Som du kunne læse her på fiskogfri.dk, har der været mange både ude i lørdags, hvor der var et fint hul i vinden. Mens vi venter på den næste pause i den ubarmhjertige blæst, som sikkert kommer torsdag-fredag, får du her beretningen om Morten Rasmussens fantastiske 15,6 kilos trollinglaks, som var en af de fire fisk i 15 kilos klassen, der blev landet i lørdags ude ved 40 meter kurven sydøst for Møn:

– Det er lørdag morgen, klokken er 5, og vi skal langt om længe på lakseeventyr, fortæller Morten. – Vi har holdt øje med vejrudsigterne i ugevis, og endelig er det fiskevejr. Madpakkerne er smurte, og båden har ligget kampklar i Klintholm i månedsvis, så det er bare med at komme afsted.

– Planen er, at vi tager en tur på ”Bananen”, som ligger 10 minutters sejlads fra Klintholm, fortsætter han. – Vi starter godt nok her, men efter halvanden time, bliver vi enige om, at vejret bare er for fantastisk til ikke at sejle ud til 40 meteren. Vi hiver derfor op, og sejler sydpå.

– Vi fisker et par timer uden held, og kan til vores irritation høre på VHF’en, at der bliver fanget en del fisk på de andre både, som tæller i omegnen af 50-60 stk. Vi bliver hurtigt enige om, at det jo er hyggen der er det vigtigste. Men, men, men… klokken 12.40, går den yderste stang i bagbord side.

– På det tidspunkt har vi sat farten lidt op samt smidt nogle Grizzly Slim blink på, og det er en af dem, laksen har taget. Det er desværre i gastens side, så Peter griber stangen, og jeg går i gang med at rydde bagbord side. Han piver lidt, da tælleren passerer 600 fod, selvom han er begyndt at bremse den lidt. Han får dog stoppet laksen på omkring 700 fod, og begynder så at fighte den.

– Efter jeg har ryddet dowriggere og de inderste stænger på plannerboardet, spørger jeg lidt indtil, hvordan det går. Han har nu fået den ind på 580 fod, og mener at den må være MEGET stor, mens jeg nok bare mener, at han er ude af træning… Vi har den inde på 50-70 fod en del gange, men den tager bare 200-300 fod udløb hver gang.

– Efter 35 minutters fight, får vi den at se for første gang, og jeg må jo så give ham ret… Den ser ret stor ud.10 minutter efter, får vi den endelig i nettet, og vi kommer nok til at råbe lidt, hvilket vi beklager til de både, der lå i nærheden. Det er bare fantastisk endelig at få årets første fisk, og så oven i købet en ny bådrekord på 15,6 kilo, hvilket er godt tre kilo mere end den gamle rekord. Vi får vejet fisken og taget lidt billeder, hvorefter vi slukker motoren og åbner to Coronaer… Er livet ikke bare dejligt, slutter Morten og Peter fra Team ”Det Falske Sted”.

Har du også selv haft en fantastisk fiskeoplevelse, så husk at sende os en rapport til jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.

 

Forshaga Akademin

 

Morten Rasmussen skåler i Corona

15,6 kilos laksen udløser en skål i Corona på 40´meteren.

 

 

    Forshaga Akademin

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This