Et vandløb, et kast – en flue, der lander, og en fisk, der tager. Så simpelt er fluefiskeri faktisk. Glem alt om fluefiskehype skrigende pangfarvede fluehjul, dobbelttræk og mængder af udstyr. Følg med Steen Larsen tilbage til en enklere tid – og den japanske variant af fluefiskeri.

Af Steen Larsen

Tenkara udstyret er lige så simpelt som fluerne, der ofte er bundet med hacklet fremadrettet.

Tenkara udstyret er lige så simpelt som fluerne, der ofte er bundet med hacklet fremadrettet.

FØRST GLOEDE jeg lidt underligt på den simple Tenkara-stang. Den lignede en fejlkonstrueret teleskopstang uden stangøjer, og hjulholderen under korkhåndtaget manglede. Den så ud som noget, en kinesisk stangdesigner fuld­stændigt havde misforstået. Der hvor topøjet normalt skulle være, sad der blot et lille stykke line – men endelig fattede jeg ideen.

Intet skrigende fluehjul, som under ørredfiskeri mest af alt er et sted at opbevare fluelinen, og ingen bagline, som man alligevel aldrig ser under ørredfiskeri. Kan linen ikke løbe ud, er der jo ikke brug for stangøjer. Mindre grej, mere spænding og nærhed, og så er Tenkara billigt fiskeri. Man behøver ikke et fluehjul, en dyr line og baglinen – og den tunge fluevest kan man også glemme.

Der findes mange måde at kaste med tenkara udstyret, hvor linen blot er knyttet fast i stangspidsen. Her et flitsbuekast.

Der findes mange måde at kaste med tenkara udstyret, hvor linen blot er knyttet fast i stangspidsen. Her et flitsbuekast.

FLUE PÅ JAPANSK. At fiske med flue kan ikke andet end kaldes for en naturlig del af menneskeslægtens evolution. Fiskeri med kunstfluer ser ud til at have udviklet sig mange steder i verden, både blandt inkaerne i Sydamerika, i Europa, i Mellemøsten og i Japan.
Tenkara minder meget i metode om det, som engelske Dame Juliana Berners benyttede for over 500 år siden og beskrev for eftertiden i bogen »A treatyse of fysshynge wyth an angle«.

Samme metode blev brugt mange steder i verden – forskellen er bare, at i Japan er det en lyslevende tradition og stadig den mest udbredte metode blandt lystfiskere, som fisker i bjergbækkene. Hvor gammel Tenkara er vides ikke med sikkerhed, men en del taler for, at de har fisket sådan siden det ottende århundrede. Tidligst er teknikken beskrevet i en dagbog fra 1878 af en britisk diplomat, der boede i Japan.

TENKARA kan tolkes som en filosofi, der opfatter fluefiskeri på det mest grundlæggende niveau.
På japansk er den åndfulde betydning af ordet Tenkara »svævende fra himlen« – formentlig på grund af den måde fluen forsigtigt lander på vandet på. Det er noget, man først føler, når man har fisket med en tenkarastang og mærket den lethed, som den har.
På en måde så er Tenkara en mere sanselig og realistisk måde at fiske på. Den er skabt til at fiske ørredarter, stalling og andre arter i de størrelser, som fiskene faktisk har de allerfleste steder i verden. En stor bækørred på en halv meter kan glimrende landes på Tenkaragrej, og hvor ofte træffer man noget større herhjemme?

Med det delikate tenkara udstyr kan man med lidt øvelse præsentere fluen fjerlet og delikat.

Med det delikate tenkara udstyr kan man med lidt øvelse præsentere fluen fjerlet og delikat.

Men Tenkara kan faktisk også godt anvendes til større, lidt langsommere vandløb og søer, hvor fiskene kommer nærmere ved bredden. Tenkaragrej kan godt lande større fisk som eksempelvis havørred, laks, steelhead og karper, hvis det skulle ske, at man fik en sådan på under ørredfiskeri. Men går man målrettet efter de arter, er man bedre tjent med at bruge almindeligt fluegrej.
Tenkara er diametralt modsat det moderne fluefiskeris ide med bagline, udløb og lange kast – samt mange flueæsker og endnu flere fluer. Nydelsen ligger i at forføre fisken gennem dygtighed og tålmodighed.

For enden af tenkarastangen er en kort snor, hvori man fastgør sit forfang.

For enden af tenkarastangen er en kort snor, hvori man fastgør sit forfang.

NÆRHEDSOPLEVELSEN i fiskeriet og kunsten at lære at nyde fisk i den størrelse, de har, er en del af fiskeriets essens – og Tenkara bringer det tilbage, hvis man har glemt det undervejs i sin fiskekarriere.
Samtidig er Tenkara i sin grundlæggende ide simpel og med få elementer – intet fluehjul og stangøjer mellem dig og fisken. Det giver en mere direkte kontakt med fisken. Det er enkelt og tilgængelig for alle, men kan udvikles til noget, der minder om zenmeditation. Samtidig er det meget hurtigere for nybegyndere at komme i gang med end almindeligt fluefiskeri.

Men det er ikke bare følelsen under selve fiskeriet. Det simple grej giver en »ægte« naturoplevelse. Alt hvad man har med sig, er blot en stang, en line, lidt nylon og et par fluer. Men både stangen og linen er fnuglette og reagerer på meget lette bevægelser. Derfor kan man også få fluen let og elegant placeret under grene med et flitsbuekast, hvor man tager fast et stykke oppe på linen – sigter og giver slip.
Med til at gøre hele mere enkelt er, at japanske tenkarafiskere ofte kun fisker med et enkelt fluemønster på en fiskedag. I stedet handler fiskeriet meget om teknik og i at forsøge at overliste fisken gennem dygtighed og ved at præsentere fluen på forskellige måder.

En smuk dansk ørred, der formentlig som den første af slagsen, lod sig overliste på tenkara udstyr.

En smuk dansk ørred, der formentlig som den første af slagsen, lod sig overliste på tenkara udstyr.

TENKARAFLUEKASTET. Da linelængden er fast og kun kan ændres, hvis man skifter linen, har man kun en kastevægt at forholde sig til, hvilket gør, at man meget lettere kan indøve specialkast, fordi man præcist ved, hvor meget linevægt, man kaster. Rækkevidden forandres, ved måden man præsenterer på – enten ved strække armen mest muligt frem, ved at præsentere fluen med en meget opret stang eller simpelthen ved at flytte sig ved vandløbet, præcis som man også gør ret meget ved vådfluefiskeri med moderne fluegrej.
Stangen er ret blød og linen let. Derfor er der heller ikke brug for mange kræfter til at kaste, og det er let og elegant. Ser man Tenkaravideoer på internettet, vil man hurtigt finde ud af, at kastene kan udvikles rigtigt meget for at opnå optimal drift af fluen. Men man kan naturligvis også dyrke det ret enkelt.

Der findes en række forskellige forfang – her et kevlar forfang. Fælles for dem alle er, at man monterer et 30-100 cm stykke 0,15-0,20 mm fluorocarbon som forfangsspids.

Der findes en række forskellige forfang – her et kevlar forfang. Fælles for dem alle er, at man monterer et 30-100 cm stykke 0,15-0,20 mm fluorocarbon som forfangsspids.

En af grundidéerne i Tenkara fluekastet er, at man har pegefingeren oven på korkhåndtaget og hånden i bunden af korkhåndtaget, hvilket giver mere ube­sværede kast. Det giver en sublim styring af kastet. Desuden bruger man meget underarmen i kastet og supplerer så finessen og detaljen med håndleddet. Man holder kastearmen tæt til kroppen, dels for at undgå træthed og for at kunne styre stangen bedre.

Japanske tenkaramestre anvender meget den detalje til at få vådfluen til at lande før linen, så fluen lettere synker, og det undgås, at den streamer. Med Tenkara kan man meget lettere lære at forfine sit fluefiskeri og placere fluen præcist der, hvor man vil inden for få centimeter og få den til at bevæge sig, som man vil. Det er det, der gør forskellen, og mange fluefiskere oplever, at når de overgår til at fiske Tenkara, får de et bedre drev på fluen samt en bedre placering. Mange oplever simpelthen, at deres fangster stiger, når de forstår at bruge teknikken.

At stå med sin tenkara stang ved et lille idyllisk vandløb er ren zen.

At stå med sin tenkara stang ved et lille idyllisk vandløb er ren zen.

GREJET. Oprindeligt var Tenkara-stængerne i Japan lavet af bambus, mens en moderne Tenkara-teleskopstang er lavet af kulfiber og oftest mellem 10 og 15 fod. I mindre vandløb anvender man oftest kortere stænger på 10-11 fod.
Kendetegnende for Tenkara-stængerne er, at de er meget lette. En 11,6 fods vejer eksempelvis under 80 gram og er blot 51 cm lang sammenpakket. Derfor er de praktiske at transportere, og skal man ved fiskevandet ind imellem grene og træer, så pakker man let og smidigt stangen på et par sekunder og ud igen, når man er forbi forhindringen.

I stedet for et topøje kommer stangen med et stykke dacron for enden. Det har enten en loop eller blot en tavs, som man binder linen på. Tenkara-stængerne er stærke og meget fleksible, men det svage punkt er som ved alle stænger den tynde spids, som – hvis den bliver punktbelastet for kraftigt – risikerer at knække. Derfor anbefales det altid, når man binder line på, at holde spidsen inde i stangen. Sætter fluen sig fast i træer eller andre forhindringer, er det ligeledes klogt at samle stangen helt, før man trækker i linen med hånden for at få fluen løs.

Med tenkaraudstyret kan man med stor præcision sænke eller svirpe fluen ned på selv det mindste lille hot-spot.

Med tenkaraudstyret kan man med stor præcision sænke eller svirpe fluen ned på selv det mindste lille hot-spot.

LINERNE til tenkara-fiskeri er normalt mellem 10 og 15 fod og meget lette sammenlignet med en flueline. Men der er ingen regler eller grænser, for hvor lange linerne kan være. En japansk mester, Masami Sakakibara, bruger op til 12 meter lange liner.
Der er grundlæggende to typer liner – den flettede, som er den mere traditionelle – samt level-linen. Man kan let have flere typer liner med sig og hurtigt bytte efter forholdene.

Den flettede laver mest delikate præsentationer og kaster meget elegant – men har tendens til at sprøjte lidt med vand under kastet, hvilket kan skræmme fiskene. Level-linen, som egentligt bare er et stykke fluorocarbon eller nylon, købes i spoler og kan derfor klippes til hvilken længde, man ønsker. De glider bedre i vandet og er lettere at kaste, når der er vind, men er også lidt mere stive og krøller derfor også lettere.
Forfanget kan være nylon eller fluorocarbon, efter hvad man ønsker, og er normalt mellem 30-100 cm langt og ofte 0,15-0,20 mm – efter forholdene.

TENKARAFLUER er kendt på japansk som kebari, og den mest kendte stil er vådfluerne, som er bundet med hacklet fremadrettet og ofte med en simpel krop af bindetråd. Hacklet er fremadrettet, fordi det giver mere liv til fluen i vandet. Der er naturligvis massevis af variation i Kebarifluer, alt efter region og landsbyer. Oftest vælger den japanske Tenkarafisker sin egen personlige flue, og vælger så efter tenkarafilosofien kun at fiske med den. Han har derfor kun dette ene fluemønster i æsken. Fisken skal ikke pleases, men lokkes gennem dygtig præsentation til at tage netop fiskerens favoritflue. Og traditionelt vil en tenkarafisker kun bruge én flue på forfanget, men fiskeriet kan naturligvis bedrives med hvilke som helst fluer, man har lyst til – våd som tørt og opstrøms som nedstrøms.

Man har naturligvis brug for de samme løsdele, som når man fisker almindeligt fluefiskeri: En flueæske (en del tenkarafiskere bruger en lille glasflaske med kork­prop i) en krogudløser, målebånd og ikke mindst et fangstnet.

NÅR EN FISK TAGER FLUEN, opstår der en anden følelse af fight, fordi alle fiskens bevægelser og udløb skal afbødes ved hjælp af den lange bløde stang og linen – samt fiskerens smidighed og dygtighed.
Bliver det nødvendigt at følge en fisk, må man være hurtig på fødderne, når man ikke har bagline at give af. Forskellen er ikke så stor til traditionelt fluefiskeri, fordi man her også næsten altid vil prøve følge en fisk og holde den nær for at undgå forhindringer i vandløbet. Uden bagline bliver tingene bare lidt mere naturlige og ligeværdige.

 

Friluftsland

 

Det at lande fisk ved tenkara er anderledes, da man ikke bare kan få fisken ind ved at spole line ind på hjulet, som man plejer. I stedet må man rette stangen bagud og tage forsigtigt fat i linen. Det er en meget anderledes følelse de første gange, man er direkte i kontakt med fisk, og er der tale om en lidt større fisk, må man være klar til at slippe linen igen, hvis den bliver for vild og vil stikke af. Det er en meget sanselig og direkte landing i forhold til almindeligt fluefiskeri.
Har man en meget lang line, må man desuden trække linen gennem fingrene for at få fisken tæt nok på, før den kan landes. God fornøjelse med fiskeriet.
Læs mere om tenka
www.templeforkflyrods.com
kik efter soft hackle rods
www.tenkaracentreuk.com
www.tenkarausa.com
www.tenkara.fr
http://tenkaraglobal.com
www.tenkarabum.com
www.tenkaratalk.com
www.tenkaratimes.co.uk
www.oni-tenkara.com/english
www.dirksoutdoors.com
bog og kindle ebook

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This