overraskelse strammede linen pludselig op igen. Fisken var der stadig. Det var ikke nogen fantastisk fight og jeg regnede derfor ikke med at fisken var særlig stor, men da den kom ind til hullet og jeg fik et glimt af den, fik piben en anden lyd. Måske var der alligevel chance for en fin fisk. Med fisken sikkert oppe på isen var historien dog en helt anden. Der lå den. Mit livs fisk. Et pragt eksemplar af en gedde på hele 19,04 kilo og 132 centimeter!
Fisk & Fri ønsker Emil et stort tillykke med hans monstergedde!