Står det til to af Hovedstadens største lystfiskerforeninger, skal der igen kunne leve havørreder i Harrestrup å, der slanger sig 14 kilometer igennem 10 hovedstadskommuner. I dag er åen på lange strækninger flisebelagt og plaget af dårlig vandkvalitet. Lystfiskernes ambitiøse forslag nyder dog allerede politisk opbakning.

– Det vil være en verdenssensation, hvis der midt mellem villakvarterer og under motorvejsbroer midt i København kan svømme havørreder rundt, siger Andreas Findling-Rottem, formand for Fiskeklub København og en af initiativtagerne til projekt ”Havørreder i Hovedstaden – en vild Harrestrup å”.

Sammen med Hvidovre Sport- og Lystfiskerforening, Danmarks Sportsfiskerforbund og Lystfisker Danmark arbejder han og Fiskeklub København på, at byens længste, åbne vandløb, Harrestrup å, igen kan blive et stykke vild natur frem for en å, som i dag mest af alt minder om en kloak. – Det vil kunne give københavnerne et helt nyt åndehul i byen og være en grøn korridor mellem motorveje, industrikvarterer og byens larm og støj. Og kunne vi samtidig få etableret en vild havørredstamme, vil det være helt unikt og være et kæmpe løft til det bynære fiskeri, som flere og flere især børn og unge har fået øjnene op for de seneste år, fortæller Andreas Findling-Rottem.

 

Friluftsland

 

Harrestrup Å i København har potentialet til at blive en fin havørredå

Med den rette pleje, restaurering og fjernelse af spærringer har Harrestrup Å i København et fint potentiale til med tiden at kunne opretholde en gydende ørredbestand.

 

I de sidste fire år er der udsat mere end 100.000 havørreder i Kalveboderne ved udmundingen af Harrestrup å. Initiativtagerne til dette udsætningsprojekt Christian Balle og Per Fischer fra Hvidovre Lyst- og Sportsfiskerforening beretter om massive fangster af havørreder fra Nordhavnen og ned til Køge Bugt.

– Vores oprindelige plan med udsætningsprojektet var, at det skulle bane vejen for en vild havørredstamme i Harrestrup å, og det er nu mere end godt på vej, siger Christian Balle, formand for Hvidovre Sport- og Lystfiskerforening.

Biolog: Det kan blive godt med ørred i Harrestrup Å

Og noget tyder på, at drømmen ikke er helt skæv. For et nyt notat fra DTU Aqua bekræfter, at der med al sandsynlighed har levet havørreder i Harrestrup å tidligere, og at man med en målrettet indsats igen skabe gode forhold i åen, så havørrederne og naturen kan vende tilbage.

– Det er slet ikke urealistisk, at der igen kan komme havørreder i Harrestrup å, fortæller Bjarke Dehli, fiskeplejekonsulent i DTU Aqua og fortsætter: – Og kommunerne er allerede på vej med flere store klimatilpasningsprojekter i Harrestrup å-systemet, og samtænker man dem med genopretningstiltag af åens natur, så er man allerede nået langt, siger Bjarke Dehli.

Han påpeger dog samtidig, at der også skal sikres fri passage ved de to spærringer, der pt forhindrer fisk i at vandre op gennem åen. Og så er der udfordringer med vandkvaliteten samt vandføringen, der skal løses.

– Vandkvaliteten og vandføringen i Harrestrup å er nok de to største udfordringer. Skal havørreden overleve, er der behov for, at der hele tiden løber en vis mængde vand i åen og at vandet er rent. Det er desværre ikke tilfældet i dag og det skal kommunerne rette op på, hvis der skal komme liv i åen igen, siger Bjarke Dehli.

 

forurening i Harrestrup Å

Det er ikke alle steder ved Harrestrup Å der er lige charmerende. Det bliver der forhåbentligt rettet op på.

 

Politisk opbakning til havørreder i Københavns Harrestrup Å

Lystfiskerforeningernes projekt har allerede opbakning fra teknik- og miljøborgmester Line Barfod og teknik- og miljøudvalgsmedlem og spidskandidat for Radikale Venstre Christopher Røhl – begge fra Københavns Kommune.

– Når aktive borgere og foreninger kommer med så godt et forslag, der kan fungere fint sammen med kommunernes store naturgenopretningsprojekt for Harrestrup å, så bakker jeg og Enhedslisten meget gerne op. Vi har i årevis arbejdet for at åbne åer med parker og natur omkring, skal være en vigtig del af et grønt København. Det er godt for natur, det er godt for os mennesker og det vil både kunne håndtere ekstremregn og hjælpe med at køle byen ned, når der er hedebølger, siger Line Barfod, og bliver bakket op af sin byrådskollega:

– I Radikale Venstre har vi længe kæmpet for genåbningen af åerne i København, og næste år går vi i gang med at realisere kommunens masterplan. Det hele hænger sammen, og derfor er det oplagt også at sætte ind med naturgenopretning af Harrestrup å, hvor havørrederne jo netop kan være et mål for det økologiske niveau og den biodiversitet, vi sigter efter i hele vores blå infrastruktur fra Harrestrup å ved Damhussøen og helt ind til Søerne i Indre By, siger Christopher Røhl.

Og opbakningen vækker glæde blandt lystfiskerne. – Vores mål er, at der efter valget bliver nedsat en tværkommunal task force, som kan arbejde målrettet videre med projektets visioner og målsætninger – gerne med koordinering til kapacitetsprojektet i åen. For skal Harrestrup å blive ren og vild, så kræver det en fælles indsats for hele vandløbet på tværs af kommunerne. Nu håber vi, at opbakningen fra Københavns Kommune kan smitte af på nabokommunerne, siger Andreas Findling-Rottem og fortsætter:

– Vi undersøger allerede nu mulighederne for at søge fondsmidler til en deltidsansat projektansvarlig fra lystfiskerforeningerne, som ville kunne sikre fremdrift i projektet indtil det forhåbentlig er godt forankret i kommunerne, slutter Andreas Findling-Rottem.

Fakta om Harrestrup Å i København

Harrestrup å løber ud i Kalveboderne mellem Hvidovre og København. Åen har sit udspring ved Harrestrup mellem Albertslund Kommune og Ballerup Kommune. Åen er ca. 14 kilometer lang. Store dele af åen løber i en flisebelagt rende, men opstrøms Ballerup Boulevard har åen et mere naturligt forløb.

Åen er på de øverste strækninger klassificeret som et såkaldt naturligt vandløb. Det stiller krav til kommunerne om at sikre rent vand i åen, så planter, insekter og fisk kan leve der.

Se videoen om havørredprojektet i Harrestrup Å her.

Se hvordan der igennem flere år er udsat ørred ved udmundingen af Harrestrup Å her.

Se hvordan du kan fange havørred på kysten lige ud for Harrestrup Å her.

 

Hvidovre Sport
    Friluftsland

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This