Ascension Island fra kajak

Kasper Ramkjær og hans kammerater er vilde med barske udfordringer fra deres kajakker – og gennem tiden er det blevet til hardcore fisketure til bl.a. Costa Rica, Florida, Spanien, Norge og Mexico. Følg med til Ascension, hvor gutterne udfordrer de rå vejrforhold og ikke mindst de mange bomstærke rovfisk, som jager omkring vulkanøens stejle klipper.

Tekst: Kasper Ramkær

Kajakfiskeriet

WOW EN UDSIGT! Terrassen ligger 20 meter over det dybblå hav. Vi er lige ankommet, og Joe står med kikkert og har spottet jagende fisk. En sti fører os direkte fra huset ned til en lille vig. Brændingen drøner taktfast ind på stranden, og indimellem løfter en kæmpebølge sig pludselig op af havet og tæver mod klipperne, så vandet sprøjter højt op i luften.

Havets kræfter er tydelige på denne lille vindblæste ø midt ude i Atlanten. Vores største skræk er hverken de kæmpe tigerhajer, der huserer omkring øen eller at drive til havs, men derimod at brændingen er så høj, at kajakkerne ikke kan søsættes. Det vil spolere hele idéen med at fiske øen fra kajak. Men indimellem de store dønninger kommer der perioder, hvor bølgerne er overkommelige. Overstadige over udsigten til kajakfiskeri styrter vi ned over den ujævne sandstrand og kaster os i bølgerne, før kajakkerne rigges til.

Kajakfiskeriet starter – og en popper giver første fisk

ENDELIG kan vi med dirrende spænding tage de første kast fra kajakken. Men forventningen indfries ikke. Den ene kreative agn efter den anden forsøges. Efter et par timer finder vi nogle undersøiske rev og ændrer teknikken en smule. Agnene spinnes nu ind i maksimalt tempo, hvor klipperne rager op i vandet, og det tirrer fiskene. En popper høvles ind. Pludselig bryder overfladen bag agnen, og det giver et sug i stangen, da kæberne smækker med et hult klonk. En serie hæsblæsende udløb følger, før en 4 kilos black-jack kan håndlandes fra kajakken. Både groupers og jacks hugger nu hidsigt, og det lykkes Joe at kroge to groupers på én wobler samtidigt

Mikael sidder med et ret stille i kajakken. Hver gang en dønning løfter hans kajak op, stirrer han intenst ud til højre. Det var ikke en skildpadde, siger han med an­spændt stemme. Og det var sgu heller ikke nogen delfin. Den matte grå trekantede finne ses nu tydeligt. Den skærer gennem vandoverfladen, og man kan se halefinnen rage op et par meter efter – den er stor. Alt for stor!

HAJEN er nu mindre end 20 meter væk, og shark shieldet, der ellers skulle lave et beskyttende elektrisk felt omkring Mikaels kajak, ligger til opladning hjemme i hytten. – Jeg tror der er hajer her, råber Mikael til Jeppe – hvilket er en kraftig underdrivelse. Jeppe ser nu hajen, og på få sekunder vender intenst fiskeri til panikagtig flugt mod lavere vand. Det er en stor grim tigerhaj, som følger de store havskildpadder, der er inde ved øen for at lægge æg. Mikael har set og fanget en del hajer i sit liv – inklusiv tigerhajer, og er ikke i tvivl om størrelsen. Han skyder den til cirka fem meter. Denne haj er væsentlig længere end kajakkerne. Selvom hajer normalt ikke angriber, kan vi ikke lade være med at tænke tanken – hvad ville der ske, hvis dette bæst satte tænderne i kajakkernes ellers stærke gummi. Joe og jeg selv ligger samtidigt i lykkelig uvidenhed 300 meter længere ude. Af ren venlighed vælger Mikael og Jeppe ikke at kalde over walkien og gøre opmærksom på, at der er en kæmpe haj mellem os og øen

Godt trætte sidder vi uden for hytten og får et par drinks. Stuen og terrassen er allerede et kaos af fiskegrej, kajak- og kameraudstyr, udstyr til undervandsjagt, opvask og indkøb. Men tidligere ture med samme besætning har vist, at oprydning kun holder et par timer, så vi har på forhånd opgivet. Joe er ved at montere et videokamera på stativ i spidsen af sin kajak. Jeppe jamrer løs over sine stærkt sol­skoldede ben. De er svulmet voldsomt op, og man kan ikke længere se, hvor benet stopper og foden begynder. Vi overvejer kort at dræne vandet fra med en stegegaffel, men giver ham i stedet noget Tungis (lokal kaktus-brændevin).

STRANDEN bades i fuldmånens lys, og vi nyder, at natten ikke bliver under 23 grader. Med et ser vi i månelyset noget stort, som bevæger sig nede på stranden. Joe tænder sin lygte. En kæmpe hav­skildpadde er ved at mave sig op på stranden for at lægge æg. Hver gang vi lyser ud over stranden, ser vi flere skildpadder i færd med at grave reder. Vi lister ned på stranden, og denne gang ser vi, hvor vi træder. Tanken om hvor mange skildpaddeæg vi har jokket på i løbet af dagen, strejfer os. Det er helt uvirkeligt at sidde på en øde strand og se disse fantastiske dyr med største ro og møjsommelighed sikre næste generation. Man bliver helt ydmyg. Vi får et par gode billeder og videooptagelser, før vi lader dem i fred

4-hjulstrækkeren er tungt lastet med de 4 kajakker, fiskegrej og udstyr til undervandsjagt. Planen er at sejle et godt stykke ud fra øens

vest­side, hvor 100-meter dybdekurven kommer inden for kajakafstand. Vi padler målrettet ud fra den lille strand med det trygge turkisblå vand. For at spare lidt tid, padler vi tæt forbi et rev. Ud af ingenting hæver en 2½ meter mur af vand sig op fra revet, og dønningen brækker kun 5 meter fra den nærmeste kajak. Vi kigger lidt skeptiske ind på kysten. Lavaklipperne falder fra 30 meters højde lodret ned i vandet, og deres forrevne former ser alt andet end venlige ud, når kæmpe dønninger smadrer mod dem. Vi holder afstand. Efter 20 minutters padlen runder vi pynten, og kan se op langs hele øen. Kystlinjen består af lodrette klipper, så langt øjet rækker. Der er ikke en strand, havn eller beskyttende vig. Men vi føler os klar efter en god nats søvn og et festmåltid aftenen inden. Dagen før har vi nemlig været på harpunjagt på øens mange rev efter muræner, blæksprutter, amber-jacks og store fede langustere! Hjemmefanget sushi og grillede langusterhaler i solnedgangen gav fornyet energi efter mange timers padlen.

DØNNINGERNE bliver større, og en hård vind laver nu hvide toppe overalt på havet. Der skal padles hårdt og konstant, da man eller hurtigt driver tilbage med vinden. Det giver unægteligt et lille sug i maven, da vi tænder ekkoloddet, og dybden viser 50 meter. Vandet er også gået fra turkist til dybblåt. Vi padler længere ud, og når de 65 meter – her burde være dybt nok til store amber-jacks. Drivankrene bliver kastet, og de bremser effektivt kajakkernes i den hårde vind. Denne gang har vi også husket shark shieldet!

 

 

Fantastisk fiskeri fra kajakken efter Amber-Jack

Vinden bærer skråt fra land, men vi vurderer, at vi altid kan komme ind ved at padle sidelæns på vinden. Med stor spænding lader vi vores speedjigs suse ned i vandet. I samme øjeblik de rammer bunden 70 meter nede, ruller vi med fuld hammer op. Det virker absurd, at tæve pirkene op gennem vandet i et tempo, hvor en Øresundstorsk aldrig ville kunne følge med. Men sådan fungerer det ikke i 28 graders tropisk vand med top-tunede rovfisk. Bang – stangen bøjer sammen, halvvejs oppe i vandsøjlen. I samme øjeblik flås pirken tilbage mod bunden i et rasende udløb, og Jeppe er ved at stå på snotten ud over kajakken og ned i dybet. »Shiiiit« udbryder han, da balancen er genvundet, og fisken stadig trækker mod bunden. Efter 10 minutter ligger en skinnende ravfarvet

amber-jack i overfladen. Og den er ikke en gang specielt stor – højst 6-7 kg! Vi overvejer, hvordan en amber-jack på 40 kg så må trække… De næste par timer skiftevis driver og padler vi. Fiskeriet er hektisk, og på et tidspunkt sidder vi alle tre med fuldt bukkede stænger og hidsige udløb. Kølekasserne er efterhånden fyldt, og store haler fra amber-jacks, groupers, black jacks og mange andre fisk stikker ud til alle sider. Vinden tager til, og vi er efterhånden langt fra land, men det er svært at stoppe midt i så godt et fiskeri.

KYSTLINIEN vi sejlede ud fra, er kun en lille streg i horisonten, og vi trækker drivankrene op. Vinden er steget til nærmest kuling. Vand og bølger slår med mellemrum ind over kajakkerne og til sidst sidder vi i 5-10 cm vand, men det kan ikke betale sig at øse, da vinden så blæser kajakken langt tilbage igen. Dønningerne er meterhøje, og ind imellem kan man slet ikke se de andre kajakker. Man kan nå 3-4 padletag på vej op af en dønning, før man glider ned på den anden side. Der er ikke andet for, end at bide tænderne sammen og padle. Musklerne syrer til, og vi er gennemblødte. Men efter en times benhård sejlads er vi endelig ved stranden, hvor en noget bekymret og pisse-sur Mikael venter. Jeppe er den første til at forsøge en landgang i den høje brænding. Han padler alt hvad han har lært, men lige lidt hjælper det, da hans kajak pludselig bliver fanget på tværs af en stor bølge. Sekundet efter brækker den. Jeppe kyles nådesløst ud, da bølgen vender bunden i vejret på kajakken, og kaster den op mod stranden. Jeppe og Mikael kæmper nu i brændingen med at redde kajakken, mens grej og stænger skyller rundt. Vi ser til fra havet i vished om, at det er vores tur næste gang..

Vi ligger igen på ca. 60 meter vand og speedjigger, da Joe pludselig råber »guldmakreller«. Fiskenes blå og gule farver lyner tre meter under kajakkerne. Vi rigger febrilsk om, og snart følger makrellerne efter vores agn, men uden at hugge. Endelig kommer en stor »bull« resolut svømmende mod en lyserød blæksprutte, der pisker ind i overfladen. I et sprøjt af vand hugger den, og i næste øjeblik hænger den 1½ meter oppe i luften. Tre hop senere smider den agnen i et hidsigt rusk med hovedet. Vi kaster videre, men makrellerne er forsvundet lige så hurtigt, som de kom. Et par timer senere har vi igen fået lokket guldmakrellerne til kajakkerne, men desværre også hundredvis triggerfisk, som med piratfiskelignenede adfærd, kaster sig over alt man smider i vandet. Selv sprutteskørter bides i stykker. Samtidig er det stort set umuligt at kaste, da der lige over kajakkerne hænger 15 aggressive fregatfugle, som angriber alt i luften og vandoverfladen.

Vi er under angreb fra alle sider, og Jeppe har allerede fightet to fregatfugle ned i kajakken. Situationen er dybt frustrerende – guldmakrellerne lyner og blinker omkring kajakkerne, mens luften fyldes af fuglenes skrig, og triggerfiskene piller ens krog for agn på et splitsekund. Joe, som ellers er kendt for sin enorme tålmodighed og rare væsen, råber og skriger som en besat af fuglene, mens han i desperation tæver sin stang ned i vandet. – Det er kraftedeme løgn det her, galer han, da to fregatfugle lidt efter vikler sig komplet ind i hans line. Det er ikke noget kønt syn, der møder os, da der lidt efter lyder et par hårde klask fra hans kajak. Endelig når en guldmakrel at hugge.

FISKEN danser henover vandet og lander et øjeblik nede i kajakken for dernæst at hoppe tilbage i vandet. I næste sekund tager den et kraftigt udløb mod bunden. Midt under fighten mærker jeg pludselig et par dunk på undersiden af kajakken. Adrenalinen pumper i forvejen pga. guldmakrellen, men tanken om at en tigerhaj smager på kajakken, får spændingen til at nå nye højder. Med et glider en kæmpe hav­skildpadde frem under kajakken. Den ligger nu og gnubber sig mod kajakkens side i noget der minder om en slags parringsadfærd. Det er en mildest talt forvirrende følelse, at klappe en havskildpadde på over 100 kg fra kajak, samtidigt med at skulle koncentrere sig om en guldma­krel, som hopper og danser for enden af ens line. Den slags oplever man vist kun på Ascension.