SNART FORÅR: SÅDAN KLARGØR DU BÅDEN TIL FISKESÆSONEN

Agnspanden er fyldt og batteriet til el-motoren er ladt op – så det kan ikke gå galt nu!

Båden er for mange lystfiskere et uundværligt fiskeværktøj, der muliggør mange hede fiskedrømme. Og som alt andet fiskegrej, skal en båd vedligeholdes. Her giver Frederik Hansen dig en guide til hvordan du passer og plejer er din båd, så den er klar til forårets snarlige komme.

 

 AF FREDERIK HANSEN

 

SOLEN SKINNER fra en skyfri men frostklar himmel. Min fader og jeg er kommet lidt sent afsted og har derfor en smule stress over ikke at være på vandet lige nu. Søsætningen i Skovshoved Havn foregår derfor med ekspresfart.

Alt går efter bogen, og det er ikke altid, det gør det, når det er første søsætning i 3-4 måneder. Det er altid på disse »første ture«, hvor man glemmer ting, eller finder ud af, at noget ikke fungerer.

Da vi stævner ud fra havnen, ligger Øresund som et spejl, og fiskeiveren kan næsten ikke blive større. Meldinger om laks på trolling for en lille uge siden gør ikke fiskefeberen køligere, så det går også hurtigt med at få sat stængerne lidt syd for »Susannes Flak«.

 

Friluftsland

 

Drømmen om Norges-fiskeriettager også ofte form i de mørke vinterdage, hvor man ser frem til midnatssolen.

Drømmen om Norges-fiskeriet tager også ofte form i de mørke vinterdage, hvor man ser frem til midnatssolen.

 

Der er masser af byttefisk i vandet og enkelte »streger«, der jager i sildene. Der går da heller ikke længe, før der er bud på et par downriggerstænger. Det er et par iltre torsk i 2-3 kilos klassen, der kommer indenbords. Vi hører om et par 2 kilos ørreder over radioen – og lidt senere er det vores tur – en fin fisk på 2,5 kilo kommer i kassen. Det er stadig helt havblik, og klokken nærmer sig nu middag.

Solen begynder at varme – forholdene er ganske enkelt perfekte! Jeg er ved at hive en mini-torsk ind, da jeg i det klare vand ser en stor skygge efter min torsk, som jeg først vurderer til at være en sæl. Da torsken er tæt på at blive løftet ind til afkrogning, vender »sælen« sig nede i vandet, og jeg kan se, det er en stor blankfisk, der er fulgt efter min torsk. Gispende og nærmest febrilsk hæver jeg downriggerne, så begge stackere fisker helt i overfladen – og cirka 20 sekunder senere, går den ene stacker, der som sagt fisker helt i overfladen.

Fisken trækker bare stille og roligt line af hjulet – det virker nærmest ikke, som om den er kroget, og vi skynder os at hive alle stængerne ind, for at kunne fighte denne voldsomme blankfisk i ro og mag. Da de fleste stænger er taget ind, og den gamle klarer de sidste, begynder jeg at fighte fisken. Den går i overfladen og følger stille og roligt med – med nogle enkelte dovne udløb. Vi ser fisken ret tydeligt i overfladen cirka 20 meter fra båden. Og den er stor. Jeg kan mærke mine ben ryster, men ruller stille og roligt linen ind på hjulet… Med et bliver linen slap, og fisken er væk….

Jeg står helt stille i båden og ruller langsomt blinket ind – og den helt specielle stemning, hvor én stor fisk er mistet er i den grad fremherskende i båden. Well well – så er foråret da skudt i gang!

 

Solen skinner, svag vind og grejet er spændt op, nu er det bare at vente.

Solen skinner, svag vind og grejet er spændt op, nu er det bare at vente.

 

Forårsrengøring og klargøring af båden til fisketuren

 Marts er for mig typisk en måned, hvor jeg som småbådsfisker tripper lidt for at komme i gang og klargjort bådene, før den mest stressende måned, april løber af stablen. April betyder forårets komme: Laksetrollingen er nu på sit højeste, havørrederne fråser i sild og tobis – og torskene tager også for sig af retterne, ligesom geddefiskeriet i maj er lige om hjørnet. Derfor er februar og marts også gerne måneder, hvor jeg sørger for, at mit grej er i topkondition, inden det hele går løs.

Linerne skiftes, hvis de har et par sæsoner på bagen, hjul gennemgås og smøres, samt rustne springringe og kroge bliver skiftet. Alt dette er jo sådan set fint nok, men båd, motor og trailer skal også have en tur, hvilket jeg her vil gennemgå lidt mere detaljeret. Jeg er ikke selv en udpræget gør-det-selv mand, derfor får jeg også kompetente folk til at gøre det meste af arbejdet for mig, men mange af tingene kan man godt klare selv. Jeg er den lykkelige indehaver af to både: »Trawleren« – én Campion Explorer 542, som er en kabinebåd på 18 fod med en 115 HK Yamaha monteret, og »Geddedronningen« – en Quintrex Explorer 390 alujolle på 13 fod, med en 20 HK Honda på hækken. For begge er der selvfølgelig en del lighedspunkter ved forårsklargøringen, men også nogle forskelle, som jeg kommer ind på her.

 

Det er dage som disse,man kan afprøve sin flydedragts egenskaber.

Det er dage som disse, man kan afprøve sin flydedragts egenskaber.

 

Wellness for din båd

 »Trawleren« en Campion Explorer 542 årgang 1998 er en ældre dame, men står i eget – måske ikke helt objektive – perspektiv, stadig flot. Dette skyldes bl.a. at jeg hvert forår, gerne en lunere martsdag giver båden en wellnessdag. Det allerførste jer gør er, at give den en klargøringsvask, dernæst et lag voks og efterfølgende en gang coater – både indvendigt og udvendigt. Den ekstra coatning er hårdt arbejde, og samlet tager det hele en fuld arbejdsdag, men resultatet er meget tilfredsstillende bagefter. Og følelsen af at køre poler-kluden hen af rælingen efter en solid gang voksbehandling er ubetalelig.

En 16 årig gammel båd vil dog stadig udsættes for en del slitage og almindelig ældning, og det skal der tages hånd om. Tager båden vand ind ved sejlads i hårdt vejr, kunne det være en ide at se nærmere på fenderlisten hele vejen rundt om båden. Sol og saltvand tærer på listerne og får dem til at krympe og blive stive, hvilket gør båden mere eksponeret over for vandsprøjt. Er det en mindre utæthed, kan det som regel klares med lidt silikone på de udsatte steder, men er fenderlisten stiv og revnet flere steder, er det nødvendigt at montere eller få monteret en ny fenderliste.

En anden kilde til lækager, kan være samlingen omkring bundproppen. Utæthederne resulterer ikke i, at vandet pludselig fosser ind, men blot det at en smule vand trænger ind, og det er selvfølgelig også noget, der bør ses efter. Ligeledes med samlingerne i motorbrønden; hvis ikke de er tætte, vil det også betyde, at vand trænger ind, specielt hvor bølgerne kommer ind agter. Dette kan nogle gange dreje sig om ikke uanselige mængder vand og bør også være noget, man som småbådsejer for tid til anden gennemgår.

 

Artikelforfatteren i fuld sving medat montere ny stangholder på trollingmaskinen.

Artikelforfatteren i fuld sving med at montere ny stangholder på trollingmaskinen.

 

Alu-jollen er let at vedligeholde

 ”Geddedronningen” – min Quintrex Explorer 385 alujolle er en lidt anden snak. Alujollen er nemlig indkøbt med så lidt vedligehold som muligt for øje. Den lille jolle kan komme til alle steder og kan let rigges om til de forskellige fiskeformer, jeg dyrker fra den. Der er påmonteret en hulens masse udstyr; såsom elmotor, ekkolod/navigator, stangholdere, downriggere, sæde og kasteplatform, men alt kan også afmonteres hurtigt. Dette har også sin store fordel, når man fra tid til anden fisker med agnfisk.

I forbindelse med dette års klargøring, fandt jeg en skalle, der var markant mere død end levendeunder toften – den havde ligget der i et par måneder, og heldigvis havde det kolde vejr sat en stopper for forrådnelsesprocessen. Omvendt fandt jeg for en del år tilbage en fladfisk i et stuverum i den store båd. Den havde ligget der siden oktober – og jeg fandt den i marts – og på det tidspunkt var den helt bogstaveligt blevet mere levende end død igen.

Når allujollen en sjælden gang skal vaskes, typisk efter kørsel på landevej/motorvej om vinteren, afmonterer jeg det meste og højtryksspuler båden ren indvendigt og udvendigt. Båden bliver derefter vasket af i voks-shampoo for at fjerne det værste skidt. Ud over dette, består min »forårsklargøring « ikke af mere på »Geddedronningen«.

 

Selvom dine mekaniske evnerikke rækker til det store motoreftersyn, kan du godt ordne småting så som smøring og et lille pift WD-40 selv.

Selvom dine mekaniske evner ikke rækker til det store motoreftersyn, kan du godt ordne småting så som smøring og et lille pift WD-40 selv.

 

Servicering og vedligehold af motoren til båden

 Mine motorkompetencer rækker desværre ikke til mere end at give motoren en gang med WD-40 eller anden lignende olie-spray fra tid til anden – selve servicedelen får jeg håndteret professionelt på begge motorer. Men som udgangspunkt bør et motoreftersyn indeholde følgende:

Motor gennemskylles med ferskvand

Ny impeller i kølvandspumpe

Olieskift

Nyt Oliefilter

Nyt brændstoffilter

Konserveringsmiddel i brændstoftank

Frostsikring med kølervæske

Tjek af zink-anoder.

 

Der er ikke noget som ensølvskinnende 10+ laks.

Der er ikke noget som en sølvskinnende 10+ laks.

 

Er din trailer klar til fiskesæsonen?

Traileren har et evindeligt problem, og det er lyset. Det er ufatteligt så tit, der er fejl med enten det ene eller det andet lys, og her må man bare konstatere, at det bedste man kan gøre, er at forsøge at undgå kontakt med vand. Det vil sige kør ikke traileren mere end højest nødvendigt ned i vandet.

Det er selvfølgelig meget forskelligt fra båd til båd, og fra rampe til rampe, men som tommelfingerregel er det nok at køre traileren ned, så vandet cirka når til fælgkanten. Dette medfører også, at bremserne ikke kommer under vand, hvilket betyder, at de heller ikke skal skylles. Husk desuden at give elektriske samlinger og stik et sprøjt WD-40 eller Caramba med jævne mellemrum – det kan forlænge levetiden væsentligt.

Har du haft båden i saltvand, skal traileren spules en gang efter brug og sidst men ikke mindst skal traileren vaskes godt af efter kørsel på veje om vinteren, hvor der er strøet salt. Dette er nemlig den rene gift for traileren, især lejer og bremser.

Er dit sikkerhedsudstyr til båden toptunet og klar?

Kontroller dit sikkerhedsudstyr på båden i forbindelse med vinterklargøringen. Hvis redningsvesten er en selvoppustelig Co2, skal du tjekke om udløbsdatoen er overskredet. Er redningsvesten en svømmevest-, eller en decideret gammeldags redningsvest i skum, så bør du tjekke om skummet virker sammenpresset eller på andre måder har tabt noget af flydeevnen. Det bedste er at teste den i en svømmehal. Det samme gælder for flydedragten, men dette er dog nok mere velegnet som et sommerprojekt. Samme kontrolprocedurer er gældende for nødblus og eventuel redningsflåde. Skal redningsflåden til service, bør det gøres nu, da der kan være noget ventetid forbundet med dette.

 Vær opmærksom på alle de små finjusteringer, som du render ind i løbet af sæsonen. Når fiskefeberen raser, kan det være svært at få tid til at få lavet dem, og når man kommer til den stille tid på året, har man ofte glemt en del af dem. Husk derfor at notere, hvis der er nogle genialiteter som du lige støder på.

Det er min er faring, at man med fordel kan gøre sin båd fleksibel. Det vil sige så mange aftagelige stangholdere som muligt. Monter downriggere, så beslaget ikke er i vejen, når man afmonterer selve downriggeren. I det hele taget så vidt muligt gøre plads til at af- og påmontere noget grej, når man har brug for mere plads. Jeg har selv et aftageligt sæde i alujollen, som – når det er ude – betyder en stor forskel og giver mere plads når man er tre mand, der fisker stående i båden.

Derudover støder man ofte på en del inspiration på nettet. Jeg lader mig tit friste på bl.a. www.quintrex.se hvor der er eksempler på kasteplatforme, mounts til elmotor, batteriholder, samt en smart løsning til et bådsæde der kan afmonteres i et snuptag.

 Gode råd til dig, der skal købe ny båd

 Som førstegangskøber af båd bør man selvfølgelig undersøge bådmarkedet, og de behov man har. Hvad ønsker man at fiske, og kan ens nuværende bil i det hele taget magte opgaven? Det er også vigtigt at prøve båden inden. Hvordan virker finishen? – hvordan sejler den? – Er der plads til at montere det ønskede udstyr på den? Vil man kastefiske efter gedder og havørred på lavt  vand, eller vil man hellere pirkefiske og trollingfiske lidt længere fra land. Niels Vestergaard har tidligere berørt dette emne i hans glimrende bog »Småbådsfiskeri«, der kan købes hos www.salar.dk.

Skal jeg give nogle subjektive råd, baseret på mine egne og andres erfaringer er det følgende: Dyrker du primært kastefiskeri i beskyttede farvande er en jolle i str. 14-16 fod det optimale.

Vil du primært trollingfiske – både kystnært, men også offshore, bør du vælge en båd på minimum 17 fod eller større. Men de fleste vil nok vælge en båd, der ligger imellem de to. Det giver flere muligheder, men omvendt vil man også have en båd, som ikke er perfekt til nogle af tingene.

Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 2/2014.

Friluftsland