Her kan du se et af de mange og lange garn på Silkeborg Søerne
Sandarten er på vej tilbage mange steder i landet. En af årsagerne er en forældet lovgivning omkring ubegrænset garnfiskeri i ferskvand og DTU Aquas fagligt kritisable rolle som ekspertpanel for folketinget, der har forhindret ændringer i lovgivningen på et mangelfuldt grundlag.
AF MICHAEL BECH, BIOLOG
Som lystfisker og biolog, der er opvokset ved søerne i Midtjylland, har sandartfiskeriet altid været noget særligt – og sandarten er nok den fiskeart, som har betydet mest for mig. Det er en udfordrende fisk, hvor lokalt kendskab, samt teknik betyder meget for ens succes, og så kan man jo være heldig at fange meget store fisk.
Følgende skrev jeg som bestyrelsesmedlem af ”Fiskeriforeningen af Gudenåen” i december 2006 i vores årsberetning: ”Som mange nok har oplevet, så har 2006 været et godt år med hensyn til sandartfiskeriet, hvilket tydeligt fremgik ved indvejningen efter premieren den 1. juni. ”
Sandarten er som bekendt fredet i maj og lige så længe som jeg husker, har man fejret premieren den 1. juni med fyrværkeri og en stor fiske konkurrence i både Silkeborg, Ry og Skanderborg. Der kom også mange turister til området for at fange sandart fra navnlig Tyskland og Holland, hvor de har erfaring med arten. Det var godt for økonomien og flere restauranter i regionen specialiserede sig i sandart, som er en fantastisk spisefisk, eksempelvis ”Skanderborg hus”.
SANDART var blevet en dyr og trendy spise, og der var et stærkt stigende kommercielt fiskeri efter den, som navnlig foregik om vinteren med garn. De fleste ferskvandsfisk bliver ret inaktive om vinteren, men sandarten bevæger sig, hvilket gør den særligt sårbar for vinterens garnfiskeri, samtidig med at hunnerne er med rogn. Der var autoriserede erhvervs fiskere ved Fuldbro Mølle og Kloster Mølle, som fiskede sandart det meste af året med bundgarn og med nedgarn om vinteren, men der kom stadig flere og flere garn i søerne ud fra alle de forskellige lodsejere, som har fiskeretten.
På Sjælland blev en del af fangsterne af sandart rent faktisk indberettet til Fiskeridirektoratet fra eksempelvis Arresø og Tissø. I 2007 blev der således indberettet 14 tons sandart, men der blev ikke lavet nogen indberetninger fra Midtjylland overhovedet.
I saltvand må en fritidsfisker højest sætte seks redskaber, hvoraf højest tre må være garn på max 45 meter og en dybde på 1,5 meter, men der er ingen regler for antallet af garn i ferskvand. Og det er ikke godt, for en sø er selvfølgelig et langt mere sårbart økosystem for rovfiskeri end det frie hav, men lovgivningen på området har ikke fulgt med og giver stadig en lodsejer frie hænder til at bruge så mange garn, de vil.
Vi oplevede samtidig, at der foregik en handel med sandart, hvor nogle folk havde specialiseret sig i at leje fiskeretten af lodsejerne for derefter at fylde parcellen med garn med det formål at sælge fisken.
I 2007 blev der fanget 60 sandart til premieren i Ry af de omkring 50 lystfiskere, der deltog i konkurrencen, men året efter i 2008 blev der kun fanget 10 sandart af 90 lystfiskere efter 10 timers intensiv indsats. Der var pludselig noget helt galt med bestanden og vi frygtede, at det var vinterens garnfiskeri af gravide sandarter gennem de sidste år, der havde knækket rekrutteringen af nye fisk.
Stop erhvervsfiskeriet på søerne
I juli 2008, skrev jeg læserbreve til Jyllandsposten og til Midtjyllands avis omkring problemet med rovfiskeriet. Den ultimative mission var at forbyde garnfiskeri i ferskvand, og ophæve lodsejernes private ejendomsret til at udbytte en fælles ressource.
Pressedækningen i aviserne førte til flere radio indslag og et enkelt indslag i lokal TV, så vi var flere, der gik sammen for at få sagen taget op i Folketinget. Vi fik hjælp af daværende Miljøordfører Torben Hansen fra Socialdemokratiet, som støttede op, og vi forfattede en række spørgsmål til daværende Miljøminister Eva Kjær Hansen. Det var fantastisk at mærke hvorledes vores demokrati virkede, og at man rent faktisk kunne få en sag taget op i Folketinget.
Folketingets Udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri sendte spørgsmålene videre til DTU Aqua i Silkeborg, som skulle rådgive Ministeriet og svare på vores spørgsmål. Indenfor 14 dage kom der et notat forfattet af Søren Berg fra DTU Aqua den 14. august 2008, som ødelagde hele vores fremdrift i sagen. Søren Berg skrev blandt andet, at sandarten er uønsket i forhold til aborren, at den udgør en trussel mod laks og havørred og at det er en invasiv art. I notatet skrives tillige at DTU Aqua ikke mener, at der er noget galt i den nuværende lovgivning, der ikke begrænser fiskeri med garn i ferskvand.
“I 2009 blev der fundet en kæbe fra en sandart i en udgravning ved Roskilde, som blev dateret til middelalderen omkring 12-1300, og der er tidligere fundet sandart rester på stenalderbopladser ved Lolland og Saltbæk vig. De fund beviser at sandarten har været her i flere tusind år og derfor ikke kan regnes som en invasiv art i Danmark. “
“DTU skriver at sandarten har store udsving i bestanden hvert 6-7 år, så vi skal ikke bekymre os om midlertidige nedgange. Bestanden har været stadigt faldende over en længere periode end det i eksempelvis hele Gudenåsystemet, og der er intet der tyder på at der findes en reproducerbar bestand tilbage og at vi kan forventes et opsving. Udsætninger af yngel virker derfor umiddelbart som eneste redning. “
Jeg så meget gerne at DTU Aquas ferskvandsafdeling i Silkeborg blev stillet til regnskab for deres vildledning af Folketinget. Det er jo et fantastisk, at man som menigmand kan få en sag op på ministerens bord, men hvad hjælper det når deres eneste ekspert har en forskruet holdning, og enerådigt dikterer sagens udfald.
Det er indlysende, at vi som land vil få mere ud af at værne om de ressourcer vi har i de ferske vande fremfor at beskytte lodsejernes ejendomsret i et hundrede år gammelt lovskrift. Det er vist i flere undersøgelser, hvor stor en økonomisk betydning det rekreative fiskeri har for samfundet og for beskæftigelsen. Det er en fælles ressource, som burde forvaltes derefter.
I dag er sandarten stort set udryddet i Midtjylland, og jeg har som lystfisker ikke fanget nogen i de sidste tre år, hvilket aldrig er sket siden 1967, hvor jeg startede karrieren som lystfisker.
Der er sket ændringer med søernes økosystem efter at vandremuslingen har spredt sig i hele Gudenåsystemet i de seneste år. Det er rent faktisk en ægte invasiv art, som formerer sig voldsomt og filtrerer så meget vand, at det øger klarheden af søerne. Samtidig begroes alle overflader i søen med de små muslinger, der med byssustråde fastgør sig til sten, grene og de store dammuslinger, som ofte dør af det. Hvorledes det påvirker sandarterne er ikke klarlagt, men det er hævet over en hver tvivl, at det rovfiskeri med garn of bundgarn, der stadig foregår, har været en medvirkende årsag til at ødelægge vores bestand af sandart. Hvis man sejler gennem Mossø i dag, så vil man møde det ene gigantiske bundgarn efter det andet hele året og om vinteren intensiveres garnfiskeriet yderligere.
Det er på høje tid at indføre et totalt forbud mod garnfiskeri i ferskvand. Det er et kæmpe tab for områdets lystfiskere og for turismen, men det kunne afhjælpes ved at forbyde fiskeri med garn og lave målrettede udsætninger af sandart yngel, der allerede produceres i Danmark. Sandarten er i dag, så værdifuld, at det betaler sig at producere den i landbaserede recirkuleringsanlæg. Der findes bl.a. et anlæg ved Egtved ejet af AquaPri, hvor de producerer omkring 500 tons sandart per år.
De sandarter, der avles i Danmark produceres blandt andet ud fra moderfisk, der er leveret af Klostermølle i Mossø, så det vil ikke indebære nogen genetisk forurening at købe yngel for vores fiskeplejemidler, så vi kunne reetablere vores bestande af sandart i hele Gudenåsystemet.
Tidligere kunne vi finde på at spise en sandart ind imellem, men som det er nu, må man opfordre alle lystfiskere til at genudsætter dem så skånsomt som muligt, indtil vi igen har stabile bestande.