I forbindelse med den epidemi, der har ramt det meste af verden, er det, som nogle af os har mest af, fritid, siger Rasmus Sørensen. – I den forbindelse, og for ikke at gå fra forstanden, valgte jeg at lægge ekstra meget af denne fritid i det, der i de sidste par år er blevet min store passion, nemlig spinnefiskeri efter havørreder ved kysten. På trods af de mange timer jeg har tilbragt ved vandet, har mine fangster dette forår været sparsomme, og jeg har i løbet af de sidste par måneder nærmest kun haft nulture.

– Søndag var heldet med mig, og jeg fangede en ganske fin sølvblank regnbueørred. På trods af den gode fight, og det faktum, at der nu var kød til fryseren, var det ikke helt den forløsning, som jeg havde regnet med. Med blod på tanden begav jeg mig derfor tirsdag aften afsted på endnu en af mine fisketure. Jeg skulle bare lige fiske et par timer ved vandet. Dette kastede tre havørreder omkring målet af sig. Torsdag var jeg igen afsted, og fik endnu en pæn fisk på 43 cm. 

– Det var derfor med fornyet håb og store forventninger, at jeg i går, søndag, igen tog mod det der nu var blevet et af mine yndlings spots. Det skulle vise sig at være en god beslutning! Efter 1 times fiskeri med flere gode hug, var der pludselig noget for enden af linen, der kæmpede mere, end jeg nogensinde har oplevet før. Jeg måtte spørge to mænd, der sad og nød udsigten om hjælp til at lande fisken. Det viste sig dog hurtigt, at denne fisk var for stor til mit medbragte net, så jeg så ikke andre muligheder end at køre den så træt, at jeg til sidst kunne kane den ind. Efter 5-10 minutters hård fight med adskillige udløb mod sejlrenden og flere hop fri af vandet, kunne jeg endelig lande det, der skulle vise sig at være en ny personlig rekord: 70 cm og 3,5 kg. Fisken blev fanget på en 15 grams tobis imitation.

 

Friluftsland

 

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This