Vi lystfiskere elsker at gense vores fangster samt dele billeder og historier med andre lystfiskere. Igennem de seneste år er det blevet både nemmere og billigere at lave små klip eller længere fiskefilm. Her deler tre ivrige og dygtige GoPro brugere ud af deres erfaringer med de små vandtætte kameraer.
Af Gordon P. Henriksen
Foto: Gordon P. Henriksen, Michael Koldtoft, Dennis BomBom, Peter Andreas Christensen og Jan Veiby
FLERE OG FLERE render rundt med et lille vandtæt GoPro kamera spændt på maven, hovedet eller en pind, når de er på fisketur – og denne type af kameraer er også almindeligt brugt i forskellige typer af film- og TV-produktioner. For nylig har jeg også selv anskaffet mig et sæt GoPros, og selvom jeg ikke har planer om at bruge optagelserne professionelt, er det rigtig sjovt at kunne filme mine fisketure og fangster. Jeg er forbavset over, hvor gode resultater man relativt nemt kan få og glæder mig til at lege mere rundt med det og blive dygtig til at klippe filmene selv. Andre lystfiskere jeg kender har dog stor erfaring med disse kameraer i mange år, og her får du lidt af deres erfaringer, i tilfælde af du selv overvejer nyt legetøj…
DENNIS SKOU er bedre kendt som BomBom, og der er gode chancer for, at du er stødt på én af hans mange kajakfiskefilm på youtube. – Jeg elsker at dokumentere mit fiskeri, fortæller Dennis. – Det startede med at jeg filmede for at have mulighed for at gense på mine oplevelser og mit fiskeri. Jeg startede med et kompaktkamera, der kunne optage noget primitivt video. I takt med at jeg kom mere og mere i gang med at lave videodagbøger om mit fiskeri, steg mine krav til kvaliteten. Jeg lavede en del research og landede på et GoPro Hero2. Den brede vidvinkel gjorde, at jeg kunne sætte det i fronten af min kajak og få hele min oplevelse med på video. Det er altså fedt at kunne se dagens fiskeri igen, når man kommer hjem – plus at man altid har et trofæbillede lige ved hånden.
Mulighederne med GoPro er mange, og specielt med de nye modeller er der rigtig mange fede features. Jeg bruger nu også et Black Edition, og de to kameraer har jeg monteret, så de filmer fra forskellige vinkler, hvilket giver nogle rigtig gode action-skud. Jeg har alle mine GoPro’s koblet på den samme fjernbetjening, så jeg med et enkelt tryk kan tænde og betjene alle kameraer samtidig, slutter Dennis og pointere, at det er nemt og lige til.
MICHAEL KOLDTOFT er trollingfisker med kæmpestort T. Han driver til daglig Trolling Centrum i Tåstrup og har været tidligt med på bølgen med at filme sine trollingture. Han har pt. 140 fiskefilm liggende på Youtube! – Jeg elsker at filme mine trollingture, og her bliver GoPro brugt flittigt, forklarer Michael. – Som trollingfisker er der et tidspunkt, som betyder næsten alt, og det er lige når hugget falder og knarren begynder at brøle. Dette sker primært, når man laver noget andet, så at få det på film er et kæmpe boost. – På mine ture bruger jeg tre GoPro kameraer. Et som fra start til slut filmer stængerne, så hugget kommer med. Dernæst har jeg et som filmer under vand hele tiden. Det kan være nede i dybet for at få fiskens hug med, eller lige under båden for at få fighten og landingen med. Det sidste bruges til div. optagelser rundt på båden og bliver konstant flyttet rundt med speciallavede monteringsklodser.
At filme trollingture med GoPro kræver lidt øvelse, griner Michael, og jeg har lært det på den hårde måde. Her er en stribe gode råd.
1. Få mange vinkler med, når du filmer. Gør lidt ud af at flytte kameraet rundt i båden, så du får forskellige vinkler på dine optagelser. Du kan bruge dine downriggere, motoren, sugekopper osv. til at fæstne dit kamera på og få nogle spændende vinkler. Men husk, at kameraet altid skal stå stille. Jeg syntes ikke det der dogme film, hvor kameraet sidder i panden eller på brystet er til at holde ud at se på. Det kan bruges til supplerende billeder lige ved landing eller noget, men aldrig mere en 5-10 sek.
2. Fortæl en historie med din film. Det er ret uinteressant for andre end en selv at se en mand i 37 minutter stå og trække i en fisk, hvorefter kameraet slukkes, når fisken ligger i båden. Start fx med at filme i havnen, når båden sættes i – og lav en god stemning, inden selve huggene og fightsne, der skal klippes stramt ned, så man kun ser de spændende tidspunkter i den. Det kan være hugget, spring og landing, slutter Michael.
– REDIGERINGEN er utrolig vigtig, – fortsætter Michael. – Vil man lave en god film, så er det også vigtigt, at den præsenteres ordentligt. Gratisprogrammer kan til tider bruges, men har tit problemer med en ordentlig kvalitet til youtube-visning eller til brænding af en DVD. Glem alt om at lægge længere klip op på youtube, som ikke er redigeret. Det er der ingen som gider se på., slutter han.
– PETER ANDREAS CHRISTENSEN arbejder med fiske- og dokumentarfilm og er hovedkraften bag filmene A Backyard in Nowhere og Only the River Knows. – Da jeg første gang fik fingrene i et GoPro, var jeg temmelig skeptisk, tilstår Peter. – Sammenlignet med mine andre kameraer virkede GoPro’et nærmest som et stykke legetøj, der næppe ville kunne bruges i en professionel sammenhæng. Men fra andre filmproducenter kunne jeg dog se, at kameraet fra tid til anden tryllede nogle fantastiske optagelser frem. Ganske vist kommer der meget forvrænget og uanvendelig film ud af et GoPro, men brugt rigtigt opdagede jeg, at det kan give fantastiske billeder. På en måde er det faktisk et dejligt stykke legetøj, for det passer ind alle de steder, hvor man ikke vil placere dyrere, større kameraer. Det kan være i vandet, på flyvere, under biler eller på kroppen. Så fra et professionelt perspektiv kan man sige, at det er et særdeles brugbart stykke legetøj, der kan bidrage med nye vinkler på for eksempel fiskeri.
Blander man optagelser fra D-SLR – altså spejlreflekskameraer, som ofte har et meget filmisk look, med optagelser fra GoPro, der ofte har et meget forvrænget look, så bliver det sjældent særligt flotte overgange. Men hvis GoPro’et står helt stille, ser man ikke forvrængningen.
Den nye generation af GoPro’s har features, der gør kameraet endnu mere anvendeligt. Jeg har netop filmet med Hero 3 Black Edition, den nye topmodel, og vil på den positive side fremhæve super slow motion (120 fps i HD) og de forskellige modes (Ultra Wide, Medium og Narrow) som svarer til at have forskellige optikker at vælge i mellem. Det giver nye, kreative muligheder, og man kan slippe for den lidt slidte fish-eye effekt, der har været et irritationsmoment for mig ved brug af de tidligere modeller, slutter han.
DER ER ALTSÅ MULIGHEDER NOK, og uanset om man skal bruge kameraerne for sjov eller til mere seriøst brug, bliver man konstant dygtigere. Kameraerne er ikke dyrere end, at man kan komme hurtigt i gang. Når først du er tilfreds med resultatet, kan du dele det online og hvem ved – måske bliver du den næste store filmkomet…
Her finder du nogle af eksperternes film.
http://www.youtube.com/user/BomBomVideo








