I sidste weekend afholdt Effektlageret igen Predator Cup med stor succes. Her får du Kristoffer Kjærulffs historie om den gedde han fik, som endte med at blive den største taget under konkurrencen:

– Forarbejdet til Predator Cup 2023 havde vi brugt flere uger på, og planlagt nærmest alt helt ned til den mindste detalje efter hverdagenes arbejde for at gøre båden klar til konkurrencen. Weekenden op til turneringen blev det til en enkel test-tur af båden og svigerfars debutfisketur. Han fik sin første gedde på krogen, og vi landede hurtigt tre mere på få timer, hvilket gjorde os håbefulde til den efterfølgende weekend. Intet kunne dog have forberedt os på den overraskelse, vi stod til at få os under turneringen.

– Vi startede ud med aborrefiskeriet, men indså hurtigt, at vi ikke kunne knække koden til dem på daværende tidspunkt, så vi valgte at skifte over til at få nogle gedder på målebrættet. Der blev sat nogle store swimbaits på, og vi startede ud med at trække dem igennem nogle dybe huller. Vi nåede dårligt nok at føre dem igennem, før den første stang bukkede bagover. En flot gedde kom til syne bag båden og blev hurtigt målt til 92 cm samt sat ud igen. “Det vat en god start,” sagde vi begge og forsatte fiskeriet.

– Dårligt nok havde vi sat agnene ud på sine pladser bag ved båden, før der i øjenkrogen kunne ses en paravane poppe sig fri. Jeg greb stangen og i samme sekund blev linen spændt op.  “Har den sat sig i bunden?” blev hurtig erstattet af “er dette den største fisk jeg har haft på!?” For efter et par vilde ryst på hovedet og dens forsøg på at tage et ryk mod bunden, kom den tættere på nettet. Pulsen steg mere og mere ved tanken om, at den kunne hoppe af når som helst. Endelig fik vi landet den i nettet og op på målebrættet kom den. Det var en fantastisk krabat på 117 cm og 8,6 kg. Det var en ny PR og den største fisk i turneringen var nu sikret.

Læs mere om resultaterne til Predator Cup 2023 her.

Læs en masse artikler om geddefiskeri i fiskogfri.dk´s artikelarkiv her.

 

Jans Lystfiskershop

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This