FISKEEVENTYR PÅ GRØNLAND: HAVKAT OG RØDDING

Martin Falklind med sin kæmpestore plettede havkat taget på Grønland.

I celebert selskab og med krykke i hånden, har Martin Falklind været på fiskeekspedition til Grønland – både for at fiske på havet og fluefiske efter havvandrende røddinger. Tag med på den vildeste fisketur nordpå, hvor alt kan ske.

AF MARTIN FALKLIND

LANGSOMT MEN SIKKERT kæmper vores mærkelige karavane sig af­sted, igennem Grønlands ujævne natur. Jeg vakler frem med ben­skinne og krykker, men resten af karavanen holder et behage­ligt tempo, for min skyld. Foran går ski-legenden Stig Strand, og måske skyldes hensynet, at han bærer en del af skylden for min nuværende forfatning? Det var nemlig ham, der lokkede mig til at springe ud fra en helikopter iført ski, da vi var i Canada i foråret. Der gik mit knæ gik i stykker.

Min ven, Pasi, har fundet satellit telefonen frem og går og små­sludrer foran, for at fordrive tiden under den langsommelige gåtur. Han er grejnørden, du ved – en rigtig Mc Gyver. Ud af det blå, er han typen der hiver solcellelader, natkikkert, minidrone eller som nu, en satellit-telefon op af ryg­sækken. Sidste mand på holdet er Marko Lethosalo, der afslutter karavanen, bærende på et to me­ter langt stykke afløbsrør..  Vores brogede bande er på Grøn­land for, at fluefiske rødding og havfiske helleflyndere. Røddin­gen ved vi findes i stort antal, mens havfiskeriet mere er en ud­fordring der skal udforskes.

Et fantastisk fiskeri efter rødding

Røddingen er på dagens pro­gram, og vi vandrer langs den fossende og klare Kangiaelv frem mod pladsen, der er strategisk pla­ceret ret nedenfor en fremragende udkigspost. Herfra kan man be­tragte de indbydende pools og den mægtige dal. Marko finder hurtigt en fin plads til røret, der skal bli­ve til en rygeovn, og i det samme hører vi det første plask, fra en stålblank rødding på flere kilo, der hopper helt fri af vandet.

 

Flere plask viser sig og alle får nu travlt med, at iføre sig vaders og klargøre stænger. Alle bortset fra Stig, der roligt kommente­rer kaoset: – Der ser ud til blive lidt trængsel her, så jeg går op til vandfaldet og tester der. Som en anden bjergged forsvinder han lynhurtigt. Fisken kommer aldrig længere end vandfaldet, så det gi­ver sig selv, at mange må samles der, men den 7 kilometer længere spadseretur opstrøms kan vi an­dre altså godt undvære.

Vi andre bliver i området om­kring det netop opslåede telt, da det føles som om, der både er fisk og fiskepladser nok til resten af dagen her.

Fine rødding på fluegrejet

Marko er en grønskolling ud i fluefiskeriets ædle kunst. Først sidste sommer introducerede jeg ham for fiskeriet, men han har lært det overraskende hurtigt. Det er klart, har man talent til at vin­de den finske version af Vild Med Dans, kan man også lære sig selv, at fiske med flue hvilket da også bevises i løbet af ganske få timer. Han får nemlig hurtigt en rødding på nogle hundrede gram, og er naturligvis kisteglad!

Marko er den type, der er taknem­melig for bare at komme med på en fisketur. Han bliver hverken gnaven eller stresset når tingene ikke går hans vej. Der er en stærk vilje til at lykkedes, men præstati­onsangsten er en by i Rusland, for den gæve finne.

Han er dog stadigvæk den grøn­neste i trioen, så han får den bed­ste plads, og en håndfuld gode råd med på vejen. Allerede i tred­je kast strammes linen op, og en kraftig vortex afslører hvor fisken huggede. Og så begynder dansen.

Fisken går nedstrøms i ekspres­fart. Marko kan ikke følge ef­ter, da han sidder fast i et højt buskads. Vi andre kan faktisk kun se en stangspids over buskene og høre en større mængde finske ukvemsord. Til sidst kommer han dog fri, og kan begynde sin sprint efter fisken der viser sig at være en smuk to kilos fisk, der fightede som en fem kilos…

 

 

 

Det er næste som laksefiskeri

Fiskeriet er formidabelt, og foregår omtrent som laksefiskeri, med kast direkte nedstrøms. Pud­sigt er det, at huggene stopper når vi har fisket med den samme flue i et stykke tid. Men skifter vi farve, bliver de øjeblikkeligt interesse­rede igen. Vi får alle fisk i tre-ki­ki­los klassen. Nyopstegne, fede og blanke som laks, og vi beholder da også et par stykker til aftens­manden. Da Pasi har fået en fire kilos fisk, tager vi en lille pause og sætter os og betragter den smukke natur. Stilheden afbrydes af Stig, der kommer anstigende med et bredt smil på læberne og en tre kilos fisk i bæltet: – Jeg håber i har haft lige­så godt fiskeri som jeg, griner han, mens han samler vores fisk op, og begiver sig op mod campen, for at aflevere fangsten til kokken.

Den næste morgen tager Christer fat i mig. Han vil vise mig hvorfor vi har valgt netop denne plads, og fører mig op til klippens kant, hvor et storstrålet syn åbenbarer sig. Nedenfor den lodrette klippevæg, munder elven Kangia ud i fjorden. Store mørke pletter på bunden ser ud til at bevæge sig. Det er stimer af havgående rød­ding, der er kommet ind med tide­vandet, og der må være hundrede­vis af dem. Instinktivt griber jeg ud efter min stang, men besinder mig hurtigt. Det er først når de er kommet igennem kløften, og nogle kilometer opstrøms til de første pools, at de interesserer sig for at æde.

Nuvel, det går nok, for der står al­ligevel havfiskeri på programmet i dag, og vi har pænt travlt med at forberede dagens 12-timers pas. Det skal nemlig times med højvandet for, at kunne få den lil­le gummibåd ud til den store båd, der ligger for anker og venter på os et stykke ude i fjorden. Og det samme gør sig gældende når vi skal hjem igen.

 

På havfiskeri i Kangia Fjorden

Havfiskeriet i området er totalt ukendt af lystfiskere, men vi ved at der er massevis af torsk. Hel­leflyndere skulle også være en mulighed, så jeg har forberedt et par stænger til formålet, og pakket godt med jigs og tackler til netop havets dronning. Ifølge campens kok, Louis, er der godt med de store fladfisk på det dybe vand, omkring 400 meter. Et råd jeg absolut ikke har tænkt mig at følge. Jeg vil fiske dem som vi gør i Norge: På grundt vand, tæt på kanterne ud mod dybet.

Da vi ankommer til den store båd ligger fjorden flad som en pandekage, og mens vi tøffer ud mellem de stejle klippevægge, studerer vi søkort og planlægger dagens fiskeri i samarbejde med skipper Franz. Vi vil starte med at fiske agnfisk, og måske et par mad-torsk, for så at begive os ud til fjordmundingen hvor der ligger et større grundområde og en enkelt befolket ø, hvor vi kan spørge de lokale jægere og fange­re til råds.

Ret ud for den lille landsby kigger vi på ekkoloddet og konstaterer, at den ellers så dybe fjord her går helt op til 7-10 meters dybde. Vi vinker til nogle lokale fiskere i en anden båd, og slipper vores tor­skejigs ned i vandet. Nu begyn­der et fiskeri, som vi aldrig har set magen. Agnen når knap til bun­den, inden den indhaleres af en glubsk torsk. Der går hurtigt sport i, at forsøge at få jiggen til bun­den og op igen, uden at få fisk på – noget der er mere end alminde­ligt svært.

Teknikken gør, at gigantiske fi­skestimer følger med op til over­fladen hvor de plasker rundt i for­søget på, at få fat i vores jigs. Det er både fantastisk, men også lidt sørgmodigt. Måske var det sådan vores hjemlige farvande så ud, før trawlerne gjorde rent bord?

 

Torskene hugger

Pasi fanger den største torsk på omkring 7 kilo, inden han lægger havgrejet fra sig og finder spin­nestangen frem. Han kaster ud og spinner det lille havørredblink hjem, lige under overfladen. Så, ud af det blå, hugger en rødding, og under fighten kan vi se, at der følger en hel stime med den kro­gede fisk. Vi tackler hurtigt om til det lette grej, og oplever nu vores livs røddingfi­skeri. Efter lidt tid minder jeg flok­ken om, hvad målet for dagens ekspedition egentligt var. Så vi afslutter bonanzafiske­riet tager et par mindre røddinger til helleflynder agn, og tøffer videre ind mod bygden. Vel fremme mø­des vi af en gabende tomhed.

Bevares der er huse, men gader­ne er tomme og det føles mest af alt som en spøgelsesby. Franz banker på hos sin ven, og da han åbner er det som om livet pustes tilbage i byen. Folk kommer ud fra deres skjul og vi kan nu hygge os med lun kaffe og en god fiske­snak, der desværre ikke gør os meget klogere. Jo da, der findes flyndere, fortæller de lokale, men de råder os allesammen til at fiske fra 2-300 meter og ned…

En kæmpestor havkat

Vel ude på havet holder jeg fore­drag om helleflynderens revi­rer: Flad bund, gerne med noget strøm og dybder fra 10 til 40 meter skal vi lede efter. Om­kring en sømil fra øen, i Kan giafjordens udmunding, finder vi et perfekt område som passer præcist på min beskrivelse. Vi lægger os på ti meters dybde, og begynder at drive ud mod et flak, der langsomt går ned til 40 meter. Øjeblikkeligt mærker jeg noget pille ved min et-kilos rødding, som trækkes et par meter over bunden. Først tænker jeg helle­flynder, men da det fortsætter føles det mere som småtorsk. De andre i båden, som fisker med store jigs, har også en konstant pillen ved deres agn.

Pludseligt fanger Marko en stor tangbusk, eller det tror han det er, for der er intet spræl i linen så han kører bare stille og roligt op, for at frigøre grøntsagerne. Derfor bliver vi alle noget chokerede, da Marko ud af det blå begynder at skrige i vilden sky: Jääääääääääv­lar, fy fan, hvilket jääääävla mon­ster, råber han på sit klingende finsk-svenske. Det er svært at gengive ordvalget korrekt, for jeg har aldrig hørt så mange bandeord på så kort tid. Men både Pasi og Rickard er hur­tigt fremme med mobilerne for at filme kaoset, og kaos det var det. For da vi andre læner os over ræl­ingen, bliver vi ligeså chokerede som ham, over det syn der møder os. En gigantisk havkat har snappet ud efter jiggen.

Nu er gode råd dyre, for monste­ret er nemlig ikke kroget. Det har bare klappet tandsættet omkring gummidyrets hale, og da vi intet net eller gaf har ombord, kan den slippe når som helst. Eftersom det er Markos livs fisk, skal den bare ind, og efter et par halvhjertede forsøg med bådshager og lignen­de, finder jeg den største jig i kas­sen, læner mig ud over rælingen og gaffer den med krogen. Med møje og besvær får jeg løftet den ind i båden, hvorefter den øjeblik­keligt kvitterer ved, at bide ud ef­ter mine fødder.

Det tager et stykke tid inden vi har fået ro i båden igen, og da jeg kontrollerer min flynderagn, kan jeg konstatere, at den også har været udsat for utallige havkatte­bid. Jeg får hurtigt sat et mindre stykke rødding på krogen, mens de andre agner deres jigs med rødding-strimler. Jeg når knap og nap ned til bun­den før der er bud efter agnen, og igen er der tale om en flot havkat. Bevares. Den er ikke ligeså stor som Markos, men stadigvæk et godt stykke over de ti kilo. Sam­tidigt får de andre også bid, og vi er nu vidne til et helt magesløst fiskeri. Vi enes derfor om, at køre C & R på resten af fiskeriet så an­dre lystfiskere i fremtiden også kan få den samme oplevelse som vi netop har haft.

Der bliver noget opstandel­se over Markos monsterfisk da vi kommer tilbage til campen. Hverken Franz eller Louis er dog sønderligt imponerede over stør­relsen – De findes meget større, mener de. Dog er de glade for det faktum, at der venter en lækker middag forude, og det er netop under middagen at den går op for os – Misforståelsen: – Hvis i syntes det er sjovt med fisk i den størrel­se, så skulle i prøve at fiske efter “helleflundra”, men den er ganske sjælden her, fortæller Louis.

Jamen det er jo netop det vi har gjort hele tiden, og i sagde jo at der var masser af dem, siger jeg, hvortil Louis svarer: – Nej. I har hele tiden snakket om halibut, hvilket her på Grønland betyder hellefisk! Den erfarne havfisker forstår hvorfor vi alle fik os et godt grin. Hellefisk er nemlig en lille slægtning til helleflynderen, og den lever ganske rigtigt – På dybt vand.

På tur med Solid Adventures

Christer Sjöberg og hans søn Rickard tager eventyrlystne lystfiskere verden rundt. De har bl.a. en fantastisk havørredcamp ved Rio Gal­legos i Argentina. De var dog ikke de første på Grønland, hvor der findes flere teltlejre rundt omkring ved de forskellige elve, som alle byder på rigtigt godt fiskeri. Da de begyndte at undersøge mulighe­den for, at starte en camp op med lidt bedre faciliteter, stødte de på Kangiacampen som ingen havde benyttet i mange år.

På campen finder du fluefiskeguider der tager sig godt af dig, og stiller alle fornødenheder til rådighed. Varmt bad, fællesrum, fuldt udrustet køkken med kok osv. For ikke at nævne den velfungerende bar med diskokugle og det hele.

Christer og Rickards virksomhed, Solid Adventures, drives efter princippet: Unikt fiskeri, som er holdbart, og med så lille påvirkning fra kommercielt fiskeri som muligt. Steder hvor fisketurismen kan skabe lokale arbejdspladser og bevare fiskebestanden til fremtiden.

For mere information: www.solidadventures.com / info@solidadventures.com

Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 8/2018