Henrik Carl har brugt meget tid på karpefiskeri i oktober og har landet nogle flotte fisk. En af de mere spektakulære var en karpekarusse på hele 13,0 kg:
– Fisken blev på grund af størrelsen ved første øjekast bedømt til at være en skælkarpe, men ved nærmere eftersyn viste det sig at være en karpekarusse, fortæller Henrik. – Den er, som navnet antyder, en hybrid mellem en karpe og en karusse. Hybriden ligner ikke overraskende en mellemting mellem en karpe og en karusse. Den er som hovedregel højere i kropsformen end en karpe, og så har dem kun små skægtråde – oftest kun 2, men det varierer lidt. Den vokser normalt hurtigere end en karusse, men langsommere end en karpe. Da der ikke er officielle danmarksrekorder for disse hybrider, er det uvist, hvor store de kan blive i Danmark, men jeg har ikke selv hørt om større i forbindelse med arbejdet med Fiskeatlasset, slutter han.
På Fisk & Fris redaktion har vi heller ikke kendskab til tidligere fangster af hybrider i denne størrelse. Har du kendskab til store karpekarusser, hører vi gerne fra dig. Fisken huggede på en snowman – dvs en synkende og en flydende boilie på samme hair, der er afbalanceret neutralt, så agnen er næsten vægtløs i vandet, hvorved den lettere suges ind af en fouragerende karpe.









