Forfatteren, fotografen, film- og spasmageren Jens Ploug Hansen begejstrede, inspirerede og tryllebandt gennem mere end 30 år lystfiskere over det meste af Europa med sine 30 bøger, 20 fiskefilm, flere hundrede artikler samt tusindvis af fotos. Han var en disciplineret arbejdsnarkoman, som inden sin alt for tidlige død, nåede at sætte et massivt fingeraftryk på lystfiskeriet, og ingen har med ord og billeder, haft så stor indflydelse på dansk lystfiskeri som ham
Af Søren Blok Honoré
Jens Ploug var fra starten klar over, at skulle man leve af at fotografere og skrive om lystfiskeri i Skandinavien, skulle der i høj grad nytænkning til. Hans måde at vinkle situationen på, har i høj grad præget nutidens fiskefotografer. Da det var før digitalkameraet var på banen, kunne det godt koste mere end en rulle film, før han mente det rigtige motiv var i kassen. Her er det en norsk laks der må stå model.
JEG LÆRTE JENS at kende tilbage i juni 1982, kort tid efter at første nummer af Fisk & Fri blev sat i søen.
I dette første blad bidrog han med en enkelt historie fra Grønland, men allerede fra blad nr. 2, der udkom i oktober 1982, markerede han sig tungt, med en syv siders historie fra Panama, og en dejlig fire siders aborre historie fra Glenstrup Sø, som var et af hans favoritfiskevande i Danmark
Hans måde at skrive og fotografere på, passede perfekt til det nye blad, som skulle være dynamisk og nyskabende for dermed at lægge en vis afstand til det dengang noget tørre og poetiske medlemsblad Sportsfiskeren. Og her manifesterede han sig fra start i både tekst og billeder. Overskriften til Glenstrup historien, kaldte han: På sjov med de sortstribede, og hans historie fra Panama, åbnede med et 8 spaltet billede af Jens i strandkanten med en kæmpe marlin. Og typisk for Jens kaldte han overskriften: Drama på Stillehavet. Det var aldrig set eller læst før i dansk lystfiskerlitteratur, og vakte behørig opsigt samt stor begejstring hos bladets voksende læserskare.
JENS OG JEG: JENS BURSELL
Jens Ploug Hansen har haft stor betydning for mig. Hans bog »Medefisker« inspirerede mig til at komme i gang med medefiskeriet – og det var da også ham, der var redaktør på min første bog – »Moderne Medefiskeri« fra 1989. Vi har været på en del flerdages ture sammen for at fotografere, men den jeg husker tydeligst, var en tyvfisketur til et østjydsk gods.
Jens havde brug for nogle gode karpefotos til sine tyske bladforbindelser – og havde vandet. Problemet var blot, at tilladelsen manglede… Som kendt lystfiskerprofil var han ikke meget for at risikere at blive snuppet for tyvfiskeri, så han droppede mig af uden for godsets mure, hvorefter jeg af en bagvej gennem skoven listede mig forbi lænkehunde og landbrugsmaskiner, for at komme om til voldgraven for at fange nogle karper. Imens jeg i ly af mørket riggede op – og fangede et par fine fuldskællede spejlkarper, sad Jens sikkert og godt i sin Toyota Landcruiser og babbede på majspiben, mens han ventede på mit signal med lygten, om at komme til fotosession i pilekrattet i udkanten af godsets park: Akkompagneret af nattergale og myggesvirren klikkede hans kameraer, hvorefter jeg bar karperne tilbage til søen, mens Jens via en nøje planlagt escaperute, kørte væk fra godset og mødte mig et par kilometer væk. Jo – det var tider.
JENS’S LIV VAR ET EVENTYR. Med fiskestang og kamera rejste han over hele kloden og delagtig gjorde Fisk & Fri’s læsere samt en stor del af det lystfiskende Europa i sine fantastiske oplevelser. Lige indtil den tragiske majdag i 1998, hvor han med sin jagtbøsse tog sig af dage på samme vis, som et af sine store forbilleder forfatteren Ernest Hemingway havde gjort 37 år før. Omgærdet af stor mystik og mens mange danske lystfiskere sørgede over tabet, blev Jens i stilhed stedt til hvile i den lille by Skals i Nordjylland – kun kort tid efter han var fyldt 50 år
En af Jens sidste fisketure gik til Norge med fiske vennen Michael Jensen. Selvom Jens på dette tidspunkt havde mange ting at tænke på, var han ikke forfatteren og filmmanden Jens Ploug Hansen, men blot en fyr der var vild med at fiske, og helst med orm, fortæller Michael i sin bog, Døgnfluen og det evige liv.
Det havde i sandhed været et enestående liv, og trods sin tidlige død, havde han nået at opleve mere end andre mennesker kan drømme om, selvom de bliver 100 år.
JENS BETYDNING for dansk lystfiskeri kan ikke overvurderes nok, og for rigtig mange danske lystfiskere, der havde hans bøger, film eller blade stående i reolen, var hans død et aldrig helt afsluttet kapitel
Der var ingen nekrologer i aviserne, og jeg blev selv kontaktet af en fynsk journalist, der havde set en beskeden dødsannonce i Århus Stiftstidende. Han spurgte mig, om det kunne være den Jens Ploug Hansen, og jeg måtte være ham svar skyldig, for på Fisk & Fri havde vi på dette tidspunkt ikke hørt noget om, at Jens var død
Det fik vi desværre hurtigt bekræftet, og Peter Kirkeby som dengang var redaktionschef på Fisk & Fri skrev med tungt hjerte en kort nekrolog i det følgende nummer af Fisk & Fri om sin gode ven og fiskekammerat
JENS OG JEG: ULLA KOUSTRU
Jens Ploug og jeg mødtes første gang som biologistuderende på et marinebiologisk kursus i Frederikshavn i 1970. Vi var begge dybt optaget af at lære om fisk, havdyr og alger og at fotografere, hvad vi så.
Det førte til snak og pjat og en tur til Grenen, hvor vi vendte livets tildragelser og drømme om fremtiden, mens vi beundrede det vidtstrakte havs mange ansigter.
Jens blev ikke ved biologistudiet, han havde alt for travlt med at realisere sin drøm om at fiske, fotografere og skrive artikler, mens min mand og jeg underviste og oprettede et billedbureau med naturbilleder. En dag skulle vi bruge nogle fiskebilleder, og Jens Ploug blev kontaktet. Jeg havde lige født en pige, så vi aftalte, at han skulle komme til jordemoderkaffe. Senere på dagen dukkede han op på sin motorcykel og afleverede sine billeder, og han fortalte, at en af hans urealiserede drømme var at skrive en bog.
Nogle år senere startede vi forlaget Skarv sammen med Søren Koustrup, og hvad var mere naturligt end at bede Jens om at skrive. Han mente, at en bog om lystfiskeri i Øresund var en god idé, så det blev hans første bog, også selv om vi blev advaret om, at lystfiskere slet ikke læste bøger. Det passede heldigvis ikke, og listen over de fiskebøger vi udgav sammen med Jens er lang. Mange kom i adskillige oplag og i flere lande. Vi solgte bl.a. bøgerne til udgivelse i Sverige, Finland, Norge og Tyskland, og i Danmark var der også god afsætning på dem
I perioder havde han nok ikke meget andet end fisk i hovedet. Når han dukkede op på forlaget med bare tæer i udtrådte, fodformede sko, langt hår og skæg, slidte bukser og sweatere samt sin uundværlige majspibe, var man klar over, at hans tanker ikke kredsede om andre jordiske ting, men var helliget fiskeriet. Men fangede man ham på en stille dag, som fx da vi sammen besøgte Mel Krieger ved Karup Å, var det livsfilosofien og humoren, der boblede frem. Jens rummede meget mere end fisk og fastholdelse af sublime oplevelser, selv om det fyldte meget i hans liv.
Jens kunne i perioder af sit liv blive ramt af voldsomme depressioner, og det sammen med den tragiske måde Jens døde på, har nok forstærket berøringsangsten. Mange gange gennem årene, er jeg blevet spurgt om, hvad der egentlig skete med Jens. Og jeg har for nyligt været ude for, at møde personer der ikke engang var klar over, at Jens var død for mere end 12 år siden
Jens udgav mere end 25 bøger på det danske marked, men hans ubetinget største succes, var uden tvivl bogen Kystfisker, der udkom i 1979, og solgte mere end 25.000 eksemplarer på seks optryk.
Derfor besluttede jeg tidligere på året, at kontakte de to mennesker, der kendte Jens allerbedst, nemlig Minne hans kone gennem 17 år, samt adoptivsønnen Morten, for at lave et portræt om Jens i Fisk & Fri, som er det blad, han var knyttet længst og tættest til gennem sin imponerende karriere. Og de var heldigvis straks med på ideen.
Hvad enten Jens arbejdede som journalist, fotograf eller filmmager, havde han evnen til at formidle sit stof på en karakteristisk fyndig måde med fremragende fotos, så lystfiskere i alle aldre og samfundslag, blev fascineret og inspireret af det. Og trods de mange år der er gået, er der er stadig megen inspiration at hente, for de mange unge lystfiskere, der aldrig nåede at lære Jens Ploug at kende, og måske kun har set hans bøger og film om lystfiskeri på biblioteket, hos en kammerat eller i familiens bogreol.
EN VARM SOMMERDAG i juli måned mødtes jeg med Minne og Morten Ploug i Hadsund ved Mariager Fjord, hvor de begge engageret og kærligt fortalte om deres liv med Jens – Danmarks gennem tiderne mest betydningsfulde lystfisker
Her Jens i hyggelig sludder ved Orkla med en fiskekammerat. Men som altid med sin uundværlige tophue, majspibe og termokande med kaffe.
– Jens blev født den 30. maj 1948 i København, men allerede som 10-årig flyttede han til Svendborg med sine forældre og storebror, hvor han for alvor startede med lystfiskeriet, fortæller Minne. – Som 13-årig fik han sin første fluestang i fødselsdagsgave, hvilket bare bevirkede, at gæsterne måtte holde fødselsdag uden Jens. Han tog direkte til Høje Bøge Stadion, hvor han fik et kursus udi fluefiskeriets ædle kunst af en af byens koryfæer. Senere fiskede han med de legendariske kystfiskere Flemming Birch og Nils Mogensen på de fynske kyster, og meget bedre læremestre kunne man ikke få på dette tidspunkt
Han brugte al sin fritid på fiskeriet, og havde endnu ikke fået gang i skriveriet. Det lod han sin meget kreative storebror Mogens om. Mogens tog rundt i verden med kamera og tegneblok, og i lange perioder boede han hos både samer i Nordsverige eller hos beduiner i Egypten. Desværre døde han i en meget ung alder. Han blev dræbt i en trafikulykke, men efterlod Jens sit kamera og sin Hermes skrivemaskine
JENS OG JEG: MORTEN PLOUG
Åh ja. Er lige ved at flække af grin, da jeg kom i tanke om en af mange tåbelige ture jeg har haft med Jens.
Jens og jeg satte os for at udforske Skals å. Helt oppe fra Sdr. Onsild og så langt vi nu kunne komme
Ja, det foregik så i Jens’ 14’’ glasfiber jolle med en 8 HK motor. For fuld øre, ned af Skals å
Det kom lidt bag på os at der boede så mange mennesker, lige op af åen. Vi fik rigtig mange »onde blikke« og knyttede næver, men Jens og jeg trak vores huer langt ned over vores hoveder, så vi ikke blev genkendt.
Og jeg må ærligt tilstå… Skals å er ikke stedet hvor man sejler med en 8 HK motor på en glasfiber jolle!
Den stakkels motor gik jo på sten og grøde – og gik ud konstant.
Men en herlig tur – og vi kunne grine af den tur i lang tid efter.
Ja, Jens var altså osse lidt en røver!
Det tog hårdt på den kun 20-årige Jens, der var meget tæt knyttet til broren, og han kom sig nok aldrig helt over den tragedie
Til gengæld kom han så endelig i gang med at skrive og fotografere, og solgte lidt billeder til aviser samt til Poul Thomsen, som den gang var redaktør af bladet Sportsfiskeren, der var det eneste danske fiskemagasin på dette tidspunkt.
– JENS LÆSTE i denne periode til biolog i København, men stille og roligt voksede hans kundekreds også uden for Danmark, fortsætter Minne. – Europas største fiskemagasin Blinker i Tyskland, norske Villmarksliv, og ikke mindst svenske Fiskejournalen blev flittige aftagere, og så blev biologstudiet endegyldigt droppet
Og det var da også redaktøren på Fiskejournalen Oluf Johansson, der fik Jens i gang med bøgerne. På det svenske forlag udgav Jens sin første bog, med den imposante titel »Ædelfisk«
Hjemme i Danmark løb han ind i Ulla Koustrup, som han kendte fra et marinebiologisk kursus i Frederikshavn i 1970. Ulla og hendes mand Søren Koustrup, havde netop startet forlaget Skarv, så han blev tilknyttet det nye forlag, hvilket blev et frugtbart samarbejde for alle parter.
Jens var en slider, og har med sin store bogproduktion, sat sig et varigt minde blandt danske lystfiskere mange år frem i tiden.
Hans første bog på det danske marked var bogen Lystfisker på Øresund, og så gik det ellers i en lind strøm med mere end 25 bogudgivelser fra forlaget Skarv til lande som Sverige, Finland, Norge og Tyskland.
Bogen Kystfisker fra 1978, blev den første rigtige store succes, den solgte 5000 eksemplarer i løbet af få måneder, og der blev gennem årene solgt mere end 25.000 eksemplarer af denne titel alene, hvilket er et imponerende højt antal solgte bøger i Danmark. Desuden udgav han på Politikens forlag Politikens Lystfiskerhåndbog, samt på Gads forlag, Gads store Lystfiskerhåndbog
Sine forældre havde han i mellemtiden mistet, og var flyttet til Borup ved Skals. – Selv om der var kommet gang i forretningen, levede han stort set kun af spaghetti og ketchup – og så de fisk han fangede, griner Minne. – Efter en skilsmisse, slog Morten og jeg os ned i et lille hyggeligt hus i nærheden af Jens, som bød på kaffe til mig og fiskelektioner til Morten, som dengang kun var 10 år gammel. Og så var Minne solgt…
JENS OG JEG: MORTEN VALEUR
Som barn og stor dreng foregik alt mit fiskeri i moser og små åer i det jyske. Med alderen sneg de første fiskebøger sig ind i hjemmet. De var skrevet af Jens Ploug Hansen og blev læst side for side – mere end en gang. Jeg har dem endnu, de er slidte og har æselører. Han var en et uopnåeligt ikon, som i mine øjne levede det perfekte lystfiskerliv. Jens skulle senere blive min læremester udi fiskeri, fotografi, skriveri, bogproduktion og hans store indsigt, idéer samt sparring har været kilde til evig inspiration. Jeg skylder Jens utrolig meget og kan takke ham for, at mit arbejdsliv har formet sig som det har. Tak Jens.
– HUSET, som Jens boede i, var nærmest at betegne som et hotel for omrejsende lystfiskere, ler Minne. – Kort tid efter flyttede Morten og jeg ind hos ham, og i påsken 1981 blev vi gift på det lokale lystfiskercenter i Korshavn i Norge. Det var landsdommeren for området, der forrettede vielsen i det fri på en lille ø, og den gode fiskekammerat Just og hans kone Linda var forlover.
MINNE, som arbejdede som praktisk gris for Jens, var aldrig i tvivl om, hvad hun var gået ind til, og hun tog det i stiv arm, selvom bryllupsrejsen hverken gik til Paris eller Venedig, men blev tilbragt i en robåd ud for Norges
vestkyst
En ung Peter Kirkby poserer med musklerne, mens fotografen holder pause.
Udover fiskeriet havde Jens mange andre interesser: Han elskede at lytte til klassisk musik, var fascineret af Afrika, og en af hans yndlingsforfattere var udover Hemingway, den zambianske forfatter Wilbur Smith, som skrev mere end 30 romaner om dyr og mennesker på det afrikanske kontinent. Og selv om Jens ikke lignede en normal dansk fodboldsupporter, var han vild med fodbold, som han helst overværede i selskab med sin bedste ven Søren Eich, der grundlagde og stadig er indehaver af Go Fishing i Odense. Mange gange når der var en spændende kamp i fjernsynet, kunne han råbe så højt, at hunden Eppa, som det havde kostet Jens 3.000 kroner at få med hjem fra Azorerne, var ved at få et nervøst sammenbrud.
Jens blev i starten mest kendt for sine fremragende sort/hvide billeder. Og han tilbragte selv mange tusinde timer i mørkekammeret, for at få det bedste resultat frem.
JENS REJSTE over det meste af verden med fiskestang og kamera, men Azorerne og Vestirland var hans to favorit rejsesteder, og Jens »opfandt« vel nærmest biggame fiskeriet på Azorerne. Han og Minne har været der 12-13 gange, og flere af turene har været beskrevet i Fisk & Fri med eventyrlige fangster og oplevelser. Desværre blev budskabet bragt over Atlanten til amerikanske lystfiskere, og i mange år var det ubetaleligt for lystfiskere med en almindelig bankkonto. Men inden da havde Jens med et hold danskere og englændere været med til at skrive fiskehistorie på de nordatlantiske øer. På mindre end 20 dage, havde de i sommeren 1985 fra båden Rabao, landet 22 blå marlin med hele 6 over 300 kilo og den største på 388 kilo
Det er ikke underligt, at det blev Jens og Minnes favorit fiskeferie destination – også selvom Jens havde en af sine ufrivilligt morsomme oplevelser med en marlin for enden af linen. Til stor underholdning for de andre på båden, fik han under heftig indspinning sit karakteristiske lange skæg ind i det store Penhjul. Efter den fisketur fik skægget en ordentlig studsning
Men for Jens var det ikke kun fiskeriet i fjerne verdensdele der trak. Han elskede al slags fiskeri og han var lystfisker med stort L. For ham var det ikke et arbejde, eller noget påtaget, men mere en livsstil. Han hadede snobberiet omkring vores hobby, og selvom han mestrede og skrev om alle former for fiskeri, fiskede han helst selv med regnorm, som han opfattede som den mest effektive agn, der fandtes.
JENS PLOUGS BOGPRODUKTION
Jens’ fantastiske energi gav sig bl.a. udslag i de mange udgivelser, som ofte var store, fyldige bøger med masser af fotografier. Hans største produktion på 25 bøger samt udenlandske udgaver af en del af dem, blev lagt på Skarv, men også et par andre forlag nåede at udgive et par af hans bøger. Jens første bog Lystfisker på Øresund udkom i 1978, og allerede året efter kom hans største succes Kystfisker, hvis første udgave nåede 6 oplag, og den blev siden fulgt at flere reviderede udgaver. I alt blev der trykt over 25.000 eksemplarer af denne titel alene. Efter bøgerne gik Jens i gang med at producere fiskevideoer.
JENS VAR en karismatisk guru med en stor gruppe disciple omkring sig, men han havde også rigtig mange gode fiskevenner, ud over Morten, der blev meget mere end en søn og fiskekammerat, men også en god kollega.
Jens var håbløs til alt med teknik, så da han startede sin videoproduktion, blev Morten som nyuddannet grafiker på Fisk & Fri’s trykkeri – PE Offset – en uvurderlig hjælp for ham. Han var som de fleste unge dybt optaget af ny teknik og lidt af et naturtalent på området. – Og det med teknik var absolut ikke Jens stærke side, tilføjer Minne. Han var en af de første der fik en »mobiltelefon« i Danmark. Det var dengang en kæmpe kasse, som vejede mange kilo, og Jens havde den altid med på sine ture, så jeg kunne få fat på ham. Desværre glemte han altid at tænde for den, så den opfindelse havde vi ikke megen glæde af.
selvom JENS kunne være meget sky, var han et meget socialt menneske. Han fiskede sjældent alene, og mange danske lystfiskere har trådt deres fiskestøvler i kølvandet på Jens. De i lystfiskerkredse mere kendte venner var, Just, Svend Erik Vardrup, Peter Steensen, Morten Valeur, Peter Kirkeby, Søren Eich, Jens Bursell og Michael Jensen for blot at nævne en lille del af de mange markante profiler, som har været sparringspartnere og fotomodeller, men også suget til sig når Jens »optrådte« ved fiskevande rundt om i verden
JENS OG JEG: MICHAEL JENSEN
Det var en berigelse af mit liv at lære Jens at kende. Når han var begejstret og entusiastisk omkring en ny ide eller et nyt projekt, var han ustoppelig som en duracel kanin. Han var også en ener, der fuldstændig ændrede den måde lystfiskeri blev formidlet på. Ingen af os snotunger der gik i hans fodspor, vil nogensinde få den impact, som Jens havde på en hel generation af fiskere. Delvist fordi han »næsten« var ene om rollen som skrivende fiskebums dengang – i dag kan man fodre grise med lystfiskerskribenter og wannabes – men også fordi… at han simpelthen var Jens
Han var arbejdsnarkoman, så længe kameraerne kørte – men han var meget mere end det. Når dagens produktion var i skabet, var Jens ikke længere myten, filmmanden, forfatteren eller mesterfotografen Jens Ploug Hansen. Så var han bare en skidesjov fyr, der var vild med at fiske – og allerhelst med orm.
Michael Jensen har tilegnet Jens et helt kapitel i sin fine lille bog »Døgnfluen og det evige liv«, hvor han blandt andet omtaler en fisketur de to havde sammen i Norge kort tid inden Jens gik bort. Fiskeriet var gået sløjt, men om aftenen på det fine højfjeldshotel hev han en kæmpestor regnorm ud af munden, og knaldede den ned på tallerkenen, så værten kom løbende. Flere af de fine gæster fik maden galt i halsen, mens Jens var ved at knække sammen af grin. Jens elskede at fiske med regnorm, og det var et af hans mange glansnumre, at have friske regnorme med i lommen. Senere på aftenen underholdt han de fiske-gale nordmænd med beretninger om sine mange fisketure rundt om på kloden, og det gavnede helt sikkert omsætningen. Værten tilgav Jens den lille joke – samt gav ham og Michael fri bar resten af aftenen.
MINE EGNE oplevelser med Jens var ikke så mange, men en af dem jeg husker tydeligst, var på en af Fisk & Fris årlige redaktionsture til Bornholm i slutningen af 80´erne, hvor vi var nogle stykker, der en sen eftermiddag kom ned til Salene Bugten for at fiske havørred. Midt i den lille Bobbe Ås udløb, stod Jens med en ordentlig klase orm for enden af linen
En af Jens sidste fisketure gik til Norge med fiske vennen Michael Jensen. Selvom Jens på dette tidspunkt havde mange ting at tænke på, var han ikke forfatteren og filmmanden Jens Ploug Hansen, men blot en fyr der var vild med at fiske, og helst med orm, fortæller Michael i sin bog, Døgnfluen og det evige liv.
Jens skrev dengang en ugentlig fiskeklumme i Politiken, og presset på ham fra alle sider, var så stort, at der til lørdagens avis, helst skulle en frisk fisk på land til fotografering. Og så var det ikke så vigtigt på hvilken måde. Men om aftenen på Hotel Balka Strand i pejsestuen, kunne vi slappe af og grine af det, mens Jens underholdt hele selskabet med anekdoter fra sine mange eventyrlige fiskeeventyr
Denne lille episode fortæller, hvilket kæmpepres der hvilede på Jens. Og selvom det udadtil kunne virke som fest, fisk og farver, så har den store produktion af film, bøger og artikler krævet en kæmpe arbejdsindsats, som svækkede både helbred og familieliv. Efter 17 års ægteskab blev samlivet med Minne opløst. Dette – kombineret med hans til tider tilbagevendende depressioner samt det store arbejdspres tog hårdt på Jens, og det var en meget barsk tid for ham
Jens havde igennem mange år været fascineret af Afrikas skønhed, det fantastiske dyreliv og de fordomsfrie mennesker samt ikke mindst klimaet, som havde en positiv effekt på både Jens og Minnes helbred
JENS OG JEG: PETER KIRKBY
Under et af mine besøg fik jeg den idé, at jeg ville prøve kræfter med fiskeriet i Karup Å, og det lykkedes at lokke Jens med på en hyggetur.
Nogle vil måske mene at alle fisketure er hyggeture, men når man som Jens levede af at underholde og lære fra sig kunne kravene til at præstere og få filmet og fotograferet ofte koste lidt på den konto.
En ting der gik op for mange af dem, der lærte Jens godt at kende var at han kunne være utrolig menneskesky, og unødigt bekymret for hvad folk mente om ham og hans arbejde – måske fordi han satte sine forventninger til sig selv ualmindeligt højt
Under køreturen stod det mig klart, at Jens faktisk ikke var helt tilpas ved at skulle fiske ved Karup Å blandt utallige andre lystfiskere. Vi ankom om eftermiddagen før det store ryk af aften- og natfiskere for alvor satte i gang. Vi var dog ikke nået langt fra P-pladsen før en lokal woblerfisker kom gående mod os
Det slog mig pludselig hvor ufedt det var, at have lokket Jens med på en tur han i den grad alligevel ikke havde lyst til. Det var tydeligt, at jeg havde bragt ham i en situation, hvor han skulle møde nye mennesker uden at han havde den fjerneste lyst til det. Han var med andre ord klar til at løbe skrigende tilbage til bilen og køre hjem til Skals
Det gik dog hverken værre eller bedre, end at vi fik hilst pænt på woblerfiskeren, der naturligvis var en behagelig fyr, som havde læst flere af Jens’ bøger og roste dem til skyerne. Efterhånden som aftenen skred frem blev Jens mere og mere glad ved situationen og fortalte den ene røverhistorie efter den anden, hver gang han fik hilst på nogle nye folk. Sjovt nok var enkelte i tvivl om det virkelig var den rigtige Jens Ploug Hansen de havde mødt og spurgte mig forsigtigt ud på behørig afstand. Svaret var ligetil: »Næ, ham derovre med fuldskæg, tophue, en slidt fiberpels og majspibe – det er bare en der har klædt sig ud«. Sagt med et smil på læben var de fleste ikke længere i tvivl. Med sin lidt excentriske fremtoning var Jens ikke ligefrem en der forstod at forsvinde i mængden.
Så i flere år, havde han og Minne haft vintereksil i Afrika ved det Indiske Ocean. Jens for at fiske, og Minne for at komme væk fra det sure danske klima og pleje sin gigt. Jens havde anskaffet sig en lille båd, og var så småt begyndt at arrangere fiskerejser – både kystnært, men også efter havets storvildt.
MED MERE end 30 bogudgivelser, JPH – Naturfilm, der kom til i 1988 – samt det voksende billedbureau JPH Foto, der solgte billeder til det meste af Europa, havde Jens mere end nok at se til. Og indtil dette tidspunkt, havde hans firma været personligt ejet. Men filmdelen krævede store investeringer til udstyr, så sammen med sin gode ven og fiskekammerat, Søren Eich, startede de JPH Naturfilm som ligestillede partnere med 50% til hver.
I løbet af de næste 10 år nåede de at producere 21 film til det danske marked – samt et utal af titler til det svenske, tyske og hollandske marked
Men de stadig tilbagevendende depressioner, det igennem mange år hårde arbejdspres og de tusinde timer i et usundt mørkekammer, havde efterhånden tæret hårdt på Jens helbred. Så alt dette kombineret med den svære skilsmisse fra Minne, gjorde at Jens den følgende vinter tilbragte det meste af sin tid i Watamu på den kenyanske østkyst, hvor han var i gang med at få bygget et hus
Det blev et stort hus, der efter planen også skulle fungere som fiskelodge. Huset lå få minutters gang fra kysten, men det blev alt for dyrt, hvilket lagde yderligere pres på Jens’s i forvejen stramme økonomi. Så trods det, at Jens havde mødt Joy – en smuk lokal muslimsk pige, som han blev gift med, var Jens langt fra en lykkelig mand på trods af at alt egentligt tegnede lyst
At være forfatter, kan selv for de dygtigste og mest succesfulde, være et ufatteligt hårdt liv, hvor man til stadighed stræber efter noget, der ligger ud over ens normale færdigheder. Så kort efter sit bryllup med Joy i Kenya, blev livet for tung en byrde for Jens. Så en forårsdag i maj 1998, tog han flyveren hjem til Danmark, hvor han gjorde en ende på sit eventyrlige liv.
