DØRGEFISKERI I SNEGLETEMPO

I nogle få, men intensive uger i foråret, er chancen for at fange en af de helt store gedder ubetinget den største på hele året, men hvilken metode skal man vælge – spin eller trolling? Følg med Jørgen Larsson på jagt efter storgedder i det spirende forår.

Af Jörgen Larsson

 

 

FISKERIET koncentreres om et dybt område, lige uden for en lav­vandet vig. Vi ved ikke hvor i vigen gedderne går i leg, men vores teori er, at de vil samle sig i dybere huller, hvor temperaturen er højere. Isen gik for bare et par uger siden, og vi nyder at være tilbage på vandet. Det er årets første rigtige forårsdag, med varmende sol og et køligt bid som anes i den lette vind. Vi har trollet over det dybe hul siden i morges, men indtil nu, er det endnu bare blevet til nogle enkelte mindre gedder.

Vi har ikke helt styr på dybden, men i princippet handler det bare om, at tro på sin metode og nyde dagen. Vi kører med tre paravaner på hver side af båden, skifter løbende endegrej, giver og tager line samt forsøger at holde en lav fart.

Ved middagstid sker det så endelig. Midt i et sving, hvor agnene næsten står stille, ser jeg pludselig den yderste paravane danse og trække bagud. Jeg griber stangen og begynder at spole ind som en gal for at få kontakt. – En lille igen, får jeg mumlet skuffet til Ola, mens jeg mærker et par små ryk. Det tager et øjeblik at få linen kørt ind, som i svinget havde lagt sig i en stor halvslap bue, og kontakten øges langsomt i takt med at linen strammes op. Pludselig er der fuld kontakt, og fisken føles nu langt tungere end først antaget. Fighten bliver kort og udramatisk, som det er typisk for de tunge forårsgedder, og fisken er over de ti kilo. Dejligt at vide, at metoden virker efter hensigten.

DER ER TRADITION FOR, at fiskeriet efter forårsgedder typisk bedrives på eller tæt på bankerne lige før fiskene går i leg. Det betyder i praksis, at man jerk- eller spinnefisker i lavvandede vige, eller langs kanter og huller nær pladserne. Den følelse og kontakt man har med sit fiskeri med spinnegrejet er i særklasse. Men som­me tider må man vælge imellem, hvilken metode som er mest underholdende, og hvilken som er mest effektiv. I store vande, hvor geddebestandene er af begrænset størrelse, er trollingfiskeriet ofte det mest effektive. Ofte er det endda det eneste, som overhovedet virker. Fiskeriet i disse store vande, handler ganske enkelt om, at få dækket så meget vand som muligt, i forsøget på, at finde den berømte nål i en høstak. Fisker man systematisk, og markerer de fisk man fanger på sin GPS, kan trollingfiskeriet bruges til at afsløre, hvor chancerne er bedst, hvorefter man finkæmmer området, med det langt mere følsomme spinnegrej.

Ofte er det langt bedre at fiske i de dybere partier, der ligger lige ved siden af legeområderne – end inde på det helt lave vand, hvor fiskene kun er inde ganske kortvarigt – og hvor de ofte kan være svære at få til at hugge. Det fiskeri jeg har haft mest held med er trolling udenfor de lave legebanker, gerne over dybe render, som gedderne følger ind mod bankerne, og som derfor ofte har en høj koncentrationen af fisk. De dybe områder kan i flere tilfælde støde direkte op til de lavvandede banker, men ofte kan de også ligge flere hundrede meter ude. Det giver i sagens natur et stort område at affiske, og her kommer trollingen virkelig til sin ret. Vi troller normalt i meget langsom fart over 8-15 meters vand, og forsøger at præsentere agnen lidt oppe i vandet.

TO AF DE VIGTIGSTE FAKTORER for at have succes med sit trollingfiskeri i koldt vand er hastighed og agnvalg, og det er min erfaring at lav fart, fanger både flere og større fisk. Jeg fisker typisk med mellem 1,3-2,2 kilometer i timen under fiskeriet før legen. Præcis hvilken hastighed afhænger af endegrejet og vandtemperatur.

I praksis kan det somme tider være vanskeligt at trolle med så lav fart, når vind og bølger gør det svært at fastholde sin kurs. Troller du med benzinmotor, kan det endda være nødvendigt at bruge et drivanker for at holde farten nede. I de senere år er de frontmonterede Minn Kota elmotorer med I-Pilot blevet voldsomt populære, og ikke uden grund. Især ved trollingfiskeriet, er de en ren velsignelse, fordi de gør det muligt at holde fuld kontrol over båden, selv i søgang. Er vejret nogenlunde roligt, kan en almindelig hækmonteret dog sagtes klare opgaven.

DE TUNGE KOLDTVANDS GEDDER angriber som nævnt sjældent hverken hårdt eller aggressivt. De har en langt mere langsom og forsigtig approach til agnen. Derfor giver det heller igen mening at anvende hurtigt fiskede woblere, med hidsige bevægelser. Der skal derimod rolige og troværdig woblere til, gerne med en mere rullende gang end en egentlig flaksende. Til fiskeriet i det kolde vand har jeg to klare favoritter – nemlig Zalt-woblere og Westin Platypus.

Zalt, der er en sikker, gammel kending kan trolles med en hastighed på under en knob og vil, afhængig af fart og linelængde, fiske på en dybde omkring 5-7 meter.

WESTIN PLATIPUS, som er lettere at få fat på i Danmark, har på få år fanget massvis af store gedder, og det var tydeligt, at Zalt for første gang har fået en reel konkurrent til fiskeriet i de kolde måneder.
De to woblere minder meget om hinanden, med på et afgørende punkt adskiller de sig dog. Platypus er udstyret med to øjer til at fastgøre linen. Benyttes det forreste øje, opnår man en rolig rullende gang som er perfekt til koldvandsfiskeriet, mens man får en hurtigere og hidsigere gang, ved at benytte det bagerste øje.

Platypus fiskes bedst med en hastighed på 1,8-2 kilometer i timen – og afhængig af hastighed samt linelængde, fisker den store model på 19 centimeter på mellem fire og seks meters dybde. Den mindre model på 16 centimeter, når knapt så dybt, og kan fiskes i en lidt lavere hastighed.
Fælles for begge woblere er naturligvis, at hvis man ønsker at fiske dybere, kan dette opnås ved at montere en belastning på linen foran wobleren.

En anden vigtig detalje for at have held med fiskeriet, er at anvende paravaner. Der er ingen tvivl om, at i klart vand er gedderne agtpågivende, og kan blive skræmt af båden. Paravanerne trækker linerne ud i vinkel fra båden, og wobleren fiskes således ved siden af båden i stedet for bag den, hvilket giver markant flere hug. Samtidig gør paravanerne, at man fisker »bredere« og dækker mere vand, ligesom woblernes gang også bliver roligere.

NÅR MAN TROLLER, er det en god ide at slingre lidt, mens man sejler. Det giver agnen en mere varierende gang og bevægelse, som aktiverer huginstinktet hos gedderne. Særligt tydeligt er det, når man fisker med paravaner, da huggene ofte falder midt i et sving, hvor de yderste woblere accelererer i svinget, mens de som ligger på »inderbanen« i svinget, stopper op. Det er i den forbindelse vigtigt at noterer, om huggene falder på en hurtig eller langsom wobler, da det siger noget om det tempo, der bør fiskes i.

Hvor mange paravaner man fisker med, afgøres i sagens natur af, hvor meget udstyr man råder over, samt om der er andre både, man risikerer at karambolere med. Ikke desto mindre, er det altid bedre at have fuldt overblik og kontrol over få stænger, end rod og uorden i mange. På store vande som fx Vättern, hvor der er plads til store rolige sving, fisker jeg med de yderste parevaner 30-50 meter fra båden. På mindre vande er det en fordel at nøjes med to stænger på hver side, og så fiske tættere på båden.

Der findes dog også tilfælde, hvor det kan betale sig at fiske med mere samling på paravanerne. Det kan fx være, når man fisker langs en skrænt. Med en stor spredning, risikerer man let, at stængerne som fisker uden for skrænten over det dybe, fisker for højt i vandet, mens de som fisker indenfor skrænten over det lave, fisker for dybt. Ved at samle »sin vifte« af paravaner, kan man således holde alle sine stænger på nogenlunde samme dybde, og tilpasse fiskeriet til det.

GREJET TIL PARAVANETROLLING er typisk kraftige stænger på 8-9 fod samt multihjul med 0,40 mm nylonline. Man risikerer naturligvis altid bundbid, men med multihjulene, har man altid et godt og ret præcist indtryk af, hvor meget line man har ude. Typisk fisker jeg med 20-30 meters line mellem paravaner og agn. På dage, hvor gedderne er særligt sky og forholdene tillader det, fisker jeg med op til 40-50 meters mellem agn og paravane.

Når man fisker synkende woblere som Zalt og Platypus helt langsomt, er det i lige så høj grad woblernes egenvægt som deres »ske«, der afgør hvor dybt de går. Således vil man også med et længere stykke line mellem agn og paravane, kunne fiske dybere.

Som før nævnt fortrækker jeg at fiske mine woblere nogenlunde midt i vandet. Det betyder dog ikke, at gedderne nødvendigvis opholder sig der. De står lige så gerne på bunden, hvilket dog ikke forhindrer dem i at bide på woblere et stykker opper i vandsøjlen. I klarvandede søer er det ikke unormalt, at gedder går fra deres plads på 12-15 meters dybde, for at hugge på en wobler i 5-7 meters dybde. Somme tider afsløres dette på ekkoloddet, andre gange af en brun bug og igler på fisken, som afslører dens sædvanlige opholdssted.

Omvendt har jeg også oplevet fisk, som stod og solede sig i overfladen, dykke ned og hugge på en wobler i mellemvandet. Det ligger i geddernes natur, at overraske deres bytte pludselig og uventet, og en af deres metoder til dette, er at angribe nedefra.

PÅ DE SVÆRE DAGE kan det betale sig at forsøge med et bundtakel, som gør det muligt at præsentere wobleren lige over bevoksningen, og således lige for næsen af gedderne. Den teknik har ofte givet mig store gedder, og vendt en ellers død dag, til en fantastisk en af slagsen. Det er bare om at klø på, for det er lige nu de helt store skal fanges!