Gletsjere, sortbjørne, kæmpe flodbølger, hvaler, oddere, ørne, hundredvis af stålblanke laks, seks mand med en pumpgun, en hasarderet helikopterflyvning og et helt eventyrligt paradis. Tag med til Alaska.
AF JAN LARSEN
JEG FANDT DET JEG SØGTE – Stedet, der ikke giver læ for de storme, der pisker Alaska-Golfen op til 12 meter høje bølger. Bugten, der engang imellem sander til og bliver blæst op som en stor eksplosiv ballon, så alt fiskeri går i stå. Bugten er kun en svag indadgående bue på kysten, og den ligger mellem bjerge så lodrette, at højdekurverne på et topografisk kort løber sammen, så de ikke kan skelnes fra hinanden.
Dalens nordligste grænse er en gletsjer, der løber fra en farlig, sprækkefyldt ismark ned i en sø med det meget beskrivende navn: Blue Lake. Søen og dalen er jomfruelig samt eventyragtig på en gang, og hvert år vender laksen tilbage dertil for at gyde. Elven er ca. en kilometer lang fra den bryder fri af gletsjeren til dens krystalklare vand løber ud i Stillehavet. På begge sider vandrer sortbjørne i alle størrelser, og det var dem vi skulle fiske med i 20 dage.
Et sandt fiskeparadis. Øverst Jan Larsen med en af turens mange flotte sølvlaks.
På jagt efter sølvlaks
Nyopstegne blanke sølvlaks var missionen, og vi skulle gå langs elven med ro og ingen civilisation i mange kilometers omkreds. Vi havde et brændende ønske om for alvor at opleve den vaskeægte vildmark i en uspoleret, mennesketom atmosfære. Og samtidig fighte den ene springende sølvlaks efter den anden. Det lykkedes! Det, og meget mere.
Vi var fem mand plus vores erfarne turleder Lars Bo. Han ledte os fra hotellet i Anchorage til heliporten i udkanten af byen. Her skulle vi flyve ud tre og tre ad gangen for at holde vægten nede. Vi havde så meget udstyr med, at piloten vurderede, at der til sidst skulle flyves et ekstra bagagenet ud hængende under helikopteren. Det skulle dog vise sig, at det var sidste gang, han traf den beslutning. Helikopteren kom nemlig i svingninger og var tæt på at styrte ned, da han – noget svedig og hvid om næsen – alligevel fik udstyret sikkert ned på stranden, hvor vi utålmodigt ventede.
Flyveturen gav os det vildeste view mellem gletsjere og snedækkede bjergpas. Alle var målløse over udsigten, og hvor skrøbelige vi følte over terrænet i den lille æggeskal af en helikopter. Allerede under indflyvningen spottede vi en sortbjørn ved elven. – Det vrimler med dem, sagde han nøgternt. Jeg grinede lidt indvendigt og tænkte, at det sikkert var en overdrivelse. Men det skulle det vise sig, at det var det overhovedet ikke!
Den lille helikopter var nødt til at flyve tre gange for at få alle folk og al bagagen ind til campen i Alaskas vildmark.
En sikker landing ved fiskevandet
Jeg landede med det første hold sammen med Lars Bo og Erik, og vi fik læsset af. I det høje græs var der masser af bjørneekskrementer og fire dyreveksler, der krydsede hinanden. – Her camperer vi, sagde Lars. – WHAT? – sagde jeg og kiggede skeptisk på mængden af bjørnelorte, lige netop her… – Ja, de går bare udenom, sagde Lars Bo og pegede på vekslerne. – Det er godt nok et trafikknudepunkt for bjørnene. Men de gider os ikke, så de finder bare en anden vej.
Det skulle selvfølgelig vise sig, at han havde ret. Bamserne gik pænt udenom vores lejr.
Lars Bo , som nu er min rigtige gode ven, lærte mig op i Alaska. Hans erfaring gennem 35 år har nok gjort ham til en af Danmarks mest vidende om Alaskas vildmarker. Tak til Lars!
Et par timer senere kom Morten, Karsten og tyskeren Uffe. De landede med det vildeste udtryk i ansigtet, tydeligt med adrenalinen pumpende på højtryk. Piloten var vendt om i sidste øjeblik. da han skulle passere den høje gletsjervæg, fordi han ikke havde fart nok på. Han lavede en U-vending og trykkede mere til den i anden omgang, hvorefter de kom over med få meters afstand til spidsen af væggen.
Morten, Karsten og Uffe havde fået deres første vildmarksoplevelse med pulsen i top
Nå .. Vi fik sat camp op med el-hegn hele vejen rundt, for vi havde jo allerede spottet den første bjørn, og havde nok på fornemmelsen, at det ikke ville blive den sidste.
Elven var stille og klar – og vi kunne se små dolly-varden svømme rundt. Der var oddere, som kravlede rundt på en stor klippe og en hvidhovedet ørn længere nede. Vi kunne høre hvalerne ude i havet, som bankede deres haler i vandet – det lød fuldstændig som kanonskud. Så var vi i gang! – Fint, sagde Morten. – Jeg går ned og fisker… Han forsvandt mod elvens munding, inden vi kunne nå at stoppe ham, men han kom dog hurtigt tilbage, efter han havde stødt ind i den første sortbjørn. De stod over for hinanden, og ifølge Morten havde de kigget på hinanden et par minutter, hvorefter Morten begyndte at danse lidt. Bjørnen rystede på hovedet og smuttede… Morten tænkte; jeg pisser lige mit territorium af her, inden jeg går. Det gjorde han.
Der var konstant sortbjørne omkring en, når man fiskede.
Masser af bjørne ved floden
Vi troede indledningsvist ikke helt på Mortens historie, men det skulle vise sig, at den var realistisk nok. I løbet af de næste par dage, dukkede seks store fede sortbjørne op omkring os. Vi havde aftalt, at vi minimum fiskede sammen to og to og holdt øje med hinanden. Der var konstant 360 graders orientering og masser af sang, larm samt bjørneklokker på, når vi gik rundt for at undgå nogen form for konfrontation. Bjørnene var på begge sider af os med en afstand ned til omkring 10 meter hver eneste dag, og i starten tænkte jeg; du ender sgu med at blive ædt! Men bjørnene accepterede vores adfærd, og vi udviste selvfølgelig stor respekt samt lod dem gå først igennem poolen for at fiske.
Efter en uge var vi alle ”venner” og ikke nær så bange. Men… det eneste forudsigelige ved bjørne var, at de var uforudsigelige. Det viste de så fint, da de en nat pludselig besluttede at vove sig i campen, hvor de gennemrodede alt vores affald. Det var vel vores egen skyld, for vi havde glemt at sætte det på den rigtige side af el hegnet.
Undervejs på turen blev det til masser af fine, blanke og nyopstegne søvllaks som denne.
Laksefiskeri i verdensklasse
Vi fiskede med letspin samt en- og tohåndsfluestænger # 7-9 med 0.38mm tip. Sølvlaksen kom som regel ind med tidevandet, så vi kunne planlægge ethvert peakfiskeri efter vores tidevandstabel.
Når de stålblanke sølvlaks huggede på fluen, rev de let 100 meter line af hjulet på sekunder og fightede som gale – både op og ned i strømmen. Det var simpelthen sportsfiskeri i verdensklasse! Laksens utrolige kraft var på kanten af, hvad grejet kunne tåle, og det krævede en vis tålmodighed samt følsomhed at lande dem på flodens grusede banker.
Et skønt fiskeeventyr
Snitlængden var 82 cm, og Morten landede turens største på 95 cm. Det var et paradis, og dagene flød ud i et stort, skønt fiskeeventyr sammen med alle de firbenede ”venner” på sidelinjen. Når sølvlaksene var passive og ikke rørte på sig i elven, gik vi op til søen for prøve at fange dem der, og måske få en rødlaks, som havde immigreret en smule tidligere.
Vi gik fire mand rundt i den store lavvandede sø i den smukke dal. Her opfandt vi teknikken ”klapjagt”, og det var noget, som vi alle grinte af … Det gik ud på, at vi spottede store stimer og bevægelse i overfladen, hvorefter vi gik på alle sider og kastede ind i mængden. Det var vildt, når der endelig var en laks, der huggede. For det meste var laksene mere farvede i søen, men fighten og styrken var bestemt ikke aftaget. Det tog ca. 20 minutter at lande en laks. De gamle store hanlaks nogle gange mere.
Dagene gik og tiden flød ud i en ekstase af eventyr og ro. Men Paradis har også en anden side… Stedet var uforudsigeligt ligesom bjørnene. Pludselig landede der et lille Cessna fly på stranden i foruroligende mange sten. Og ud steg Mr. Wayne – Indiana Jones, som vi døbte ham senere. Han kom gående ned mod vores pool 1 og hilste pænt på.
Han fortalte, at han havde en hytte dybt inde i skoven, som han havde bygget for et par år siden. Det havde taget lang tid, da det var begrænset, hvad hans lille fly kunne have med af tømmer under hver flyvning. Han fortalte ligeledes, at bjørnene ikke accepterede hytten, og at de var tit på færde omkring den. De havde lavet kradsemærker overalt udenpå, og en gang havde de været indenfor, mens han sov. Det havde fået ham til at bygge en hems oppe under loftet, så han kunne sove i nogenlunde sikkerhed.
– Hytten bruger I bare, hvis I kommer i knibe herude, sagde han venligt. Ja tak tænkte jeg … jeg bliver sgu bare i teltet. Vi grinte, og han fik et par laks. Senere kom han ud med lidt sodavand og øl. De havde godt nok langt overskredet sidste salgsdato, men de gled ned alligevel omkring lejrbålet om aftenen. Vi havde fire dage tilbage, og alt var fantastisk. Alle havde landet over 50 laks og fået en enestående naturoplevelse. Men igen skulle det vise sig, at Fru Alaska sommetider bliver hidsig, og det skete så denne gang uheldigvis om natten.
De danske fiskere fiskede hver dag sammen med flere sortbjørne som denne.
Storm i vildmarken
Det begyndte at blæse om aftenen. Vi var alle gået i teltet undtagen Lars og Morten, der sad og hyggede sig i madteltet med lidt whisky. Omkring klokken 01.00 hørte vi Morten og Lars springe rundt og skrige: Kom ud, kom ud!
Det stormede! Og vandet væltede ind i campen. Det var bælgmørkt, og vi drønede over i madteltet. Her bemærkede jeg, at vores pumpgun flød rundt i en halv meter vand. Heldigvis i sit vandtætte rør. Vi måtte erkende, at vi slet og ret var blevet oversvømmet. Lejren var under vand, og paradiset var pludselig blevet revet væk under os!
Alle var fortumlede og holdt på teltstængerne, for at det ikke skulle lette i stormen. Storme i Alaska skal i øvrigt ikke sammenlignes med de blide vindpust, vi kalder storme i Danmark.
Elven var steget, fordi søen var blevet fyldt op med vand fra gletsjeren oppe fra og ledte vandet direkte mod lejren. Nedstrøms kom stormen fra sydøst og gik i land i udmundingen. Bølgerne steg op til 12 meters højde, da de ramte kysten og væltede op ad elven igennem vores pools. Vandet blev således trykket helt op mod i campen. Tyskeren Uffe var gennemblødt efter han faldt ned af sin stol i madteltet under kampen… her kom så et par tyske gloser ud af hans mund, der fik os alle til at grine midt i kaos.
Godt så … Vi var havnet lige i stormens epicenter. Alt var kaos! Det lysnede heldigvis hurtigt, så vi kunne få en slags overblik. Alt stod totalt under vand, og alt var ødelagt. Dog havde vi heldigvis vandtætte duffelbags med tørt udstyr i. Vandet trak sig tilbage efter et par timer, og stormen lagde sig. Erik kiggede på mig… – Hvad fanden gør vi? – Vi går selvfølgelig ned og fisker, for vi har to dage endnu, var svaret…
Campen var tæt på flodens udløb i havet, hvilket fik stor betydning, da stormen rasede og vandet steg.
Masser af laks, so what the fuck
Erik, Lars og jeg blev i lejren, mens de andre pludselig kom i tanke om, at Wayne havde tilbudt sin hytte. Lyspunkt og glæde ramte gruppen. Uffe, Morten og Carsten tog deres våde udstyr på nakken og vandrede udmattet op mod skoven. Der var cirka to kilometers gang gennem fugtig jord, sten og træstammer, der flød rundt. Målet var at tørre alt og få hvilet lidt ud oven på nattens udfordringer.
Erik og jeg prøvede at fiske, men elven var chokoladebrun, så det opgav vi på stedet, men hey… det skulle prøves… Vi kiggede på hinanden – lavede sjov og grinte … Det er sgu for VILDT! Inderst inde vidste vi begge, at turen var reddet. Vi havde landet masser af drømmelaks, so what the fuck!
Vi fik pakket resterne af lejren sammen, og sidst på dagen gik vi mod hytten. De andre kom tørre imod os og hjalp det sidste stykke. Hytten havde reddet os, og der var varmt nu takket være Waynes lager af tørt brænde. Vi så kradsemærkene på samtlige beklædningsbrædder udenfor, og det bekræftede Waynes fortælling, som vi tidligere havde grinet lidt af.
Alt godt slutter før eller siden, og således også vores tur. Vi skulle hjem til civilisationen igen. På vej hen over stranden mod helikopteren, opstod der et øjeblik, hvor vi alle stoppede op og kiggede på hinanden. – FUCK ET EVENTYR, skreg vi i munden på hinanden og krammede løs på kryds og tværs.
ARTIKLEN ER BEARBEJDET AF TOBIAS SCHULTZ
