Mads Davidsen fik sig en oplevelse for livet da denne enorme græskarpe på 15,7 kilo tog hans montana nymfe. Fighten foregik med en klasse 3 fluestang og tog 1 time og 15 minutter!

10.9.2011 – MADS DAVIDSEN fik sig en noget overraskende fangst da han i juni var på besøg hos Gunderup Fiskesø. Under ørredfiskeri fangede han nemlig en kæmpe græskarpe på 15,7 kilo – på en klasse 3 fluestang vel at mærke!

– Jeg bor på opholdsted, så mig og en af pædagogerne havde besluttet os for at køre en tur til Gunderup Fiskesø i nogle timer, beretter Mads. – Vi fangede først nogle fine ørreder, men så besluttede jeg, at jeg lige ville prøve den anden ende af søen med min klasse 3 fluestang fra Vision. Jeg tog omkring 3-4 kast med en sort montana nymfe, da jeg fik en rigtig god fisk på. Først troede jeg, at det var en stor regnbueørred, men efter flere store udløb uden at have set skyggen af fisken, kunne jeg godt fornemme at det var noget lidt andet, men hvad vidste jeg ikke helt. Da jeg havde stået og leget med den i 1 time og 15 minutter kom den endelig til syne, og der så jeg det var en enorm græskarpe. Vi fik den landet og vejet. Græskarpen vejede 15,7 kg, og efter en masse billeder fik jeg lukket den nænsomt ud igen, og jeg var en lykkelig knægt, slutter Mads.

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This