Stefan Seuss med frugten af en dykkertur i søen – en flot tysk 22,4 kilos skælkarpe.
Det kan give mange ekstra fisk, at have et grundigt kendskab til de fysiske forhold under vandet, hvor du fisker – dels fordi det bliver lettere at lokalisere fisken, men også fordi du opnår en værdifuld viden, der sætter dig i stand til lettere at vælge den rette teknik.
AF STEFAN SEUSS
KLATØJET stikker jeg næsen op fra soveposen, da de første solstråler rammer bivyen. Natten har ikke givet så meget som et eneste bip. Man kunne fristes til at tro, at det er alt for godt vejr til at fiske i… Jeg har ellers forberedt mig ned til den mindste detalje: For at sikre perfekt præsentation i dette meget klare og svære vand, har jeg selv dykket ned med agnen, skjult loddet i sedimentet og dækket hovedlinen med et tyndt lag grus for at skjule alt, hvad der kunne tænkes at vække mistanke!
Man kan lære meget af at iagttage fouragerende karper i vandet. Præcis viden om hvordan fiskene tager de forskellige fødeemner, gør det nemlig lettere at vælge det rette takel, som kroge fisken bedst muligt.
En dykketur på karpepladsen
Nysgerrig efter at få en forklaring på den udeblevne aktivitet, tager jeg mit dykkerudstyr på og glider ned i vandet for at inspicere foderpladsen. Kort tid efter kan jeg konstatere, at både takel og foder er fuldstændig urørt. Hvorvidt det skyldes, at fiskene slet ikke er kommet forbi pladsen – eller det er fordi, at de er sky eller måske ligefrem mætte, er et interessant spørgsmål, der har stor strategisk betydning for det videre fiskeri.
Jeg har lidt på fornemmelsen at det er det første, som er galt. Jeg svømmer derfor videre rundt i søen i min søgen efter en forklaring – samt potentielle nye pladser. Pludselig kommer jeg til et område, hvor vandet tydeligvis er mere uklart, og overalt i bunden er der friske sugemærker fra fouragerende karper. Sekunder efter ser jeg den første karpe – og inden længe svømmer jeg rundt imellem store sultne karper, der ivrigt guffer løs på bunden.
Det her er mildest talt både spændende og informativt. Nulbonen skyldes med stor sandsynlighed, at fiskene blot er et andet sted. Men – nu har jeg fundet stedet, hvor jeg skal fiske og for at det ikke skal være løgn er to af karperne på pladsen et godt stykke over de tyve kilo.
Klar til udsvømning med taklet. Foderet er i en spand med låg, så det ikke bliver spredt de forkerte steder. Det er en fordel at putte taklet ned i spanden, mens man svømmer, indtil man er helt sikker på, hvor det skal ligge.
Klar på den nye karpeplads
Samme aften er jeg klar ved den nye plads. Da både forfoder og takler er top-tunet, dykker jeg ned, lægger pop-up taklet perfekt på bunden og spreder et kilo foder bestående af knækkede boilies og blandede partikel-agn. Loddet skubbes ned i mudderet, hvorefter hovedlinen lægges perfekt ned mellem vandplanterne og camoufleres i sedimentet. Hvis ikke det kommer til at virke nu…
Tidligt næste morgen bliver jeg vækket af min hylende bidmelder, og efter en både tung og vild fight, kan jeg lande en af søens største fisk på 22,4 kilo. Jo – der kan være mange fordele ved at dykke lidt rundt i søen og rekognoscere.
Uvurderlig viden ved hjælp af dykning
Dykning er en fantastisk genvej til en både hurtig og uvurderlig viden om nye vande. Og her snakker vi ikke blot vandets potentiale – men også helt præcist, hvor fiskene opholder sig. Hvor jeg bor, er der masser af kunstige søer som fx mergel og grusgrave med et stort vækstpotentiale for karper. I nogle vande er der kun små fisk på grund af for store bestande med hård fødekonkurrence, men i andre søer findes kun få, men meget store fisk. Og det er især den sidste type af vande, der har interesse for specimenfiskeren.
Når jeg skal finde nye karpesøer, er dykkerudstyret mit vigtigste værktøj. Efter blot få ture i den nye sø, kan man hurtigt danne sig et billede af, hvad der er i søen, hvor de opholder sig, samt hvor det bedst vil kunne svare sig at fiske under forskellige forhold. Ofte opholder fiskene i dybe søer som disse sig ofte forbavsende tæt på land. Du vil blive overrasket over, hvor lidt sky fisken er, når du befinder dig under vandet. Ofte kan du svømme helt hen til de store fisk og bedømme deres størrelse, alt imens de blot kigger nysgerrigt på dig og tænker sit. Men de skulle bare vide…
Også når det gælder mallefiskeriet, er dykning en meget hurtig genvej til sikker lokalisering af fiskene. Her kan det fx være væltede træer eller andre skjulesteder tæt på bredden, der i praksis kan checkes for, hvorvidt de rent faktisk er lige så attraktive, som de ser ud. Og – når man rent faktisk har været nede i vandet og se forholdene, er det meget lettere at præsentere agnen perfekt. Ikke blot perfekt så fisken ser den, men også så agn og line ikke sætter sig fast i diverse sten, grene eller andre »snags«. Præcis som ved karpefiskeret er mange af de bedste pladser forbløffende tæt på land.
Du vil bliver overrasket over, hvor lidt sky fiskene kan være, når du selv svømmer rundt nede i vandet som en af deres egne…
Dykkerudstyr ofte bedre end ekkolodder
Gode fourageringsområder kan man ofte få et hint om på et ekkolod, men med dykkerudstyr kan du til enhver tid få et fuldstændig præcist billede af, hvilke områder der vil være særligt attraktive for fisken. Desuden vil du få vigtige informationer om, præcist hvor det er muligt at placere dine takler, så det er optimalt – ikke blot præsentationsmæssigt, men også i forhold til, hvordan du skal presse fisken under fighten. Når det er sagt, så er et ekkolod dog et meget værdifuldt hjælpemiddel til at give et indledende overblik over vandet – samt til at give et praj om strukturer og fiskenes opholdspladser i de tilfælde, hvor der fx er for dybt eller strømfuldt til at dykke sikkert. Men – når pladsen er fundet, dykker jeg næsten altid ned for at checke undervandsscenariet, hvis ellers forholdene tillader det.
Normalt dykker jeg dog sjældent over 6-7 meter ned. Et godt eksempel på spots, man normalt kun finder ved et lykketræf, er områder med hård sand eller grusbund, hvor kun meget afgrænsede hot-spots rent faktisk byder på føde til karperne. Det kan fx være muslingebanker eller grødetæpper helt nede ved bunden, der er umulige at se på et ekkolod. Her har du en kæmpe fordel, hvis du selv kan dykke ned og checke forholdene. Også i områder, der kan være svære at fiske i – fx mudder eller tæt tilgroede grødebælter, kan jeg dykke ned og som regel finde nogle klart definerede ædeområder eller »græsgange «, med tydelige gruber i bunden, som stammer fra de fouragerende karpers støvsugeragtige mund. Det er her, det for alvor kan svare sig at placere sine takler.
For mit vedkommende sker det ved, at jeg dykker ned og placerer dem helt perfekt. Når man dykker ned i karpesøen, er det også tydeligt at se de steder, hvor fiskene tydeligvis ikke kommer. Her virker alt dødt; her og der finder man boilies og foder, der er ved at rådne op.
Dykkerudstyret er også guld værd, når du fisker efter større rovfisk som fx maller. Læs mere om, hvordan du kommer i gang med dykning på www.sportsdykining.dk.
Find fiskene med dykkerudstyret på
Succes med karpefiskeriet har ofte, men ikke altid, noget at gøre med længere foderkampagner, som lokker fiskene til et bestemt område samt får dem til at vænne sig så meget til agnene, at de tager dem uden nogen betænkeligheder. Men – uanset hvor meget man kender til karpernes adfærd, kan det være svært at forudse, hvilke pladser, der vil fungere godt i praksis – eller tilfældigvis bliver fundet af fiskene.
Det første og vigtigste er selvfølgelig kun at fodre på de områder, hvor man formoder fiskene rent faktisk æder. Og – som sagt – med dykkerudstyret til hjælp er dette meget lettere end uden. Jeg gør derfor ofte det, at jeg kører flere fodringer parallelt på fourageringsruterne, hvorefter jeg checker dem alle, lige inden jeg skal til at fiske. Der, hvor jeg ser tydelige tegn på, at fiskene rent faktisk også tager for sig af retterne, bliver selvsagt den eller de pladser, som jeg vælger at fiske på.
Dyk ned og tjek din agn og præsentation på pladsen
Iagttagelser af fouragerende fisk i søen er en anden af de fantastiske muligheder dykning giver. Her kan man få vigtig indsigt i nogle af de faktorer, som kan have allerstørst betydning for dine fangster – nemlig korrekt præsentation af agnen samt det helt rigtige valg af takel. For hvad nytter det, at fisken tager agnen, hvis det ikke lykkes dig at kroge- og lande den?
Nogle gange vil du se, at karperne roder rundt i mudderet, med hovedet halvvejs begravet i bunden. Andre gange suger fiskene forsigtigt agnen ind på fx 5-10 centimeters afstand. Disse to scenarier er vidt forskellige, hvad angår optimalt valg af rigs. I det førstnævnte tilfælde vil det typisk være korte selvkrogende bolt-rigs med forfangslængder på 6-10 centimeter, der fungerer bedst. I sidstnævnte tilfælde vil længere tafser med en vis grad af slæk kombineret med fx neutralt afbalancerede agn, være det, som opfører sig mest naturligt – og lettest bliver suget ind i munden, når karpen på kritisk vis tester varerne.
På sten- eller sandbund anvender jeg normalt en hovedline af fluorcarbon, så præsentationen bliver så naturlig, som overhovedet mulig. Et godt bud på en sådan line er Quantums Quattron line med FC-coatning.
Hvis du alligevel dykker ned med agnen, kan du lige så godt presse loddet ned i dyndet samt dække forfang og line med sand, så fisken har sværere ved at gennemskue bedraget.
Rarest at dykke når det ikke er for koldt
Temperaturen skal helst være over 12 grader, før jeg hopper i vandet. Når det er koldere end dette, er det svært at varme våddragten ordentligt op, så man kan kun være i vandet i et kortere tidsrum. Når vandet kommer over de 18 grader kan jeg nøjes med en »shorty« – dvs en våddragt uden lange ben. Når jeg dykker ud med foderet, har jeg det enten i en lille netpose eller i en beholder, der flyder på overfladen, så jeg altid kan svømme op og tage mere. Har jeg både takel og foder med ud, så opbevarer jeg begge dele i den flydende beholder, som jeg trækker efter mig på overfladen.
Først, når jeg er helt sikker på, hvor jeg vil lægge agnen, dykker jeg ned med takel og foder. Hvis jeg er alene, sætter jeg baitrunner funktionen til, så der er lidt modstand på linen, når den trækkes af hjulet. Hvis man blot slår bøjlen over, vil man, hvis der er den mindste smule strøm, vind eller overfladedrift, risikere at linen kommer til at ligge i en alt for stor bue. Det hæmmer indikationen, men kan også resultere i, at du uforvaret kommer til at trække for meget i taklet, når du bagefter strammer linen op, så du kommer til at ødelæge præsentation eller krogning, fordi taklet trækkes ned i mudderet eller krogtaklet maskeres i planterester. Endvidere risikerer du, at hovedlinen får fat i en masse snags, som kan gøre det svært at lande fisken, når den endelig hugger.
Jo – kombinationen af dykning og fiskeri kan være utrolig giftig, hvis du drømmer om at se fiskene i deres rette element. Samtidig får du en ekstra trumf på hånden, som i praktisk øger dine chancer for at fange de eftertragtede storkarper ganske betydeligt.
