jan 3, 2023 | Nyheder
Fiskerejseselskabet Waterman Travel ́afholder nu på lørdag d. 7. januar Mini-Messe i Sorø. – Som noget nyt vil vi i 2023 invitere vores kunder til en hyggelig og informativ eftermiddag med masser af aktiviteter, grejfremvisning og mulighed for køb af grej til fordelagtige priser fra blandt andet Hvidovre Sport, fortæller direktør Jesper Johannesen.
Program for dagen:
12.30 Dørene åbnes
13.00 Info om Drake Bay v/Steen Lyngsø
14.00 Info om Maldiverne og Florida v/Søren Vesth
15.00 Grejfremvisning og kasteteknik ved Sorø Sø
15.00-16.00 Salg af pølser ved Sorø Sø
16.00 Info om Mexico, Kroatien mv. v/Jesper Johannesen
16.45 Konkurrencen afgøres og præmier overrækkes
17.30 Dørene lukkes
– Hele dagen vil vi have repræsentanter fra forskellige grejforhandlere samt importører, hvor
man kan se på grej og få gode råd til de forskellige ture, fortsætter Jesper. Ligeledes vil flere af vores turledere være tilstede, og man kan derfor få en god snak med dem om turene. På de forskellige info-sessioner vil fremlæggeren præsentere turen som inspiration, men det vil også være muligt at spørge ind til konkrete emner vedrørende en tur man selv skal med på. Her vil der blandt andet også blive præsenteret relevant grej.
Hvis søen er isfri, vil vi afholde fremvisning af kastegrej og fisketeknik nede ved Sorø Lystfiskerforenings bådebro. Christen fra Purefishing vil vise deres nyeste grej, inkl. Penn Slammer 4 og Penn Authority hjul. Vi vil desuden vise de mest brugte kaste-agn, samt fortælle om hvordan de bedst fiskes. Imens kan der købes pølser og drikke, som sælges af Sorø Lystfiskerforening.
I vores konkurrence vil vi have nogle flotte præmier med blandt andet gavekort, samt diverse grejpræmier. Regler og præmieliste udleveres ved indgangen.
Lidt praktisk info:
– Adressen er Frederiksvej 27, 4180 Sorø
– Arrangementet er gratis
– Alle er velkomne, så tag bare naboen med
I mellemtiden kan man benytte lejligheden til at læse lidt om vores rejser her, slutter Jesper.
aug 24, 2022 | Nyheder
– Årets medekonkurrence blev afholdt d. 21/8. ved Tuel Sø i Sorø, som vi venligst fik lov at låne af Sorø Lystfiskerforening til dagens dyst, fortæller Dennis Justesen fra Høng LF. Otte medlemmer var skrevet op til konkurrencen, og de var alle 100% klar på at give den fuld gas over de fem timer fiskeriet skulle stå på.
– Fra konkurrencens start blev der fanget godt af både skaller og brasen, der blev hævet op af søens vand i fine mængder. Store orm var dagens storfanger, for hver gang en stor orm blev sat på krogen, kvitterede en brasen med et hug. Efter fem intense timers fiskeri skulle der gøres status.
Resultaterne forløb sig således:
- Martin Thunø 39,6kg
- Dennis Justesen 35,7kg
Største enkelt fisk gik til Klaus Larsen med en brasen på 1,7kg. I alt fangede alle 8 deltagere tilsammen vanvittige 118.3kg fisk. Dette må være ny klubrekord, aldrig har jeg personligt hørt så højt et tal efter en indvejning til klubbens medekonkurrencer før. En stor tak til alle deltagere for en rigtig fin dag ved søen, jeg håber vi igen til næste år kan gentage succesen og hvem ved måske vi igen kan snuse til en ny klubrekord, slutter han.
Har I selv afholdt et spændende arrangement – eller har et på vej, er I som klubber også velkomne til at skrive ind til Fisk & Fri. Du kan komme i kontakt med rekdationen på jensbursell@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.
sep 28, 2021 | Nyheder
Når Fishing for Life afholdes den 30. oktober 2021 ved Sorø Fiskepark, er det fjerde år vi samler ind til Knæk Cancer. Sådan lyder det fra David Lind Norby, der er formand for foreningen Fishing for Life.
– Sidste år var Fishing For Life udfordret på grund af Corona, men i år er vi klar sammen med Sorø Fiskeparks Thomas Kejser og Jamie Larsen til at slå sidste års indsamling på 76.537 kr, fortsætter han. – I år tilbydes put and take fiskeri samt helstegt gris og auktion, hvor hele hammerslaget går direkte til Knæk Cancer. Dagen starter kl. 8.00 med fiskeri frem til kl. 12.30, hvorefter der serveres helstegt gris. Efter spisningen går auktionen i gang med sponsorater fra lokale butikker, grejbutikker, fiskerigrossister, fiskeguider m.m. Vil man støtte auktionen, som henvender sig til hele familien kan man stadig kontakte Fishing For Life.
– Arrangementet er ikke nogen fiskekonkurrence, men et arrangement for hele familien som afholdes af Fishing For Life, der er en frivillig velgørenhedsforening. Foreningens koncept er non-profit og fælles indsats. I 2018, 2019 og 2020 sendte vi til Knæk Cancer et samlet beløb på 148.002 kr, slutter formanden.
Læs mere om Fishing For Life her.