Fabio med sin nye personlige rekord havørred

En velfortjent fisk til Fabio, der har fisket mange timer på kysten den sidste uges tid.

Fabio Vilasi, der er kendt for blandt andet Noah Wobleren, har været en del på de sjællandske kyster på det seneste. I sidste uge fik han tre fine fisk op til 67 centimeter, så han var godt tændt, da han tog ud i forgårs for at fange en af de store.

– Jeg var på pletten kl 10.30, fortæller han. – Vandstanden var høj, der var godt riv i bølgerne og den sydlige vind gav helt perfekte forhold med grumset vand. Der var også en del skidt i vandet, men ikke mere end at det var muligt at fiske.

– Midt på dagen fik jeg et rigtig godt hug helt ude i kastet, fortsætter han. – Efter blot tre omdrejninger på hjulet sad den der. Det var en bomstærk fisk, der lagde ud med adskillige gode udløb, og det blev en virkelig fed fight. Fisken var en enkelt gang helt fri af vandet, men da jeg skulle til at lande den, opstod der panik. Mit net, som jeg bar på ryggen over min rygsæk, havde nemlig sat sig fast, så jeg ikke kunne få det fri. Jeg prøvede på alle mulige måder at få lirket det fri, men det ville bare ikke lykkedes, så jeg måtte tage en hurtig beslutning om at kane fisken på land. Og som sagt – så gjort:

– Jeg fik bakset den store fisk ind på lavt vand, hvor den til min store skræk pludselig begyndte at tage de vildeste udløb helt inde på 20 centimeter vand mellem stenene, forklarer han. – Det var lige lovlig spændende, og det blev kun værre, da den satte sig fast under en sten. Jeg holdt hovedet koldt og håbede på det bedste – og heldet var med mig. Fisken svømmede selv fri efter 3-4 sekunder, hvorefter den tog endnu et vildt udløb inde mellem stenene på lavt vand. Til sidst lykkedes det mig dog at få den helt op på land med god hjælp fra en stor bølge.

– Fisken er den største havørred jeg pt har fået, så jeg var i den sydende havørredhimmel. Den flotte havørred huggede på den originale Noah wobler på 21 gram i kobber/sort, slutter Fabio, der allerede er på vej ud til kysten igen.

Har du også fanget en stor fisk, så husk at give redaktionen et tip på 30 70 02 36 eller jb@fiskogfri.dk

 

Havørred fra kysten taget af Fabio Vilasi

Ny PR til Fabio Vilasi – 4,5 kilo perfekt sølvtøj taget på Noahs wobler

 

Hvidovre Sport 2025
    Hvidovre Sport 2025

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This