Ved at lade tampen på den stive titaniumswire (1) fortsætte bagud og skubbe den ind under et stykke silkonetube (2) på krogen – kan du semi-fiksere krogen, så den ikke så let hægter op på det bløde softbait. Krogen kan let skiftes ved at svuppe wiren ud af tuben, skifte krogen – og stikke wiren ind under tuben på den nye krog. Med et løsthængslet led i form af en rig-ring (3) på wiren, der kører over ryggen på shad´en, er det muligt at montere en lille krog i halen som vist – uden at det influerer negativt på shad´ens gang. Det er langt fra hovedparten af fiskene, der hugger efter halen, men alligevel vil denne lille detalje kunne give dig nogle ekstra fisk. Taklerne fås færdigtlavede fra Westin – se nedenfor.
Gedder er vilde med softbaits, men de er ikke altid lige lette at kroge. Her får du opskriften på hvordan du sikrer den perfekte eksponering af hale og bugkrogene.
AF JENS BURSELL
HVOR TIT har du ikke prøvet af få et godt hug på din shad, for derefter et splitsekund efter mærke linen blive slap – og se din shad komme retur uden hale… Jo – selvom de fleste fisk hugger efter midten/fronten af dit softbaits, er der en hel del der lige snapper efter halen – især, hvis de er lidt sky. Men – der er bare et lille problem: Når du placerer en krog i halen på din shad, vil det normalt betyde, at du enten dræber gangen – eller må bruge så blødt et forfang, at det ikke holder til den store gedde, som du er på jagt efter.
Dette problem har jeg arbejdet med i næsten 15 år – og var i den forbindelse en af de første der eksperimenterede med løst efterhængte stingers at monotrådet titanium. Fidusen ved disse er, at man faktisk kan fiske krogen 2-3 cm bag softbaitets hale, men hvis ikke man er meget varsom med sine kast, kan det også give en del kludder. Desuden er denne montage knapt så visuelt elegant, som hvis krogen sidder i selve paddletailen.
Jeg har derfor i en del år været i tænkeboksen med netop denne problemstilling, for at prøve at finde en måde at kroge ”halenipperne” – uden at det dræber halens delikate gang, ser for klodset ud – eller giver for meget kludder.
Forøg landingsraten med halestinger på dit softbait til gedder
For et par år tilbage begyndte jeg at eksperimentere med en løs hængslet top-stinger, der gik hen over ryggen på softbaitet med en krog siddende helt ude i toppen af paddle-tailen. Ideen var at jeg – i stedet for at bruge én gennemgående wire, der kunne hæmme halens bevægelser – ville bruge to stykker wire, der var løst hængslet via en ring-ring og to crimpede loops (3), så halen nu kunne bevæge sig fuldstændig frit. Og – for at den stive titanium wire ikke skulle hæmme hele kroppens – og dermed også halens bevægelser – er den baitspike, der fikserer taklet til bagenden af ryggen – monteret glidende på wiren (4) i stedet for at være fastmonteret i en solid-ring eller svirvel, som det ses på de fleste stinger systemer.
Allerede fra første tur viste dette system sig at virke helt eminent, og jeg begyndte nu pludselig at få lidt flere af de fisk, der bare snapper umotiveret efter softbaitets hale.
Kludder, hvor løsthængende kroge på en stinger hægter op på softbaitet, kender de fleste geddefiskere med hang til kunstagn til. Også denne problemstilling har jeg brugt en del år på at løse. Særligt den bagerste krog, der er placeret ved softbaitets “gat” har en tendens til at hægte op, hvis den er løsthængslet. Min erfaring er, at denne krog giver den aller bedste krogning, hvis den sidder lidt væk fra softbaitet, så det er muligt at bruge en lidt mindre og bedre penetrerende krog, der er perfekt eksponeret. Jeg har derfor arbejdet længe på en løsning, hvor det er muligt at fiske den bagerste bugkrog perfekt frit eksponeret – samtidig med, at den er semi-fikseret, så den ikke så let kommer til at hægte op på softbaitet.
Du kan købe alle materialerne til de takler, der nævnes i artiklen, på releaserigshop.com, og taklet kan også købes færdigtlavet fra Westin her.
En semi-fikseret gatkrog på softbaitet til gedder
Jeg har i mange år semi-fikseret – eller “låst” endekrogen i “fast-position”, ved at trække et stykke tube over krog/springring og ring-rig. Problemet med denne montage er dog, at det meget ofte går hen og bliver en visuelt meget klodset løsning, samtidig med, at det oftest er lidt besværligt at presse tuben op over spring-ring og rigring.
Den perfekte løsning fandt jeg på en dag, hvor jeg sad og havde afsluttet enden af taklet med en fire-tørns blodknude på en mono-trådet titaniumswire. Jeg skulle lige til at klippe tampen af, da jeg pludselig så for mig, hvordan jeg kunne semi-fiksere krogen ved at montere et lille stykke klar tube på krogskaftet – og så blot stikke titaniums-tampen, som fortsætter bagud i forlængelse af wiren – ind under denne.
Allerede samme aften fik jeg prøvet systemet, og det virkede fuldstændig efter hensigten. Med denne teknik kan man få krogen til at stritte perfekt eksponeret ud i vandet lige bag gattet – med en betydeligt mindre risiko for at hægte op på baitet. Analogt med hale-stingeren, monterer jeg også den nederste bug-stinger med en spike (“montagespyd”), hvor forfanget kan bevæge sig frit igennem for at undgå at den stive wire, der er nødvendig for at få krogen til at stritte ud i den rette position – hæmmer agnens gang.
Agnen går helt perfekt på denne måde, og den lille gatstinger stritter helt perfekt ud, så fisken knapt nok skal kigge på agnen for at blive kroget.
Alternativt kan man crimpe den yderste rig-ring med en wire-lås, hvor den bagerste krog monteret: I stedet for blot at køre wiren igennem crimpen én gang – køres wiren igennem to gange, hvorved tampen kommer til at fortsætte i forlængelse af wiren bagud, så man også her kan semi-fiksere gatkrogen, ved at stikke den stive titaniums tamp ind over tuben på. Fordelen ved denne metode er, at tampen ligger i en mere lige linje efter wiren, hvilket giver en lidt pænere montage. Ulempen er at det er lidt sværere og langsommere at crimpe, når den skal to gange igennem.
Du kan købe alle materialerne til de takler, der nævnes i artiklen, på releaserigshop.com, og taklet kan også købes færdigtlavet fra Westin her.
Med disse to nye montager er det nu blevet muligt at fiske en perfekt eksponeret lille krog to steder, hvor det ikke før var muligt med de mest normalt brugte metoder.
Release-takel eller normal montage af softbaitet til gedder
Den nye form for hale og gat-stinger kan fiskes både normalt eller release-style. Da metoden i begge tilfælde muliggør brugen af mindre og bedre penetrerende kroge, som er perfekt eksponeret, er den primære fordel ved release-varianten af taklet, at det er nemmere at montere halestingeren, så den ligger perfekt hen over ryggen på agnen – uden at være for lang eller for kort. Årsagen er, at længden kan justeres trinløst ved at skyde release-taklets semi-fikserede stop (x) op eller ned af forfanget, indtil det på millimeteren har den perfekte længde.
Med et release-takel kan man nemlig justere længden på taklet med millimeters præcision ved at skubbe montagepunktet (x) op eller ned ad forfanget, til det passer helt perfekt. Bliver det for stramt, går halen ikke godt – og bliver det for slapt, så hænger det og slasker på toppen af baitet, hvilket giver en dårligere præsentation. Denne præcisions justering er ikke mulig, på samme nemme måde, hvis man monterer topstingeren normalt.
Bevares – uden release kan man indskyde svirvler og springringe, så det passer med afstanden – det bliver blot lidt beværligt, ændrer på vægtfordelingen i agnen – og ser ikke så godt ud. Gat-stingeren kan monteres i topstingeren, når du fisker release. Den kan dog også fiskes super let og elegant, ved blot at montere stingerens front i det nederste øje på frontloddet som på montagen til venstre. Denne montage kan man have uanset om topstingeren fiskes som release eller normal stinger-tafs.
Bug-stingeren kan fiskes både med én eller to kroge. Til de mindre shads, er det fint med blot en hale og en gat-krog, men er der lidt mere størrelse på softbaitet, kan man vælge at fiske to kroge på bugstingeren. Frontkrogen kan være løsthængslet, men ønsker du den semi-fiskeret, som den bagerste gat-krog, så den ikke kan hægte op, kan du blot klikke den ind i en flækket hama-perle på forfanget. Held og lykke med de nye shadtakler.