ARAPAIMA`ER I UNDTAGELSESTILSTAND

Det første arapaima hook-up til Kristian.

I januar var fire friske danskere i Amazonas for at indfri deres store drøm om at fange et eksemplar af verdens største skællede ferskvandsfisk – arapaimaen. Og det gik bedre end godt.

 AF KRISTIAN KØLBY KRISTENSEN

I MIDTEN AF JANUAR var vi fire unge gutter, som drog til Peru i håbet om at fange den sagnomspundne Arapaima gigas. Vores tur mod Perus jungle startede i Ecuadors hovedstad, Quito, hvor vi mødtes med vores svenske kontakt Jonathan, som havde erfaring med arapaimaerne i junglen. Den første aften i Quito tog vi på bar, hvor de overraskende lukkede kl. 22, hvilket vi ikke helt forstod, før den lokale bartender via Google translate fik forklaret at det var pga. ’udgangsforbuddet’. Vi slog det hen og grinede lidt af den dårlige oversættelse, men næste morgen viste det sig dog, at Google havde haft helt styr på det. På vores ankomstdag var den berygtede Ecuadorianske kartelleder Fito nemlig flygtet fra sit fængsel, og hans bander var løs i Quitos og Guayaquils gader, hvor de kidnappede politifolk og indtog TV-studier. Grundet balladen havde regeringen indført undtagelsestilstand i landet.

 

Hvidovre Sport

 

Johannes med en flot arapaima på 80-90 kilo fanget på død agn med cirkelkrogen stadigt siddende lige i saksen.

Johannes med en flot arapaima på 80-90 kilo fanget på død agn med cirkelkrogen stadigt siddende lige i saksen.

 

Arapaimafiskeri på trods af uro

Efter en kort diskussion af situationen besluttede vi at fortsætte turen mod junglen og arapaimaerne – uroen til trods. Udgangsforbuddet gjorde, at vi ikke kunne bevæge os rundt mellem kl. 23 og 5 om morgenen, så vi måtte derfor straks afsted med bus. Vi pakkede sammen og kørte 8 timer for at nå en by ved Rio Napos bred. Også her skulle vi holde os på hotellet pga. balladen. Næste morgen fortsatte vi yderligere 10 timer op ad Rio Napo med båd mod en lille flodby ved grænsen til Peru. Båden var tungt pakket med alt, hvad der skal til for at holde en lejr kørende, og grundet lav vandstand betød det, at vi gik på grund adskillige gange, og måtte i floden for at skubbe os fri fra de utallige sandbanker. En enkelt gang var vi kilet så godt fast, at vi måtte have hjælp af et par lokales båd til at trække os fri.

Efter en ulidelig varm nat på grænsehotellet drog vi de sidste 4 timer mod campen. På vejen stoppede vi først med lidt sprut til den lokale ecuadorianske militærcheckpost og efterfølgende med gryder og lidt mere moonshine til de peruvianske parkrangers; så var alle glade til trods for ”gringoerne” i båden på vej gennem deres kontrolposter. Ved grænsen mellem Ecuador og Peru bevægede vi os fra den store brune Rio Napo op ad en klar bi-flod hvor naturen, og særligt dyrelivet, ændrede sig dramatisk. I denne del af Perus jungle kommer kun parkrangerne, de lokale Secoya-indianere og så et par fiskere et par gange om året.  Allerede på vej op a bi-floden mod campen så vi lyserøde floddelfiner og et utal af papegøjer samt andre farvestrålende fugle.

 

Johannes og Lasse i kano på vej ind mod den skjulte sø gennem den oversvømmede regnskov.

Johannes og Lasse i kano på vej ind mod den skjulte sø gennem den oversvømmede regnskov.

Kristian med 70-80 kgs. landet på reletivt dybt vand midt i mangroven. Kristian i orange, jonathan i grøn.

Kristian tv med 70-80 kilos arapaima landet på relativt dybt vand midt i mangroven. 

Efter arapaimaer i høj vandstand

Vel ankommet til lejren gennemgik vi planen for de kommende dages fiskeri. Vandstanden var relativ høj i området, hvilket pressede vand ind i selve junglen, sammen med byttefisk, kaimaner og, desværre, arapaimaer. I området omkring campen er der nogle store søer som arapaimaerne kan blive ”fanget” i, når vandet trækker sig tilbage til floden, og planen blev derfor at vi ville starte i disse søer, og forsøge os med kastefiskeri med store gummiagn. Fiskeriet med gummiagn er som geddefiskeri i maj. Vi brugte primært store brune/motoroil-farvede shads (ala McRubber og giant Pigshads) rigget op med en enkelt krog med en 1.2 mm forfangs-line. Vi fiskede med MadCat stænger som var relativ bløde for ikke at miste fisk, når de springer; hovedlinen var en 150 lbs Whiplash line som potentielt ville kunne klare en tur rundt om forskellige jungle-snags.

Søerne lå bag ved floden og vi måtte derfor bære  vores to foldbare kanoer gennem junglen for at komme til spottet. Spændte som flitsbuer satte vi os i kanoerne og stævnede ud. Knap have vi taget de første åretag før en stor fisk rullede i sivkanten og satte gang i adrenalinen. De var her! Og der var mange! Igen og igen gik store fisk i overfladen og plaskede rundt, og med bævrende arme sendte vi Mcrubberne afsted mod de voldsomme fisk. I hver vores kano var vi omgivet af fisk, men Johannes var første mand på pletten!

 

Thomas med arapaima, 70-80 kg fanget i den lille sø jeg beskriver. thomas med solbriller og langt hår.

Thomas (tv) med arapaima, 70-80 kg fanget i den lille sø.

Turens første arapaima

Efter en intens kamp og lidt af en sejltur over søen var den første arapaima på turen en realitet! Med flotte røde skæl på bagkroppen og kulsorte øjne var denne ca 180 cm fisk den perfekte introduktion til disse 23 mio. år gamle levende fossiler.

Med spinnestangen i hånden giver de store fisk noget af et brutalt hug! Efter 10-15 minutters hård fight, med udløb og hop, skal arapaimaerne som regel op efter luft, for fiskene kan trække vejret gennem deres svømmeblære). Herefter bliver fighten tungere, og ofte med et par sidste eksplosive hop, så det gynger godt i de små kanoer. Grundet den høje vandstand var det ikke let at lande fiskene. Vi måtte derfor ofte padle langt under fighten, for at finde semi-fast grund under fødderne, inden vi hoppede ned i det mørke vand for at afkroge og tage billeder.

Morgendagen efter fiskede vi i en ny sø med kontakt til floden, og igen så vi mange store fisk rulle i overfladen. Sight-fiskeriet med kastegrej er helt vildt efter de store overfladesøgende fisk. Efter at have fisket en bugt uden meget liv, så vi et ordenligt drøn i kasteafstand fra kanoen. Min makker, Thomas,  og jeg lagde begge kast i nærheden af fisken. Langsom indspinning. Total stilhed og fuld koncentration. SMÆK! ”Den er der fandme!”, råbte jeg til Thomas. Straks gik fisken i overfladen med et hovedrystende hop. Det var kun vores anden fisk på turen, så vi råbte på hjælp, mens vi kæmpede fisken væk fra det ene oversvømmede træ efter det andet.

Efter en intens kamp var fisken under kontrol og vi kunne starte padleriet mod land. Det var nervepirrende hver gang at trække de store fisk gennem vandet mod landingspladserne, velvidende at ethvert øjeblik kunne udvikle sig til et kraftfuldt line-eller-kroghold-tabende spring. Efter et par forsøg fandt vi et passende spot under et træ, hvor vores svenske guide og jeg hoppede i. Med vand til brystet wrestlede vi med den store fisk, inden vi skød et par billeder og sendte den retur. Min lykke var gjort, men vi manglede stadig arapaimaer til to mand.

 

Lasse med sin første arapaima fanget ude foran lejren, mens de havde besøg af de peruvianske grænsevagter, som synes det var fantastisk at se de store fisk.

Lasse med sin første arapaima fanget ude foran lejren, mens de havde besøg af de peruvianske grænsevagter, som synes det var fantastisk at se de store fisk.

Lasses tur til en arapaima

Senere, midt under frokosten, så vi en fisk, der blev ved med at rulle i floden uden for lejren. Selvom vores guide og de lokale rystede på hovedet, gav vi den et skud, og snart kunne man høre Lasse råbe på hjælp, og se Thomas padle baglæns mod strømmen. Efter en intens fight i den brusende flod, kunne Lasse lande sit første eksemplar, som Thomas dog fik de ømmeste arme af.

Dagen efter fiskede vi fire gutter på to forskellige spots. Alle var enige om at Thomas hellere måtte fange en fisk for freden i campen.  Derfor var det med store smil på læberne, da kanoerne mødtes til frokost og Thomas holdt en knyttet næve i luften! Med fisk til alle mand var turen en succes. Det blev fejret med høj cigarføring og velfortjente øl. I campen var der altid god stemning og masser af mennesker. De lokale secoya-indianere yndede at hænge ud i skyggen, kigge på mærkelige gringoer og få serveret mad de ikke skulle jage først. De hjalp os også med at sejle de lidt større kanoer og til tider håndtere de voldsomme fisk.

 

Kristian i orange, jonathan i grøn på vej gennem en flydende ø mod den lille skjulte sø

Kristian og Jonathan på vej over en flydende ø på vej mod den lille skjulte sø.

En glemt arapaima-perle i regnskoven

Mens vandstanden var høj, fortalte vores guide om en gemt perle, der ikke havde været besøgt i flere år, men turen derind ville blive hård. Vi var klar og tog afsted med guides dagen efter. Indgangen til vildnisset var gemt under væltede træer, som dog skulle vise sig at være den mindste forhindring. I en times tid kæmpede vi kanoerne igennem oversvømmet jungle og flydende øer, mens vores lokale mand hakkede løs med mancheten for at lave en improviseret ”kanal” til kanoerne. De lokale fortalte os, at hvis vi skulle se en anaconda, så var det her. Spændt kiggede vi efter en, men som vi begav os længere ind, samt oftere of oftere hoppede i sumpen for at skubbe kanoerne afsted, var det med stigende nervøsitet, at vi spejdede efter de store slanger og kaimanerne. Vi så hverken kaimaner eller anacondaer på vores tur ind til søen, men de nedtrådte græstuer i solen indikerede, at de havde været der, og at det nok var dem som kiggede på os.

Efter strabadserne ankom vi til søen som viste sig at være propfyldt med arapaimaer. I et hjørne så vi 15-20 fisk rulle inden for 30 minutter. Søen var fyldt med fisk i en sådan grad at Thomas, efter at have fanget en arapaima, kækt proklamerede om han lige skulle vise os, hvordan man fangede to i to kast. Og som sagt, så gjort! To kast, to flotte arapaimaer på land. Det lykkedes os at fange fem i den lille sø, hvoraf Johannes fik turens største på ca 2 m omkring 90-100 kg, inden vi igen begav os retur gennem vildnisset.

 

Solnedgang i junglen

Bundfiskeri med agn efter arapaima

I løbet af den næste uges tid faldt vandstanden i floden, og derfor også i de omkringliggende sumpområder. Dette trak flere arapaimaer ud i vores retning, og med dem fulgte også Peacock bass, kaimaner og ikke mindst piratfisk. Snart var det dybest set umuligt at fiske med vores softbaits, som piratfiskene tydeligvis havde smag for. Med den lave vandstand begyndte vi derfor at fiske på bunden med halve agnfisk, et fiskeri som også var yderst effektivt og mindre plaget af piratfisk. Bundfiskeriet var utrolig simpelt; et 80 g lod med en meter 1,2 mm forfangsline og en 10/0 cirkelkrog agnet med en halv fisk. Vi havde også et par strikes på flåd, men disse tabte alle krogholdet. Adrenalinsuset i at se flådet gå under var dog næsten nok. Næsten. Medefiskeriet havde en vanlig karakter af ro, og mens vi lå i kanoerne omgivet af papegøjer, flagermus, kæmpe-oddere samt lyserøde delfiner følte vi os som en del af junglen. Altså lige indtil der var bid, og helvede brød løs igen.

Alt i alt var turen og campen et helt fantastisk sted, som vi alle havde svært ved at tage hjem fra.  I løbet af vores tur fangede vi 20 arapaimaer og mistede mindst lige så mange. Ud over arapaimaerne fangede vi 10 andre arter, heriblandt peacock bass og piratfisk. Særligt var det virkelig sjovt at fiske peacock bass på helt let spinnegrej mellem alle de oversvømmede træer. Efter en uge i junglen  uden WIFI,  anede vi ikke hvad vi der foregik i byerne, og det slog os, at vi ikke havde skænket undtagelsestilstanden eller Fito en eneste tanke, hvilket ikke helt kunne siges om nervøse familier og kærester hjemme i Danmark.

Da turen gik hjemad kom vi godt tilbage til Quito og havde et par gode dage i byen, hvor militæret havde fået styr på det værste ballade, inden vi fløj retur mod Danmark.

 

Grejxperten

 

arapaima