– Jeg har de sidste dage haft tre ture på kysten, og det er gået rigtig godt, fortæller Mads Davidsen fra Savage Gears ProTeam. – Søndag var den første dag. Jeg startede omkring klokken 13 og fik hurtigt de første par fisk i nettet.
– Det viste sig, at der var godt med fisk på pladsen, for jeg havde fisket et godt stykke vand af og fået flere fisk. Jeg var nu nået ud til et super fedt rev, og på et af de første kast ud over revet rejste der sig en rigtig stor fisk, som fulgte min Zerling helt ind til stangspidsen, men desværre uden at bide. Det var en fisk på den gode side af 70 cm, det var jeg ikke i tvivl om – men skidt, for der var jo ikke noget at gøre ved det. Kort tid efter havde jeg endnu en god fisk efter – dog knap så stor, men da helt sikkert på den gode side af de 60 cm. Den ville dog heller ikke bide, men det endte alligevel med, at jeg havde fanget 11 havørred i løbet af eftermiddagen med den største på cirka 50 cm. Men – med tanken om de store fisk, som jeg havde haft efter, blev jeg jo liiiige nød til at prøve igen om mandagen.
– Her var vandet dog blevet helt stille, og det blanke vand havde selvfølgelig resulteret i, at fiskene var blevet meget forsigtige. Det lykkedes mig dog alligevel at få lidt fisk i løbet af dagen. Først på eftermiddagen stødte en af mine kammerater til, og her var der da også kommet en smule mere vind, som havde gjort, at der var kommet en lille smule krusninger på vandet. Vi endte også med at fange lidt fisk hen over eftermiddagen, men de større fisk fra dagen før viste sig ikke.
– Det var nu blevet onsdag, og jeg tog en hurtig beslutning om at tage et par timer til samme plads igen, hvilket også viste sig at være en god idé, da jeg kunne se på vejrudsigten, at der var kommet godt gang i vinden. Det havde fået fiskene i hugget, og allerede efter 35 minutter havde jeg haft seks fisk i nettet. Den største var en super flot blankfisk på 66 cm, så det lykkedes endelig at få en af de gode fisk til at hugge
– Jeg fiskede med den nye Savage Gear SG8 Salmonoid stang og en 12 grams Zerling i sort/rød, som er en rigtig god farve, når vandet begynder at blive køligt, slutter Mads, som du kan følge på Instagram her.