På tur med den firbenede fiskemakker
Vækkeuret giver signal. Klokken er 01.30 – og det er tid at komme op. Kysten kalder, selvom det kulsort mørke uden for vinduet denne sommernat snarere inviterer til søvn og blød dyne. Buller strækker ben på gulvet. Han skal med, han ved det – og snart får jeg et skub med snuden.
AF KIM FABER
BULLER har altid vidst, når det var tid til fisketur – eller, han lærte det i hvert fald hurtigt. Raslen med blink, lugten af fiskenettet, vækkeure der larmer på mærkelige tidspunkter. Han var straks på poterne som hvalp – bogstaveligt talt. Halen logrende, han gjorde store øjne og var klar på trappen på ingen tid. Det var sådan set svært at komme ud ad døren, så meget var han selv ved at mase sig fremad i spændt forventning.
Den glæde, jeg har set i ham, har altid været smittende, og den har været en fornøjelse at tage med sig ud i naturen. Glæden er helt sikkert også en del af det udbytte, der findes i et sælsomt makkerpar bestående af en mand og en hund. For hvad skal det gøre af gavn, at bevæge sig rundt med en hund på en fisketur? Ingen gavn er svaret, og så alligevel er der en glæde i tosomheden med sådan en firbenet fyr. Der er ikke samtaler, refleksion, vittige bemærkninger og hvad man ellers har i kammeratskabet med sine fiskevenner – som jeg bestemt også værdsætter dybt. Fiskeriet har givet gode venskaber. Men noget andet, og rørende fristes jeg til at sige, opstår i det samvær, som kommer i det umiddelbart besynderlige følgeskab af menneske og dyr. Hver en tur, hvert et minut, hvert et klap – ubetinget taknemmelighed. Det er, hvad man får helt uden indsats fra en hund. En fiskehund. Og jeg kan mærke, at jeg i stigende grad sætter pris på det, efterhånden som årene går. For poterne er ikke længere så hurtige, som de var en gang. Det varer en anelse længere, inden han er på benene, og jeg fornemmer, at han er begyndt at vurdere, hvornår det er umagen værd at flytte sig rundt.
ALDEREN MÆRKES. Buller er 9 år gammel – 63 menneskeår. Grejet er kommet i bilen, og han indtager sin vante plads. Gulvet ved forreste passagersæde. Der har han sine godbidder og skålen med vand. Han snorker hyggeligt ad vejen sydpå, indtil håndbremsen trækkes, og han kan snuse lidt rundt i græsset langs stien ned mod vandet. Jeg trasker efter, i det der endnu ikke er timen inden solopgang, og der er så mørkt, at man dårligt kan se sig for. Buller leder vej, men ikke mere end et par meter eller fem foran mig. Han er ingen strejfer – han er i sandhed en makker. Hilser på, lunter lidt forud, stopper og snuser, indhenter mig igen og følges ved min side. Flagermusene fornemmes i nærheden, og det giver mig en smule kuldegysninger. Det burde man jo ellers nok kunne ignorere som naturmenneske, men siden jeg fangede én på linen, har de givet mig myrekryb. Der er det også lidt rart med Buller som selskab.
Kim og Buller på fisketur ved Susåen.
MORGENEN GRYR så småt, og vi har været ved kysten en times tid. Et par flinke jyder havde bål på stranden og hvilede sig efter en nat med fiskeri, og Buller indledte med at lægge sig lidt i lyset fra de lune flammer. Først på afstand og dernæst efter invitation noget nærmere med klap og kløe i tillæg, mens jeg begyndte fiskeriet. For han er et selskabsdyr og godmodig som få. Det milde sind har været medvirkende til helt problemfrit kompagniskab ved vandet. Denne hund er noget så bemærkelsesværdigt som høflig. Ja, det lyder måske en anelse mærkeligt, men sådan er han skabt. Han kommer til fremmede, hvis – og kun hvis – han inviteres. Ellers hilser han på afstand med sine brune øjne og et blik skiftevis i jorden og på den anden part, og hvad, jeg altid har fundet, minder om et smil. Tungen ude, mundvigene opad. Afslappet stående, siddende eller liggende. Det betaler sig, for han ser sød ud, og så giver det både rosende ord, klap og godbidder fra fremmede.
Efter uden held at have sendt Sømmet i lange kast ud til anden revle har jeg skiftet taktik og bruger nu et mere vimsende, lettere men også smårustent blink af ældre dato, hvis krog dog lige har fået en tur med sandpapiret. Der er nemlig aktivitet ved revet, og fisk der både springer eller jager småfisk på flugt i smuttende og glimtende hop fri af vandet – små tobis, hundestejler eller tangnåle. Det er svært at se, men nu er agnen en anden og håbet lysegrønt.
Temperaturen er steget og Buller har lagt sig på det kølige sand ved strandkanten. Han er mest interesseret i at snappe efter de insekter, der sværmer omkring ham. Jeg har netop haft en følger, der gjorde opmærksom på sig selv med en fin trykbølge bag blinket. Spinstop, et par tag med hjulet og den var der næsten, men fortrød. Derfor venter jeg et kort øjeblik, inden et nyt kast placeres et stykke bag den interesserede havørred.
I ET NU FALDER HUGGET, da indspinningen når halvvejs gennem et område med ålegræs. I det ørreden tager blinket, drejer den samtidig rundt i en hvirvel over det lave vand og afslører, at der er tale om en fin, lille fisk. God til spisebordet – skulle det gå så vel. Dernæst tager den et udløb og afslutter med et spring. Plasket får Buller til at se mod postyret, men han har hurtigt mistet fokus. Han har nemlig ingen større passion for fisk og fiskeri. Så enkelt er det. Det kan være værd at følge lidt med i, når en fisk laver ravage i umiddelbar nærhed, kæmper, springer og sprøjter med vand, men når den er ude af sit element, og jeg stolt viser den til min fiskehund, så får den et snif og et slik, hvorefter Buller vender tilbage til sine muldvarpe, mus og jordens dufte. Det optager nemlig ham – og kan han få færten af en lille gnaver, så er der spænding på. Han graver, snuser, torpederer med poterne og har en fest af anstrengelserne. Men han har i alle sine år stadig til gode af fange noget dyr større end en edderkop eller de fluer, der får vovet sig for nær hans snude.
Buller er også helt vild med at fiske efter sandart fra båd.
Vi ser og møder fasaner, harer, rådyr og alskens fugle – alle får de lov at passere videre i fred, som den fredsommelige udgave af tyren Ferdinand han er. Buller hører dem, vender ører og øjne mod lyden og når som regel at give mig et varsel i tide til, at jeg får dyrekig, jeg ikke havde opnået uden ham. En harmløs og yderst effektiv hjælper på vildtfronten. Der skylder jeg ham mange oplevelser. Når vi går ture, og jeg fisker, ved den hjemlige å – også der spotter han fiskehejren længe inden jeg. Og i båden på Tystrup Sø har han øje på havørnen og bjæffer, så jeg ikke alene fortaber mig i sandartfiskeriet, men også kan betragte den majestætiske rovfugl.
FISKEN PÅ REVET er ved at være kørt træt. Den nærmer sig støt og roligt nettet og løftes ud ad vandet uden større drama. Da jeg når frem til at skulle tage et billede af havørreden, kommer Buller igen luntende og ser lidt til, hvad der foregår, sniffer til den våde, skællede skabning og er igen mere optaget af tanglopper i strandkanten. Han er dog hurtigt retur, når kaffekoppen fyldes, for så er der en fiskefrikadelle i farvandet. Og sådan sidder vi der sammen. Ser ud over vandet og nyder naturen, fuglene og brisen fra hav og klint. Som så mange gange før. Når vi kommer hjem, skal Buller også spise med – det har han fortjent, min trofaste følgesvend.
At tage hunden med på fisketur er altid en hyggelig oplevelse
