Holder man af jigfiskeriet, og har man også lidt hang til fluebinding, bør man klart prøve at binde sine egne fluejigs. Jigs har alle dage været et suverænt våben i enhver grejkasse, og med det udvalg der findes af fluebindematerialer, er det kun kreativiteten, som sætter grænser. Her får du lidt inspiration til nogle fluejigs, der nok skal få selv de vanskeligste rovfisk i tale.

Af Gordon P. Henriksen

Her er det en Flashjig bundet på et Bladehead jighoved fra Savage Gear – og gedderne er vilde med flash!

Her er det en Flashjig bundet på et Bladehead jighoved fra Savage Gear – og gedderne er vilde med flash!

FLUEJIGGEN skal nu prøves efter sandart for første gang. Da jeg binder den hvide jig på forfanget er den luftig og fyldig, men efter jeg har gjort den våd, klasker den nu helt sammen som en sørgelig lille våd hund. Bådmakkeren sætter en gummijig på sin stang og kigger lidt tvivlsomt på min slaskede kreation, men jeg er stadig fuld af tillid og optimisme. Over vandoverfladen, eller når jeg bevæger den hurtigt gennem vandet, er den ikke særlig indbydende, men når jiggen sænkes i vandet og holdes næsten stille eller rykkes i små hop, folder jiggen sig ud, og zonkerkroppen pulserer livligt. Skind og fjer har en helt speciel evne til at illudere liv, og i visse situationer er jeg overbevist om, at det må være en gummikrop overlegent. En gummihale er jo meget livlig, når den fiskes aktivt, men dør lidt ved spinstop eller meget passive bevægelser. Zonkerjigen har den fordel, at den vibrerer og pulserer selv ved de mindste bevægelser med stangspidsen.

Jeg sender jiggen i dybet og mærker bunden på elleve meters dybde. Vi har set lidt aktivitet på ekkoloddet, og tror på at fiskene er dernede. Jeg kan mærke enhver bevægelse gennem den lette vertikalstang og den tynde uelastiske fletline. Jeg laver små hop på bare to til ti centimeter og forestiller mig, hvordan fjerhalen svømmer livligt og zonkerkroppen pulserer på pauserne. Pludselig er det ikke nødvendigt at forestille sig noget som helst mere – et tungt dunk i stangen indikerer, at en fisk har taget fluejiggen. Efter et hurtigt modhug kan jeg fighte fisken mod overfladen med en vis tilfredsstillelse over, at bådmakkeren, der endnu ikke har haft et hug, nu må anerkende mine små behårede bæster. En fin sandart på ca. tre kilo stritter lidt imod, men ryger til sidste ind over rælingen. Jo, jo – fluejigs’ene virker i den grad til sandart.

De lange tunge Sandeel jighoveder fra Savage Gear trækker lynhurtigt jiggen ned til bunden og er perfekte til at binde torskejigs på. Zonkermaterialet fylder godt i vandet og er et oplagt materialevalg. Denne er bundet i hidsige farver på selvlysende hoved, til dage med lavere sigtbarhed.

De lange tunge Sandeel jighoveder fra Savage Gear trækker lynhurtigt jiggen ned til bunden og er perfekte til at binde torskejigs på. Zonkermaterialet fylder godt i vandet og er et oplagt materialevalg. Denne er bundet i hidsige farver på selvlysende hoved, til dage med lavere sigtbarhed.

ADSKILLIGE ARTER har efterhånden fået lov at smage lidt på mine fluejigs. Inspirationen kom i sin tid fra grove amerikanske bucktail jigs og små simple jigs med chenille krop og marabou hale. Disse modeller har jeg anvendt i bl.a. Florida og Massachusetts til flere slags bass, snook, redfish og babytarpon. Siden da har danske gedder, aborrer, ørreder, torsk og nu også sandart vist deres kærlighed til de behårede bæster. Og der er potentiale og muligheder for meget mere. Jigfiskeri har alle dage været et ekstremt effektivt og alsidigt fiskeri. Og ved at binde sine egne jigs bliver det kun endnu mere nuanceret – og underholdende

Når man er fluefisker og fluebinder, ligger det jo lige til højrebenet også at fremstille lidt kreationer til spinnefiskeriet. Der er ingen grænser for kreativiteten og materialevalget, og glæden ved fiskeriet bliver endnu større.

Fluekrogen er blot udskiftet med et jighoved, og ellers er det bare at gå til den med bindetråd, og hvad man ellers har af materialer for hånden. For det første er det en fornøjelse at sidde ved flue­stikket derhjemme og drømme om alle de store fisk, lige netop den kreation man er i gang med skal fange. For mig er belønningen og glæden ved fisken også endnu større, hvis jeg ved den er fanget på en personlig kreation.

Her er det Michael Jensen, der også har haft succes med at binde sine egne fluejigs til rovfiskene. Denne gedde kunne ikke stå for de lange svømmende fine hjortehår på en af Michaels små buck­tail jigs, der egentlig var bundet med aborre for øje.

Her er det Michael Jensen, der også har haft succes med at binde sine egne fluejigs til rovfiskene. Denne gedde kunne ikke stå for de lange svømmende fine hjortehår på en af Michaels små buck­tail jigs, der egentlig var bundet med aborre for øje.

MICHAEL JENSEN fra Himmerland er en fisker, som også har leget lidt rundt med at binde sine egne fluejigs, og han giver mig 100% ret. – Jeg elsker at fiske med jigs, og da jeg samtidig er fluefisker og fluebinder – holder jeg meget af at kombinere det bedste fra spinnefiskeriet og fluefiskeriets verden, forklarer Michael. – Jeg ville rasende gerne have en god hårdag – også som spinnefisker, joker han. – Når jeg spinnefisker, foregår det meget ofte med jigs. Fiskeriet med de slaskede bløde gummikroppe, og de tunge hoveder kræver nemlig lidt mere indlevelse – end fiskeri med mange andre kunstagn gør. Altså – du kan naturligvis godt spinne en jig jævnt ind, og den vil slaske med halen, og se jeg-er-en-stakkels-lille-syg-fisk-agtig ud. Og jep, den skal nok fange en fisk. Potentialet er bare meget større, hvis du arbejder mere målrettet med din indtagning. Derfor er jeg vild med jigs – de kræver nemlig en indsats.

Jeg har tidligere bundet adskillige store spinzonkers til geddefiskeriet, men nu er jeg også begyndt at producere lidt klassiske hårjigs efter amerikansk forbillede. Og på det seneste er jeg blevet inspireret til at eksperimentere med disse jigs til sandartfiskeriet, fortsætter Michael.

Den hvide fluejig er friskbundet fra dagen før, og klar til at blive sendt ned i dybden til sand­arterne. Denne er bundet på et almindeligt jighoved med en hvid zonkerkrop, lidt marabou og en grizzly deceiver hale. Simpelt men effektivt.

Den hvide fluejig er friskbundet fra dagen før, og klar til at blive sendt ned i dybden til sand­arterne. Denne er bundet på et almindeligt jighoved med en hvid zonkerkrop, lidt marabou og en grizzly deceiver hale. Simpelt men effektivt.

BUCKTAIL JIGS er en af Michael Jensens personlige favoritter. – Det bliver altså ikke mere klassisk, amerikansk og smukt end en bucktail jig, forklarer han. – Jeg har bundet mange hundrede bucktail streamers: Mickey Finn, Black Nosed Dace, Black Ghost og mange flere. Derfor lå det lige til højrebenet at konvertere en stribe af disse til jigkrogen. Bucktail giver, trods et utal af nye og langt mere trendy hårmaterialer, nogle fantastisk gode fiskefluer. Det er noget med, at hårfibrene er lette, luftholdige og utroligt vibrerende i vandet. Mine første forsøg med disse jigs var i søen efter aborrer. Det viste sig hurtigt at blive problematisk, da gedderne havde meget svært ved at holde sig fra de små bucktail jigs. De fungerer i øvrigt også til alle andre rovfisk. Især spår jeg dem en god sæson i åen efter opgangsørreder. Jeg binder dem på jighoveder i vægte fra 14 gram og helt ned til 1 til 2 gram for de mindste. Kombinationen af bucktail og en smule flashfibre kan anbefales. På grund af de lette hår, får disse jigs et langt svæv i vandet. Det betyder, at de kan fiskes relativt langsomt – hvilket er en fordel, når fiskene er lidt langsomme på af­trækkeren. Det gør bucktail jigs supereffektive i meget koldt og meget varmt vand, slutter Michael.

Det er en sand fornøjelse at kunne kaste sig over fluestikket – men med spinfiskeri for øje.

Det er en sand fornøjelse at kunne kaste sig over fluestikket – men med spinfiskeri for øje.

ZONKERSTRIPS og andre former for dyreskind og pels, er også oplagt til fluejigs. Materialerne pulserer livligt, er rimelig hårdføre og fås i et stor udvalg af farver. Et par lange kaninstrimler som hale, har i mange år været opskriften på en giftig geddeflue, og det gælder også, når der skal produceres en giftig geddefluejig. Yderligere en fordel ved kastefiskeriet er, at skindene suger ekstremt meget vand. Det er en irriterende egenskab ved fluefiskeri, når man gerne vil kaste så lette fluer som muligt, men til jigfiskeri betyder den øgede vægt, at man kan benytte lettere jighoveder og stadig kaste langt.

Vertikalt fiskeri med gummijigs efter torsk har slået sig fast som en hammereffektiv metode. Savage Gears Sandeel jigs er suveræne til dette fiskeri, og jeg kan klart anbefale at binde nogle lange slanke zonkerfluer på disse hoveder.

FJERJIGS dækker en masse type fluer, men der er særligt to typer, jeg vil anbefale. Den ene er en simpel version med marabouhale og chenille krop – meget lig en Wolly Bugger. Vil man gerne have den synker lidt langsommere, så kan man evt. give den et palmerhackle. Denne type er super effektiv i små versioner, især til ørreder og aborre. Prøv fx at binde en Egg Sucking Leech som jig i stedet for som flue. Pink jig-hoved, sort krop og en sort marabouhale. Det er da jigguf til ørred og laks

Den anden type fjerjig jeg synes om tager også udgangspunkt i en klassisk flue, nemlig Lefty Krehs Deceiver. To saddlehackler der vender ind mod hinanden, på hver side af krogen kombineret med lidt flash, er bare et godt bud på en lille svømmende fiskehale. Man kan enten lave kroppen med bucktail og påfuglherl, som en klassisk Deceiver, men jeg foretrækker at bruge Deceiver-halen og kombinere den med en krop af spunden zonkerstrips.

Torskene har svært ved at holde sig fra fluejigs’ene – og når fiskene er fanget på let vertikalgrej og hjemmebundne jigs, ja så har forfatteren også svært ved at holde sig fra torskefiskeriet.

Torskene har svært ved at holde sig fra fluejigs’ene – og når fiskene er fanget på let vertikalgrej og hjemmebundne jigs, ja så har forfatteren også svært ved at holde sig fra torskefiskeriet.

FLASHJIGS er også oplagt, men ikke noget jeg rigtig er stødt på tidligere. I udlandet bruges flash som det primære materiale ikke i særlig stor udstrækning, hverken til gedde eller andre typer fluer, men herhjemme møder man aldrig en geddefluefisker uden et par flashfluer i sin æske. Derfor skal en rigtig geddejigfisker da også ha’ et par flashjigs i æsken. Det bedste resultat fås i øvrigt ved lægge en stor hale ind, og lave kroppen med flash i taperede længder i en dubbing løkke på

kev­lar tråd. Find evt. en god bindeopskrift på flashfluer til gedder og tag udgangspunkt i den.

MULIGHEDERNE er uendelige for de ihærdige fluebindere. Tag dine favoritfluer fx en Pink Pattegris, Herning Fluen eller Krapyl Delux og bind den som en jig. Eller hvad med et Juletræ, Våd Høne eller Hi-Lo fluen eller endnu bedre – hvad med at opfinde din helt egen kommende klassiker! Forhåbentlig har denne artikel inspireret dig til at gå dine egne vegne. Der er i hvert fald lagt op til mange timer og mange fede oplevelser ved flue­stikket – og ved vandet.

 

 

Jigfiskeri og blyforbud

Desværre komplicerer skrappe regler omkring brug af bly i fiskegrej tingene meget, når det gælder jigfiskeri. De fleste jighoveder, inkl. flere af dem vist her i artiklen, indeholder nemlig bly. Det er ikke ulovligt at benytte det blyholdige grej, man allerede er i besiddelse af, men det er ulovligt at sælge blyholdigt fiskegrej. Vi må håbe på en lempelse i reglerne eller at moderne produktionsformer og udviklinger i grejproduktion, gør fremtiden lidt nemmere for de mange lystfiskere, som holder af at fiske med jigs

    Share This