Det er ikke hver dag at der fanges 2,5 kilos aborre og slet ikke i en Put & Take. Tim Aaberg er naturligvis en glad mand, som billedet også viser. 12-06-08 – DET KOMMER IKKE SOM EN OVERRASKELSE at fange forskellige fiskearter i de danske Put & Take søer. Men at fange en 2,5 kilos aborre, er noget helt andet. Det er ikke nogen rekord, men at fange en så stor aborre i et Put & Take vand, er ikke hverdagskost.

Tim Aaberg fra Svendborg var taget til Blue Rock Put & Take med fire af hans kammerater. – Vi stod alle og spinnefiskede, men der skete ikke rigtigt noget, fortæller Tim Aaberg til Fisk & Fri. En af hans kammerater fangede en lille skalle, som de skar op og brugte som agn. Der gik ikke længe før de fik det første hug, hvor en af kammeraterne landede en ørred på 1,5 kilo.

– Godt fem minutter senere fik jeg hug på mit bundfang, med et lille stykke skalle, fortsætter Tim Aaberg. Efter et par korte udløb lagde den sig helt "død" på bunden, men med et par små nøk med stangen fik jeg den dog i gang igen. Det samme gentog sig et par gange og jeg tænkte, at det var da sjovt at den ikke kom op til overfladen? Det har jeg da aldrig oplevet med en ørred og forbavselsen var derfor stor, da en stor aborre kom til syne helt inde ved bredden. Efter en udramatisk landing kunne jeg veje aborren til 2,5 kilo fordelt på til 50 centimeter. Det reddede i hvert fald min dag, og forhåbentlig også lidt de andres, for vi fangede ikke mere den dag, slutter Tim Aaberg.

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This