Michael Beck-Hansen med 155 centimeters gedde

Michael Beck Hansen med sin 115 centimeters gedde taget på død agn.

Det er mange år siden Michael Beck-Hansen har fisket efter gedder, men det har han rådet bod på for et par dage siden: – Til Zpey julefrokosten i december fortalte Torben Smedegaard og Andreas Lyngø mig om død-agn fiskeriet efter gedder, og så kom jeg til at tænke på dagene som knægt ved Sevel Søerne og turene til Harte Dons, fortæller han. – Jeg takkede derfor ja til deres invitation om at tage på geddetur sammen.

– Her i weekenden gik turen så på geddefiskeri, fortsætter han. – Før afgang fik jeg ikke at vide, hvilken sø det var. Faktisk fik jeg kun et koordinat, hvor vi skulle mødes på kl 07.00, så der stod jeg så i mørket og fik læst samt påskrevet, at jeg aldrig måtte dele med nogen, hvor vi skulle fiske – for ellers så! Jeg fornemmede alvoren, som afstedkom en kommentar fra mig om, at de måske havde tænkt sig at give mig bind for øjnene de sidste kilometer ud til søen, for jeg tror helt alvorligt, at de havde gjort netop det, hvis de selv havde fået den idé. I alt fald måtte jeg efterlade egen bil på parkeringspladsen, og sætte mig på bagsædet, hvor jeg så sad og kiggede ned i gulvet, til vi kom frem.

– Her riggede vi til, og satte de seks stænger med elektroniske bidemeldere op. Og hold nu op, hvor kom drenge bacillen hurtigt tilbage, for jeg var hurtigt lige så engageret som Andreas og Torben med at sætte mine to stænger – og at få kastet de døde skaller ud, så de lå på skråningen ned mod dybet.

– Allerede efter 15 minutter lød det første bip, biiiiiiip….. og så igen bip, bip fra bidemelderen. Jeg hoppede i vandet, og satte krogen i den første gedde på cirka 90 centimeter. Siden gik det slag i slag hen over dagen. Der var masser af gedder, som alle sammen var fra 85 centimeter og op til den største på 115 cm. Det var en helt sindssyg dag, der bragte drengen og fiskeglæden frem som sjældent tidligere. Og som ekstrapræmie fangede jeg en ny gedde PR, der var fisken på de 115 centimeter.

– Som fluefisker var det også bare fantastisk at opleve, alle de fif og al den videnskab, som ligger til grund for det der død-agn fiskeri. Og de der gedder er bare lidt som alligatorer – grumme og glubske. Det var for fedt at fange dem, men også dejligt at se dem svømme tilbage og ned i dybet – for hver eneste fisk var C&R.

– Næste gang jeg kommer der, vil jeg prøve med fluen. Jeg ved lige præcis, hvor jeg vil drive i min Belly-Boat, og hvordan de fluer skal se ud, samt hvordan og hvor dybt de skal fiskes – tror jeg. Og virker det ikke, så har jeg altid Andreas og Torben, som kan lære mig et par fif mere – måske. Nu skal jeg så bare lige have navnet på søen ud af dem, for jeg ved stadig ikke, hvad søen den hed. De pokkers død-agn hedninge fortalte mig det aldrig, slutter Michael.

Har du også fanget en vild, smuk, stor, lækker, formidabel eller mindeværdig fisk – så husk at sende os en rapport på 30 70 02 36 eller jb@fiskogfri.dk, mens fangsten stadig er dugfrisk.

 

Garmin Quatix

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This