NÅR LAKSEN ER I HAVET

apr 11, 2021 | Artikler, Biologi

En stor del af året opholder laksen sig i havet. Men – hvad sker der egentlig derude – og hvordan påvirker det vores fiskeri til havs samt oppe i åerne. Følg med i kølvandet på den østatlantiske bestand af atlanterhavslaksen, der trækker op i Nordsøen, når ikke lige de er i de Jyske åer.

Af Terkel Broe Christensen

ATLANTERHAVSLAKSEN har en kompleks livscyklus, så der er ikke noget at sige til, at den er så uforudsigelig, som den er. Der findes kun en gylden regel, som med garanti gælder for al laksfi­skeri, og den lyder: ”Der er ingen regler for laksefiskeri”. Derfor skal det du læser her selvfølgelig også tages med et vist forbehold.

Vores laks lever, som navnet an­tyder i og omkring elvene ved Atlanterhavet. Mere præcist fra Nordspanien til Nordnorge og det vestlige Rusland mod nord. Længst mod vest er den udbredt i den østlige del af Nordamerika. Og så findes den selvfølgelig på alle øer i mellem de to kontinenter – nemlig Storbritannien, Island, Færøer­ne og Grønland. Sidstnævnte sted er den dog kun i et enkelt lille vandløbssystem i Godthåbsfjor­den. Den findes selvfølgelig også i Østersøen.

I denne artikel zoomer vi ind på en kort periode af laksens livshi­storie – nemlig fra det tidspunkt, hvor den voksne gydemodne laks er klar til at returnere fra opvækst områderne i Nordatlanten, til den nærmer sig elven eller åen. Man ved ikke ret meget om lak­senes biologi og adfærd, når de som smolt først har forladt de ferske vande og er stukket af på den flere tusinde kilometer lange rejse mod opvækstområderne i Nordatlanten. Årsagen er, at de trækker ud på det store og dybe hav, hvor det er nærmest umuligt at følge dem på tæt hold. Men lidt ved vi dog.

Laks på vandring i havet. Her alene, men de svømmer oftest i stimer for at spare energi på den lange rejse mellem elve og opvækstområderne i Nordatlanten.

Trækkende laks

Laksene trækker i stimer – og de små grilse, det vil sige laks med en opgangsvægt på mindre end tre kilo, har deres fødeområ­der i farvandene nær Færøerne. Mærkningsforsøg herfra tyder på, at laks fra hele udbredelses­området kommer til Færøerne, for fisk derfra er nemlig gen­fanget som kønsmodne i span­ske, danske , norske, islandske, britiske, canadiske og russiske elve. Grilsen er kun halvandet år i havet, inden den returnerer til elven.

De større fisk – mellemlaksen på tre til syv kilo – samt storlaksen, der vejer over syv kilo svømmer helt op til de arktiske områder ved Vestgrønland og nord for polarcirklen i Norskehavet for at æde sig store. De opholder sig her i to, tre eller fire år, inden de vender tilbage.

Ny forskning viser, at store dele af laksebestandene faktisk også vandrer endnu længere mod nord end først antaget. Norske biologer har med GPS-sendere vist, at sto­re mængder laks også vandrer op i Barentshavet og op til kysterne omkring Svalbard – samt videre til polarfrontens næringsrige farvan­de. De fandt primært Orkla-laks i mellem Island og Jan Mayen eller nordover mod Svalbard. Laks fra Neiden-elven fandt de i Barents­havet, mens laks fra Alta-elven i nord vandrede til opvækstområ­derne i Barentshavet ved Svalbard og i Norskehavet. Et lignende dansk mærkningsforsøg viste, at i hvert fald en laks fra Skjern Å træk helt op i Grønlandshavet vest for Svalbard. Afstanden til det jy­ske vandløb er mere end 3.000 ki­lometer i lige linje. Afstanden her­fra og til Nordpolen er kun 1.000 kilometer!

Fiskeidyl i en lille Grønlandsk bygd, hvor de blandet andet fanger laks.

Når laksen æder

Ædetogter er laksens formål med den lange rejse, for i den sidste ende handler det om, at de kan vokse sig store og dermed forbedre deres muligheder for at lægge mange æg og dermed sik­re artens fremtid bedst muligt. På ædetogterne spiser de især tobis, sild og lodde samt blæksprutter og forskellige krebsdyr.

Farvandene udfor Vestgrønland er et af de rigeste fødeområder i verden. Næringsrigt vand og masser af sollys om sommeren er hvad der skal til. Derfor er det også her de europæiske og nord­amerikanske laks trækker op. Min gode jagt- og fiskekamme­rat Jan har boet lige i smørhullet siden 1970’erne. Han fortæller, hvordan de enorme mængder af laks bragte velstand til området i 1960’erne og 1970’erne.

Jan bor stadig i Maniitsoq, eller Sukkertoppen som byen hed den gang. I en af Maniitsoqs små bygder Napasoq blev der etableret indhandlings- og forarbejdning­sted for de fangede laks. Laksen betød, at Napasoqs indbygger havde en af verdens højeste ind­tægter. Rigdommen var enorm, og det var forbruget også. Sejler man forbi, kan man stadig se, at der lig­ger gamle vrag af snescootere ved bygden, som ligger på en meget lille ø ude i skærgården.

Engang var der garn overalt. – Det var ikke var særligt sjovt om sommeren at sejle i området, da laksefiskeriet var på sit højeste, fortsætter Jan. – Overalt på havet lå der kilometervis af flydegarn, som drev med strømmen enten inde mellem øerne i skærgården eller ude til havs. Det var altså her, et godt stykke ude i havet, at laksen søgte føden. Det kommer­cielle fiskeri efter laks ophørte i begyndelsen af 1990’erne, da grønlænderne mod kompensation indstillede det givtige fiskeri. Tilbage har de en mindre kvote til eget forbrug.

For nogle få år siden sidst i okto­ber havde Jan og en kammerat sat deres sildegarn, for årets sidste sild skulle fanges. De to garn blev sat fra land, vinkelret ud fra ky­sten og ud på omkring fem meters vand. Næste dag, da de kom for at tømme garnene, ventede der dem en overraskelse ud over det sædvanlige. Der var ingen sild i garnene, men til gengæld var der seks laks. Året efter forsøgte de igen, og igen var der masser af laks ganske tæt på kysten.

Om sommeren er der således et uudnyttet potentiale for et fanta­stisk trollingfisker i havet ud for den grønlandske kyst, og om ef­teråret når sneen begynder at læg­ge sig i fjeldene, er der ligeledes et uopdaget kystfiskeri efter laks, som kan dyrkes direkte fra klip­pekysten. Hvem der bare boede i Grønland.

Grønlandsk fisker på havnen i Maniitsoq, der tidligere hed Sukkertoppen, med lille laks fanget i oktober.

Laksens forår

I slutningen af vinteren og begyndelsen af foråret har de kønsmodne voksne laks forladt spisekammeret, og de første be­gynder at dukke op i de europæ­iske og nordamerikanske fjorde og elve.

Den primære årsag til, at de van­dre mod elvene er for at finde netop det vandløb, hvor de selv er klækket og har levet de første år, så de kan føre slægten videre. Resten af den gydemodne be­stand kommer herefter dumpende sommeren over helt frem til gyd­ningstidspunktet sidst på året. Opgangstidspunkterne vari­erer dog en del fra bestand til bestand og fra vand­løb til vandløb. Vari­ationen er så stor, at laks faktisk vender tilbage til vandløbet på alle tidspunkter af året. Hovedoptræk­ket er dog fra juni til september.

Laksens magnetiske navigation

Trods den lange afstand finder laksen uden problemer vejen fra de fjerntlig­gende ædeområder tilbage til net­op det vandløb, hvor de er født for flere år tilbage. Laksene udnytter jordens magnetfelt til navigati­on på langdistancen, og når de nærmer sig kysten, finder de den præcise elv med lugtesansen – det fænomen der kaldes homing. Hver elv har sin egen specifikke duft, men det vil være for omfattende at komme nærmere ind på dette her.

Typisk kommer de første fisk til fjordene i løbet foråret. På dette tidspunkt ændrer fiskene deres fy­siologiske og hormonelle tilstand, så de er klar til skiftet fra det salte til de ferske forhold i elvene. Det er også nu æg og sædudviklingen for alvor starter, så de er klar til gydningen om efteråret.

Jo tættere på kysten laksen kom­mer, desto flere udfordringer får den også blandt andet fra sæler, som elsker den fede fisk. Det er også i fjordene, at laksene for al­vor møder garn, som koster man­ge liv. Laksene svømmer i stimer blandt andet for at mindske mod­standen i vandet og for at spare energi – samt som et forsvar mod fjender.

En spandfuld fede sild fanget ved den vestgrønlandske kyst – en ganske god mundfuld for en voksen laks.

Laksene trækker højt i vandet

Når laksene trækker, går de højt i vandet – og sjældent dybere end fire meter. I Norge er det derfor også et krav, at garn i havet skal være sænket mere end tre meter under overfladen for at undgå ulovlig fangst af laks og havørred. Selv om der er få, som dyrker det, er der et udmærket fi­skeri efter laks i mange fjorde nær elve, hvor man kan fange laksene fra en trollingbåd eller direkte fra klipperne med et let blink.

Når laksen endelig nærmer sig ferskvand efter den lange rejse, bliver den særlig interessant for de fleste laksefiskere, men det er en helt anden historie.

Fede laks i Grønland

Mange Atlanterhavslaks svømmer til Grønland for at æde sig fede i de arktiske vande, der er rige på føde. Og de bliver fede. Billedet nedenfor viser en laks på fire-fem kilo, der er fanget i havet få meter fra kysten i den midtgrønlandske skærgård. Sjældent ser man så fede laks i elvene i Europa og Nordame­rika. Opgangsfiskene her er lange og slanke. Det er synd og sige om de grønlandske fisk her. Hovedet er lille, og kroppen er næsten rund som en fodbold. Kim den dygtige kok på Hotel Maniitsoq fortæller, at han al­drig serverer lokale vildlaks for sine gæster. De var simpelthen for fede. I stedet bestiller han de noget magere laks fra norske opdrætsanlæg. Den lange svømmetur fra de grønlandske farvande til fødeel­ven i Europa eller i Nordamerika koster laksene energi. Det er i hvert fald en noget slankere fisk, man møder i elvene.

Laks fanget i Midtgrønland, med små hoveder og runde kroppe. Der er ingen tvivl om, at de er godt i stand.