På Aalestrup Naturefterskoles fiskelinje fisker de røven ud af bukserne, og det er ikke så lidt, der bliver fanget på de forskellige ture. Forleden havde de en super vellykket tur til Gudenåen, hvor der blev fanget godt med fisk – blandt andet flere laks. Her får du historien om en af dem:
– Vi startede morgenen ud i busserne, der havde kurs mod åen, fortæller Hektor Quist-Rossen. – Efterfølgende delte vi os op i mindre grupper. Det var en smuk morgen, hvor disen og morgenkulden stadig lå tungt over ålandskabet. Dagen gik, og drømmen om den første laks syntes langt væk. Vi fiskede og fiskede med hjemmelavede spinnere, som vi lavede aftenen forinden.
– Efter en kort frokostpause var det atter tid til fiskeri igen, så vi fortsatte opstrøms. Vi nåede kort efter til et sving, der virkelig skulle holde laks. Jeg lagde et kast opstrøms i udgangen af svinget; en klassisk standplads fyldt med strøm og lige på kanten af grøden. Pludselig ud af det blå mærkede jeg det, som alle laksefiskere drømmer om. Et tungt og hårdt træk i stangspidsen hurtigt efterfulgt af stærke headshakes. Vi kunne hurtigt fornemme, at denne gang var det en bedre fisk, og håbet om endelig at have kroget laksen var stor.
– Tiden stod stille, og fighten var intens. Efter en god kamp var fisken endelig ved at være træt, og da laksen kom glidende med siden til, var min gode fiskemakker Viktor klar med nettet. Synet af fisken der gled i nettet, endte i et jubelbrøl af ren forløsning. Endelig var det lykkedes. Følelsen af at fange sin første laks var fantastisk, og den blev ikke mindre af at have mistet en laks dagen inden. Alt i alt en rigtig god dag, som jeg aldrig glemmer!
Laksen i Gudenåen er fredet fra og med 16 november – og nogle foreninger lukker fiskeriet allerede den 1. november. Det starter igen 1 marts.
Glæd dig til næste års forårsfiskeri efter laks i Gudenåen med denne fine artikel om det tidlige laksefiskeri med Henrik Györkös.