Fisk & Fri’s Mads Christoffersen satte den beskedne men ekstremt dygtige fisker og woblersnedker, John Larsen, stævne. Ud over en lille fisketur fik de to en rigtig god snak om store havørred, woblerfremstilling og en masse andet.

Af Mads Christoffersen

Denne havørred faldt for en stor lys grøn »Sandgrævling« wobler.

Denne havørred faldt for en stor lys grøn »Sandgrævling« wobler.

DA JEG SÆTTER NØGLEN i tændingen og får GPS’en til at vise mig vej sydover, har jeg på dette tidspunkt ingen anelse om hvilken positiv og noget overraskende oplevelse der venter mig om få timer. Det er d. 5. juni, måske det nærmeste vi i Danmark kommer på en nationaldag. Dagen som også kaldes Grundlovsdag, eller endnu mere sigende, intet mindre end Fars dag. Fars dag bliver garanteret for de fleste fædres vedkommende afholdt med hygge sammen med familien. I år har jeg (i samråd med familien) besluttet at komprimere hyggen lidt, så den udgør en dejlig morgen og formiddag sammen med min familie. Det betyder at der også er tid til at bruge denne dag til noget andet end familiehygge, nemlig fiskehygge. Det kan man da kalde en Fars dags gave af den gode slags.

John i sit herreværelse. Her tilbringes meget tid, når de enkelte endeagn skal finpudses. Læg mærke til billederne som hele værelset næsten er tapetseret med. Et fåtal af de mange flotte fisk John har fanget, hænger her, så minderne kan bevares lidt tydeligere.

John i sit herreværelse. Her tilbringes meget tid, når de enkelte endeagn skal finpudses. Læg mærke til billederne som hele værelset næsten er tapetseret med. Et fåtal af de mange flotte fisk John har fanget, hænger her, så minderne kan bevares lidt tydeligere.

JEG ER PÅ VEJ MOD LOLLAND, for at besøge John Larsen. Det betyder næsten to timer bag rattet, og derfor har jeg god tid til at tænke på hvordan dagen skal gribes an. Jeg har nemlig kun, indtil i dag, ført nogle korte telefon- og mailkorrespondancer med John. Forhistorien til vores møde skal findes på en ellers lidt halvtrist arbejdsdag på kontoret i det tidlige forår. En af mine gode (fiske) kollegaer viser mig, glædestrålende, et par woblere han lige, på daværende tidspunkt, har fået fingrene i. Jeg er solgt på stedet til de agn, og bliver nød til at have fat i en flok af dem. I tankerne forestiller jeg mig allerede hvordan en sådan wobler for enden af linen kan forøge mine havørredfangster betragteligt. Uheldet er dog at det ikke er til at drive noget kontakt­information op på de hænder der har snedkereret disse vidunderlige woblere. Min kollega kan ikke hjælpe, han har ikke gemt denne, for mig, livsvigtige information. Derfor starter et større detektivarbejde. Det viser sig at være langt svære end frygtet at opdrive denne woblersnedker igen, hvilket overrasker mig noget, da disse pragtwoblere ellers må være i høj kurs.

TIL ALT HELD lykkes det dog til sidst efter have gennemtrawlet google og mine mest sandsynlige lystfiskerkontakter for brugbar information. Efterfølgende finder jeg ud af at denne ikke-gøren-for-meget-opmærksom-på-sig-selv stil er meget sigende for John, og det endda helt uden grund.

Efter et stykke træ er blevet skåret ud i den rette længde, fræses der et hul ud til belastning, og der bores hul til gennemløbrøret. Belastningen tilpasses, sættes i hullet, og der spartles efter. Derefter sættes gennemløbs­pinden i.

Efter et stykke træ er blevet skåret ud i den rette længde, fræses der et hul ud til belastning, og der bores hul til gennemløbrøret. Belastningen tilpasses, sættes i hullet, og der spartles efter. Derefter sættes gennemløbs­pinden i.

FÅ UGER efter jeg har fået kontakten etableret modtager jeg med stor forventning, en håndfuld af de flotteste kystwoblere jeg endnu har set. Allerede der ved postkassen lugter disse agn langt væk af blanke havørreder ved favorit­kyststrækket.

Dagen efter jeg stod der ved postkassen og drømte, står jeg i saltvand til knæene og tråder for første gang en af de store gennemløbswoblere med min fletline og binder en stor enkeltkrog for enden af linen. Inden jeg kaster første gang, tjekker jeg gangen på wobleren i vandet lige foran mig. Den har, som forventet, en meget lokkende og vuggende gang. Men ikke nok med at wobleren er meget livlig i vandet, så kaster den også som et projektil. To ting der ellers kun sjældent er forenelige.

I dagene herefter bliver jeg mere og mere nysgerrig på hvilken mand der gemmer sig bag denne fantastiske agn, og det bliver indledningen til at jeg netop nu parkerer bilen foran Johns hus og vågner fra min halvt dagdrømmende, halvt fokuserende position bag rattet. Med det samme jeg møder manden kan jeg mærke den der indre sindsro der kun hviler over de lystfiskere der allerede føler at de, langt før tid, har fanget deres livsration af flotte fisk. – Det er vel ikke nødvendigt at nævne at der går rigtigt mange år, og at der stadig skal rigtig mange flere fisk på land før jeg selv når dette lystfisker-livsstadie. Ikke desto minde beundrer og misunder jeg folk der er nået hertil

Grøn og orange i forskellige nuancer samt sort går ofte igen når John vælger farve til sine woblere.

Grøn og orange i forskellige nuancer samt sort går ofte igen når John vælger farve til sine woblere.

VI SÆTTER OS til rette i Johns fiskeværelse, og jeg bliver budt på wienerbrød, kaffe og æblemost – så er hyggen sikret. Dertil blandes fiskeanekdoter helt tilbage fra før jeg er født, og helt frem til dagen i dag. Fantastisk! Jeg føler mig hjemme fra første minut. Der er ingen tvivl om hvilken form for fiskeri der trækker i John. Det ses med det samme. På væggene i værelset hænger der billeder hele vejen rundt af store blanke havørreder, laks og regnbueørreder side om side. Der er ingen tvivl om at fisk med fedtfinne har endog meget stor tiltrækningskraft på denne mand

Fiskeriet efter havørred på disse kanter startede jo for alvor tilbage i 70’erne, starter John ud, mens han finder et scrapbogsbillede frem af en væsentligt ung gut der mistænkeligt ligner John i en 40 år yngre udgave. Ved hans side står en kammerat, og de smiler begge. De poserer med et dusin havørreder. Billedet er fra lokal­avisen, og indtil John og hans kammerater knækkede havørredkoden for mange år siden, gik historierne på at der ikke var fisk i Nakskov Fjord. Den opfattelse fik blandt andre John vendt godt og grundigt op og ned på.

Fiskeriet med hjemmegjort endegrej starter dog »først« i start 80’erne for John, og han fortæller. – Ja det var jo Niels Mogensen fra Munkebo på Fyn der dengang var min store inspirationskilde. Han havde allerede i de tidlige 1980’ere produceret nogle kystwoblere af træ der fangede masser af havørreder. Det Niels gjorde, ville jeg også kunne – altså fange havørreder på noget endegrej jeg selv havde udformet. Det er tydeligt at høre at der stadig er stor respekt for denne mand fra Munkebo i Johns stemme. – De første mange eksemplarer var væsentligt mere primitivt udfærdiget end hvordan woblerne er udformet i dag, fortsætter han. – Både formen på agnen, altså tilslibningen men også malingen ser langt mere hjemmegjort ud på de tidlige woblere – men lad dig ikke snyde af det lidt primitive udseende. De her woblere fangede mange fisk, fortæller John videre. Samtidig fisker han nogle af de allerførste woblere han har fremstillet op fra gemmerne, sammen med endnu en serie scrapbogsbilleder, hvor John den yngre poserer med havørreder på side efter side. Jeg bemærker at flere detaljer går igen på billederne, deriblandt en kasket, mørke solbriller og piben i mundvigen. Men det er nu mere den brune hjemmegjorte wobler der hver gang sidder i mundvigen på alle ørrederne jeg bider mærke i.

Endnu en fin havørred er faldet for en af Johns woblere. Der skulle ikke mere end nogle få kast til, den aften Fisk & Fri var med.

Endnu en fin havørred er faldet for en af Johns woblere. Der skulle ikke mere end nogle få kast til, den aften Fisk & Fri var med.

I DE TIDLIGE DAGE, tilbage i 80’erne producerede John flere forskellige former på sine woblere, det er vel det nogle vil kalde produktudvikling. Produktudviklingen er for længst overstået, og den optimale formel på to forskelligt udformede woblere er for længst fundet. Begge modeller laves både som gennemløber og med en gennemgående tråd med øjer i begge ender. Den store model kalder John ret oplagt for Sandgrævling. Det er en aflang tobisefterligning, på ca. 12 centimeter som produceres i spændet mellem 15-45 gram. Den anden model kaldes meget lige ud af vejen for Den lille. Den producerer John i både en 7 og en 9 centimeters version med kastevægte fra 15-25 gram. Denne wobler minder i form en lille smule om den klassiske Gladsax wobler, og så alligevel slet ikke. Denne wobler er mere afrundet i begge ender, og så er der kælet for detaljerne og finishen i en sådan grad på begge Johns modeller at jeg ikke mindes at have set noget der kommer i nærheden. Farvespektret på disse woblere er uendeligt. John fortæller mig at han laver den enkelte wobler efter hvilke farver han tror mest på, eller også efter den enkelte bestilling. Altså både vægt, farvekombination og om det skal være gennemløber eller ej kan justeres, se det kan da kaldes fleksibilitet og en uhørt grad af valgfrihed og muligheder.

 

Garmin Quatix

 

Et lille udvalg af de forskellige farver som John maler "den lille" i.

Et lille udvalg af de forskellige farver som John maler “den lille” i.

EN SJOV DETALJE som John fortæller, er at nordsjællændere og københavnere altid fisker med hans Sandgrævling, mens de lokale sværger til Den lille. Han har endnu ikke helt gennemskuet hvad det skyldes, men han mener det kan have noget at gøre med de kyster de to forskellige grupper lystfiskere fisker på. De fiskere der kommer nordfra fisker nok oftere på åbne kyster med dybt vand tæt på land. Her kommer større fødeemner tæt på land. De lokale fisker måske mere i fjorde, hvor fødestørrelsen er mindre. Selv fisker John lige meget med begge woblere, og på alle årstider, men foretrækker dog klart gennemløbsversionen hos dem begge. Han mener at gennemløbsversionen har en langt friere og mere naturlig gang i vandet. Det kan skyldes at gennemløbswobleren bliver skubbet igennem vandet, mens wobleren uden gennemløb bliver trukket i næsen. Dette gør at gennemløbswobleren lettere kan rotere om sin egen akse.

MENS VI SNAKKER får jeg lov til at bladre lidt i Johns meget detaljerede fangstrapporter, eller måske rettere historiebøgerne. Flere gange må jeg dobbelttjekke om dato og antallet og størrelsen af fisk virkelig kan passe. Utallige gange bladrer jeg forbi sider, hvor den sirlige håndskrift udover at have nedfældet små guldkorn om hver enkelt fisketur, også har noteret datoen for hvornår billedet er taget. Dette bevidner et utal af gange at det med kun få dages mellemrum kan bekræftes at denne mand vitterligt har fanget mange fisk. Der er en utrolig høj frekvens af billeder af store blanke havørreder der poserer i hænderne på manden med kasket, solbriller og piben i mundvigen side op og side ned.

Jeg bliver nødt til at høre hvor mange havørreder på den gode side af 5 kilo som John har fanget, men som jeg allerede tidligere havde oplevet er han igen meget beskeden, og siger efter lidt tøven. – Det har jeg godt nok ikke tal på, men over 30 og med ret stor sandsynlighed også over 40 er det da blevet til, svarer han stille og roligt. Dog husker han stadig tydeligt den dag i start 90’erne da hans til dato største kystfangede havørred huggede, og den vejede 7,3 kilo.

John med endnu en havørred til scrapbogen. Dette er ikke en af de største, med mindre kan også gøre det.

John med endnu en havørred til scrapbogen. Dette er ikke en af de største, med mindre kan også gøre det.

Jeg kæmper hele tiden med at holde mit hjemmefra valgte fokus – et fokus som udelukkende skulle omhandle Johns kystwoblere. Det er dog mere end svært, da der hele tiden er historier eller billeder der forsøger at fravige mit fokus og løbe ud af en tangent. Blandt andet viser John mig billeder af hvordan han har bygget en af hans både helt fra bunden. John er nemlig (selvfølgelig fristes man næsten til at sige) også inkarneret småbåds- og trollingfisker, hvilket hans fiskeflåde på hele syv fartøjer også bevidner. Beskedenheden skinner dog tydeligt igennem – Der er altså også en flydepram imellem, nævner John, mens jeg ser ved selvsyn står og kigger på den han kalder sin lille båd. Det er hvad jeg ville definere som en toptrimmet fiskemaskine! Jeg håber jeg en dag får lov at opleve hans store trollingbåd. Men det er en helt anden historie som vi må have til gode, selvom jeg meget gerne også gerne ville have været ude af den tangent denne gang…

DENNE DAG skal selvfølgelig afsluttes med lidt fiskeri. Tiden er løbet, historierne har ædt både minutter og timer, så da vi kører mod kysten er solen allerede stærkt nedadgående. Det gør dog bestemt ikke noget, da aftenen er lang på denne årstid. Vi parkerer i den lysegrønne bøgeskov, og kommer hurtigt i fiskeudrustningen. John binder en af hans største Sandgrævlinge for enden af linen, og jeg følger trop. Han går en smule i forvejen, da jeg også lige skal have kameraudstyret med. Endnu inden jeg er nået ned til vandkanten kalder John. Der er en sommerhavørred i perfekt stand, der resolut har taget hans wobler i andet kast. Beskedenhed, nej bestemt ikke her, i hans rette element…

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This