Mikkel Mahatma Altmann fisker både predator- og kystfiskeri – men i dag var han ude at lufte havørredgrejet. – Vi tog afsted tidligt i morges og var desværre ikke de første på P-pladsen. Heldet skulle dog vise sig at være på vores side, for de andre viste sig at ville hen til en helt anden plads end os.

– Vi gik straks ud på den planlagte pynt og gav den gas, fortsætter han. – Vandet var rimelige plumret inde foran, men vi kunne ligge og kaste helt perfekt ud over strømskellet, hvor det uklare vand blev afløst af mere klart vand. Allerede efter 40 minutters fiskeri faldt hugget lige i overgangen mellem det klare og uklare vand, hvor blinket kørte forbi en stor sten, som jeg akkurat kunne ane i overfladen. Så for satan, der er nok bundhug tænkte jeg, men på klassisk vis blev bunden lige pludselig lige lovlig livlig. Fisken gik dybt og tungt, inden den efter lidt tid gik op i overfladen, hvor den ruskede hårdt med hovedet.

Den flotte blankfisk tog dog ingen vilde udløb og noget tid efter kunne min kammerat lande den flotte fisk i hans alt for lille bækørrednet. Den flotte blankfisk viste sig at være 70 centimeter og 4,1 kilo. Den var faktisk så flot, at jeg ikke kunne lade være med at bruge resten af turen på at smugkigge på den og beundre dens blændende skønhed, slutter Mikkel, der helt sikkert har haft en god dag på kysten.

Den flotte fisk, som huggede en sølvfarvet D360 Distance på 28 gram fra Westin, blev dagens eneste – og de andre de mødte, havde ikke fanget noget.

 

Grejxperten

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This