udsaetning-molleaen

Langfredag blev der udsat 10.000 små ørreder i mundingen af Mølleåen nord for København. Selve udsætningen stod Fyns Laksefisk for i samarbejde med Den sjællandske Grusbande, der er et samarbejde mellem Danmarks Sportsfiskerforbund og Fishing Zealand. De mange små ørreder, der skulle sættes ud, var egentlig en overskudsproduktion, idet Fyns Laksefisk havde haft en særdeles god overlevelse blandt de ørreder, der genetisk havde sit ophav fra Esrum Å.

Derfor skulle fiskene sættes ud i mundingerne til vandløb nord for København. Arrangementet blev en kæmpe succes og trak mere end 200 tilskuere. Det praktiske omkring arrangementet stod ”bandeleder”, Rune Hylby fra Den sjællandske Grusbande for. Han præsenterede blandt andet de små ørreder i et par akvarier, så alle kunne få lov til at se, hvordan en rigtig ørred ser ud, endda på helt tæt hold, og ikke så få børne-hænder blev stukket ned i akvariet med det kolde vand og ørrederne.

Både børn og voksne fik derefter lov til at sætte deres egen lille portion ørreder ud med ketsjere i Mølleåens munding inden selve udsætningen af de mange tusinde ørreder, som Linda Bollerup Høeg fra Fyns Laksefisk var headmaster for.

Da alle var klar langs Mølleåens bred, det sidste akvarium tømt og en medarbejder fra Strandmøllen havde skruet op for vandet gennem møllen, kunne de små ørreder sættes ud fra tankvognen. Stor var jublen, da de mange små ørreder fik deres frihed lige foran næsen på de mange tilskuere.

De mange små ørreder skal forbedre fiskeriet langs Øresundskysten fra Fishing Zealand-kommunen, Helsingør i nord, til Københavns Havn i syd, hvor fænomenet ”streetfishing” i disse år er under rivende udvikling.

Finansieringen af ørrederne har grejbranchen medvirket til, idet tre københavnske fiskegrejsforretninger har været sponsorer for det meste af udsætningen. Forst og Jagthuset i Lyngby, Sport Dres fra det indre København, samt Salmon Fly i Brønshøj har nemlig hver købt en stor portion ørreder.

Derudover blev der samlet ind under selve udsætningen, og der blev samlet yderligere 613.- kr ind til finansieringen af de 10.000 ørreder.

Mange blev klogere på det store arbejde, der gøres for at forbedre fiskeriet langs vores kyster, og mange af tilskuerne havde aldrig set en levende ørred, -sådan helt tæt på, og færre havde før fået lov til at sætte fisk ud i et vandløb.

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This