skjern– Jeg ankom som første bil på parkeringspladsen klokken 5.45, fortæller Søren Lang i sin fangstrapport til Fisk & Fri. – Perfekt, jeg havde nemlig haft fat i en fisk ganske kortvarigt dagen før, så den skulle lige have et par forsøg. Den ville dog ingenting, og jeg fiskede mig derfor nedad til et af mine favoritstræk.

Ved 8-8.30 tiden i udgangen af et stryg, tager en fisk min spinner hårdt og kontant. Jeg kan ret hurtigt mærke der er noget gods i den, da den tager et par korte hurtige hidsige udløb og derefter vælger at gå dybt. Det lykkedes mig efter flere forsøg at få råbt den eneste fisker, der var i miles omkreds til. Jeg vidste nemlig at den skulle genudsættes, da jeg havde været så heldig at fange en mindre forårslaks ugen før.

Laksen gik stadig dybt og tog et par hårde udløb, men følte egentlig den var nogenlunde medgørlig. Første gang jeg så den synes jeg ikke den så så stor ud, men var ikke længere i tvivl om at det er en rigtig god fisk jeg havde fat i. Landingen foregik uden megen dramatik. Jeg håndlandede den selv, mens Søren min navnebror – den tililende medfisker knipsede billeder.

Efter en kortvarig fotosession og en hurtig måling af den grove hanlaks, var det en fantastisk følelse at se min drømmelaks stille og roligt komme til kræfter og svømme roligt væk. 103 cm – Vægt vides ikke.

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This