– Jeg bor i Fredericia, og jeg var akut ramt af den berygtede fiskefeber efter pighvar, fortæller Peter Jensen. – 1. Maj var nærtstående, og alle mine medarbejdere havde fri,så det var jo en oplagt mulighed for at komme til Vesterhavet. Jeg ringede til min fiskemakker Dieter Kleinhapel, og spurgte om vi skulle afsted, det var et klart og rungende JA!
– Vækkeuret ringede kl. 02.45 næste dag, for jeg skulle hente min makker kl 03.30. Det var dog ikke noget problem at stå op, for vi skulle jo afsted efter pighvar. Kl. 05.00 landede vi ved Børsmose Strand. Solen var på vej op i horisonten – det var smukt syn og forventningerne var helt i top.
– Efter den traditionsbundne “lille en”, gik vi i gang med at rigge til. Jeg valgte at sætte en ophænger med GULP tobis, et blink og et efterslæb agnet med GULP tobis. Efter 9 kast satte jeg krogen i en “træstamme”. Den rykkede ikke, men var bare tung. Jeg holdt presset, men var i tvivl, om det virkelig var en træstamme. Men efter cirka 30 sekunder tog fisken et kort udløb, bare for at sætte sig ved bunden igen. Nu vidste jeg, at det var den jagtede pighvar – og kampen kunne begynde. Det handlede nu om at holde presset, og få fisken ind mod stranden. Stille og roligt vandt jeg meter på meter, og efter cirka 7 minutter lå fisken på stranden, og en skøn pighvar på 56 cm samt 3.94 kg havde givet op. Lykken fyldte hele min krop, og lyden af mit jubel brøl ramte hele stranden.