Julius Wedege har for de fleste nulevende lystfiskere altid været der, og er der stadig. Over de seneste 70 år har han været at finde ude ved fiskevandet eller bag skrivemaskinen, hvor det har handlet om hans livs store passion – lystfiskeriet. Per Ekstrøm har besøgt den 91-årige ildsjæl.
Af Per Ekstrøm
To som bare hører bare sammen. Ellinor og Julius. Her lander Julius galant en gedde på søen Roxen i Sverige.
DER FINDES NÆPPE EN NICHE inden for lystfiskeri, som Julius ikke har været i berøring med – og stadig er han ikke bleg for at tage en tørn, når det drejer sig om at skrive nogle bevingede ord om lystfiskeri.
JULIUS er altid positiv og imødekommende. Ifølge hans læge er det den altoverskyggende interesse for lystfiskeri, som er den medvirkende årsag til, at han holder sig så frisk og rørig – så godt som det nu engang kan lade sig gøre, når man ikke længere befinder sig på yngelstadiet og fødselsattesten er udstedt i 1921.
Lystfiskeriet tager sin begyndelse for Julius Wedege
Umiddelbart lå interessen for fiskeriet ikke lige for, selvom han har fortalt mig, at han, et stykke ude i familien, har relationer til Sofus Thiele, der i slutningen af 1800-tallet konstruerede forfanget Thieles krogsæt, der blev brugt af Furesøfiskere i begyndelsen af 1900-tallet efter søens gedder.
Børn og unge har altid haft en stor plads i Julius’ hjerte, og hvad er vel mere interessant for en kommende lystfisker, end at få lov til at dreje på gashåndtaget på påhængsmotoren. Det blev naturligvis overvåget på behørig vis.
FOR JULIUS’S EGET VEDKOMMENDE begyndte fiskeriet i Flynder Å i ved Lemvig, hvor han startede som forstelev i 1938. Den første fisketur husker han helt præcist, som det var i går. Julius fortæller: – Skovridderens hustru sagde: Nu kan du gå ned og fiske nogle bækørreder til frokost. Jeg havde aldrig selv fisket med stang, hjul og flue, men havde set andre fiske med vådflue, og blandt andet læst Paul Wellendorf’s bog. Laks –, ørred- og stallingfiskeri. Så jeg var, uvist af hvilken grund, allerede bidt af fluefiskeri.
Julius må have haft flair for håndværket, for allerede inden frokost var udfordringen med at skaffe ørrederne klaret. Geddefiskeriet startede også tidligt: – Det foregik i nogle moser og mergelgrave, hvor vi cyklede ud til tidligt om morgenen, fortæller han.
– De gedder vi fangede, solgte vi til en lokal fiskehandler for derefter at købe wienerbrød hos bageren.
I 1939 gik turen til Falster, hvor han sammen med nogle kammerater, havde fået kig på nogle moser. Der kørte vi friske unge mennesker så ind en dag, fortsætter han. – Om ikke vi kunne få lov af fiske der. – Jo, det kan I godt, men der en betingelse, sagde lodsejeren. – De gedder I fanger, hænger I op i porten der, så tager vi os af dem!. Der var utroligt mange gedder, griner Julius. – Ikke kæmpe gedder, men fisk på to til tre kilo. Jeg kan ikke huske, om det var tredie eller fjerde gang, så kom han ned til os og sagde – Nu skal I sgu ikke hænge flere gedder op til mig.
Livet som forstelev og efterfølgende som gartnerlærling var ikke sagen, så i 1944 blev Julius ansat ved politiet, for kun ni dage senere at blive arresteret og deporteret til Kz-lejren Buchenwald – en oplevelse der har sat spor, men trods alt ikke har ødelagt livsglæden og et utroligt smittende humør.
Kystfiskeriet udforskes – og den første havørred fanges
På molen i Frederikshavn fra den tid hvor lystfiskere altid var velklædte. Ud fra hjulet at dømme, et D.A.M. Quick, stammer billedet fra midten eller begyndelsen af 1950’erne
GENNEM ÅRENE er kysterne blevet gennemfisket, og Julius kan fortælle om en masse oplevelser om ørreder, der bed og navnlig også om de, der ikke bed, men som alle andre kan han huske den allerførste havørred. Det var i 1949. Sammen med en kollega var han taget til Kronborg for at fiske. Da de sidder og får en kop eftermiddagskaffe, ser Julius en anderledes mand komme ned til stranden. – Han skilte sig ud, da han var meget anderledes klædt, og han grej var også meget anderledes, fortæller Julius. – Jeg tror den dag i dag, at han var læge. Han stillede sig ud på en lille hage og begyndte at kaste. Han holdt stangspidsen ned mod vandet, og fangede fem eller seks torsk. Så var jeg klar over, at der måtte være noget strøm. Da han gik hjem, og pladsen så blev ledig, gik jeg ned og begyndte at fiske – og også jeg fik fisk på. Den tog godt ved, da jeg i øret hører fra de andre fiskere;
– Tag det roligt, det der er ørred. Tre kilo vejede min første, slår han fast.
Fluestangen motioneres ved Skærum Å, og selvom det efterhånden kniber med stangen, er han stadig særdeles aktiv ved fluestikken
DANMARKS SPORTSFISKERFORBUND har haft stor glæde af den arbejdskraft som Julius’ stillede til rådighed. I 1955 blev der på
Idrætsskolen i Vejle afholdt det allerførste juniorkursus, som var inspireret af de Sportsfiskerkurser, der blev afholdt på Idrætshøjskolen i Sønderborg, hvor voksne fiskere mødtes og blev undervist i kast og fluebinding af legender som Ole Törnblom, Bruno Jensen og Christian »Sejlgarn« Rasmussen.
På Sønderborg kurserne sugede Julius masser af viden til sig, hvilket han senere drog megen nytte af. Juniorkurserne var i første omgang under ledelse af Bent Lemche, og i de første år fungerede Julius som sekretær. I 1960 tog han over efter Lemche og i de næste ti år fungerede han som kursusleder godt hjulpet af hustruen Ellinor. Hun var blevet Julius’ livsledsager og i over 50 år har hun været fiskekammerat og samtidig en stor støtte. Sammen har de fisket vandene tynde og ikke mindst på kysten, har vandet bogstavelig talt været pisket til skum, når de var ude. I 1995 fangede Ellinor en havørred fra kysten på 5,1 kilo, og fire år senere var det Julius’ tur til at fange en med nøjagtig samme vægt. Der er et stående ordsprog blandt lystfiskere, som lyder: Har man sagt Julius, må man også sige Ellinor!
De første år foregik juniorkurserne på et meget primitivt plan set med nutidens digitaliserede øjne, men det var tiden, og for mange af deltagerne blev Julius den person, som satte sit præg på deres fremtidige fiskeri. Julius har stadig kontakt til nogle af eleverne, og flere gange er han løbet ind i en tidligere elev. Genkendelsen fra elevens side har som regel altid været størst. De små spinkle knægte med kalveknæ er ofte blevet både hærdebrede og tyndhårede, og så kan det forståeligt nok knibe med at sætte ansigt på den lille lystfisker.
Skribent på Sportsfiskeren – og senere Fisk&Fri
Fra en af de mange ture med Curt Lindhé. Ellinor var atter kvinden med »bid i«.
FORUDEN ARBEJDET PÅ JUNIORKURSERNE har Julius fungeret som alsidig skribent på Sportsfiskeren. Fra cirka 1949-50 og frem til slutningen af 70’erne var han den alt favnende lystfiskerjournalist. Ingen emner var for specielle, og spektret var bredt. Her var alt fra artikler om fluefiskeri til et portræt af den kontroversielle og meget farverige lystfiskerskipper Aage Stokholm, der var den første skipper, som alene drev en forretning ved at sejle med lystfiskere ud på Øresund. Aage Stokholm havde den opfattelse, at lystfiskere var en »flok skrupskøre idioter«, der hele tiden forlangte, at der hang i torsk i den anden ende af linen. Han kom også under
Julius’ kærlige, nænsomme behandling, hvor tingene altid blev behandlet med respekt og i en positiv ånd
Ved siden af det arbejde har
Julius også været formand i den tidligere kreds seks samt haft tillidshverv indenfor sportsfiskerforbundets mange udvalg. Sidst, men ikke mindst, har han afholdt kurser i kast, holdt massevis af foredrag og undervist i fluebinding. At han samtidig er medstifter af det legendariske Fluebinderlaug, siger vel næsten sig selv. På Fisk & Fri har han også været skribent. I bladets første par år beskæftigede han sig primært med fluefiskeriet og de mange jyske åer – og var med i den gruppe, som testede fiskegrej.
En fluebinder anno 1955. En aften ved fluestikken i Fluebinderlauget, hvor W. Sylvester-Thomsen var den »strenge« lærer. Her fik Julius sin første store ros for udførelsen af et stykke perfekt arbejde. »Jeg har aldrig været så stolt i hele mit liv«, fortæller han.
BOGHYLDEN med lystfiskerbøger i hans hjem er enorm, og det er svært at nævne en bog om emnet, som ikke står på Julius’ hylde. For lystfiskere med bibliofile tendenser er det derfor en udsøgt fornøjelse at løbe reolerne igennem for at se, hvad der gennem årerne er udgivet om emnet – og som en meget benyttet boganmelder gennem mange år, har han læst de fleste af bøgerne.
Selv er Julius forfatter eller medforfatter på nogle af de største udgivelser på dansk. Politikens forlag udgav i perioden 1957-77 den meget populære Jeg er lystfisker, der udkom i mange oplag og i reviderede udgaver. Ældre læsere kan sikkert huske de populære bøger, der er trykt i titusindvis af eksemplarer, og hvor alle emner indenfor lystfiskeriet blev behandlet af datidens eksperter. Her var Julius også forfatter på emnet om fredfisk. I dag ville det blive omtalt som medefiskeri, men begreberne har det jo med at blive ændret. Et af de største bogprojekter, Dansk Sportsfiskerleksikon, der udkom i 5 bind i perioden 1976-78, har også solide aftryk fra Julius’ pen. Så sent som i 1999 var han medforfatter på Gyldendals Lystfiskerhåndbog, hvor han behandlede aborrefiskeriet. Bogen er stadig i handlen, så der er tale om solidt håndværk. Fra helt egen pen er han forfatter på nogle af de mest populære lystfiskerbøger fra 1960’erne, nemlig Sådan-serien. I disse skrev udvalgte eksperter om forskellige genrer indenfor lystfiskeriet. Serien indeholdt 16 forskellige emner, og Julius var forfatter på fire bind: Sådan fisker man med flue, Sådan fanger man havørred fra stranden, Sådan fanger man aborrer og Sådan fisker man med vådflue. De to førstnævnte titler udkom i 2 oplag, hvilket fortæller noget om den interesse og behov, der har været for bøger om emnet. En lille sjov historie knytter sig til de bøger. På en fisketur til det jyske mødte Julius en anden fisker, og de faldt i snak. Da den anden fandt ud af, hvem han stod overfor, måtte han takke Julius mange gange, for qua instruktionen i bøgerne havde han lært sig at kaste med flue, og det havde givet ham nogle rigtig gode oplevelser i livet. Så er det jo som om anstrengelserne, og glæden ved skriveriet, løftes op på et højere plan.
Kasteinstruktion ved Gentofte Sø. Lystfiskerklubben af 1940 afholdt i midten af 1950’erne kurser ved Gentofte Sø, og her var Julius en højt skattet instruktør. Koncentrationen lyser ud af knægten, mens instruktøren ser lidt betænkelig ud.
På grund af den megen aktivitet er det blevet til mange klubmedlemskaber rundt omkring. Medlemskaber, der har flere generationer på bagen, og som har udmøntet sig i æresmedlemskaber på grund af det arbejde, som Julius har lagt for dagen.
FORBUNDETS GULDNÅL har han naturligvis også modtaget – og en stor berøringsflade giver som regel mange venskaber. Julius er ingen undtagelse. Gennem årene er antallet bare vokset, og årsagen er ganske simpel. Du finder næppe en mere ukompliceret person med en positiv indstilling til livet. Der er næsten altid glæde og ikke mindst et godt grin. Fra anden side er jeg blevet fortalt, at Gabriel Sørensen, der i 60’erne stod bag udsætningerne i Isefjorden, malende beskrev, at Julius Wedeges latter lød som en russisk bjørn. Den har i hvert tilfælde sit helt eget særpræg, er let genkendelig og ikke mindst smittende. Det måske allervigtigste ved Julius er selve hans indgang til fiskeriet. Det gælder om at nyde naturen, og som han elsker at sige: – Det var også en god tur. Vi fangede ikke noget! Sådan lyder det fra en mand, der har forstået lystfiskeriet i al sin enkelhed.
