En varm sensommer forbindes ofte ikke med et godt geddefiskeri, så glæden var ekstra stor da Kristian Andersen en septemberdag med høj solskin kunne lande sin første gedde over 10 kilo!
3.10.11 – GEDDEFISKERIET i det varme sensommervejr kan være svært, men det kan bestemt stadig lade sig gøre at få fisk på krogen. Det erfarede Kristian Andersen fra Frederiksværk, da han sammen med sin bror, Morten Andersen, var på geddefiskeri i en større nordsjællandsk sø den 25. september.
– Endeligt var det blevet til en geddetur igen, og da de de seneste ture med woblerfiskeri ikke rigtigt havde givet noget satsede vi denne gang på agnfisk, beretter Kristian. – Det var et lækkert vejr, men det gjorde tilsyneladende også fiskeriet svært, for der var ikke nogen aktivitet de første mange timer. Vi egentlig så småt ved at opgive fiskeriet idet jeg endelig får et solidt hug. Efter en god fight kan vi lande en flot gedde på 10,1 kilo og 112 centimeter, og det var samtidig en ny personligrekord!
– Fangsten gav samtidig fornyet håb og det gav da også en gedde til min storebror, Morten, på 4,9 kilo. Denne gedde havde tydeligvis været i nærkontakt med en endnu større fisk, da man kunne se at et voldsomt tandsæt havde siddet i den, slutter Kristian i sin rapport til Fisk & Fri.