FISKERI EFTER LAKS
Det danske laksefiskeri kan opdeles i to – nemlig åfiskeriet efter jyske laks, der er lever deres havår i Nordsøen og Atlanten – samt trollingfiskeriet efter Østersølaks på Østersøen, der stammer fra vandløbene her.
Laksen gyder i vandløbene og lever en stor del af deres liv i havet, hvor de primært spiser fisk som sild og brisling. Forår, sommer og tidligt efterår trækker de op i åerne, hvor de stort set ikke tager føde til sig og gyder midt på vinteren. De lokale fredningstider og mindstemål kan variere, men som udgangspunkt er laksene fredet i ferskvand fra den 16 november til den 28/29 februar. I mange af de vestjyske åer er fredningen udvidet fra 15 oktober til 15 april. I saltvand er farvede laks fredet overalt fra 16. november til 15. januar med udvidede fredninger i Vadehavet og de vestjyske fjorde.
Åfiskeriet efter laks i Jylland er styret af fangstkvoter, der hvert år udstikkes af DTU Aqua på baggrund af tidligere opgang og prognoser for de kommende år, mens trollingfiskeriet i Østersøen pt generelt er begrænset til hjemtagning af 1 finneklippet laks om dagen pr. person.
Lakseåer i Danmark
I Danmark ligger alle lakseåerne som nævnt i Jylland. Det drejer sig om de vestvendte lakseåer; Skjern Å, Storåen, Varde Å, Sneum Å, Kongeåen, Ribe Å, Bredeå og Vidå – samt Gudenåen, som løber ud i Randers Fjord og Kattegat. Langt den største opgang findes i Skjern Å og Storåen.
Læs om fiskeriet i de forskellige lakseåer i disse artikler på fiskogfri.dk

Spinnefiskeri efter laks
Fiskeriet med spinner er uden sammenligning den mest populære form for spinnefiskeri efter laks i de danske åer. Her er det især kondomspinnere samt Mepps str. 4 og 5, der er mest effektive. Fiskeriet med spinner kan bedrives med både op- og nedstrøms teknik – typisk med lidt mindre blade til nedstrømsfiskeri. Woblere i 5-8 cm klassen i kradse orange og røde farver kan også være et effektivt våben.
Spinnestangen er typisk på 8-10 fod med en kastevægt på 10-40 gram eller 15-50 gram til stræk, hvor man har brug for at presse fisken særligt meget. Dette kombineres typisk med et stærkt fastspolehjul str. 4000 fyldt med 0,17-0,18 mm fletline og et fluorocarbon forfang af 0,37-0,40 mm – typisk sammenføjet til hovedlinen med en not-a-knot. Jo koldere, højere og hurtigere vand desto tungere og større agn, som skal fisket dybt – eksempelvis med lav stangføring. Omvendt jo varmere, lavere, langsommere samt klarere vand.
Spinnegrejet kan også bruges til at fiske med naturlig agn – fx rejer eller orm, hvilket er en utrolig effektiv teknik. Agnen fiskes typisk enten under et drivende flåd – eller på et bundtakel, der akkurat er så tungt, at taklet med agnen bumper langsomt og lokkende med strømmens fart nedstrøms – lige over bunden.
Vær opmærksom på de lokale regler for fisketeknikker og især naturlig agn, der varierer i forskellige åer.
Læs mere om spinnefiskeri efter laks i disse artikler på fiskogfri.dk

Fluefiskeri efter laks
Laksefluefiskeriet i de danske åer har stærke traditioner, og selvom flere og flere dyrker det lette fiskeri – også på overfladen med enhåndsstænger, så fisker langt de fleste nedstrøms med tohåndsstænger. Også her gælder det, at jo koldere vand desto vigtigere er det at fiske dybt og med større fluer – og omvendt i varmt, lavt vand.
Valget af grej er ofte tohåndsstænger på 12-14 fod i klasse 8-10 – kombineret med et tilsvarende stort hjul. Afhængig af dybden, der fiskes i, bruges alt fra flydende til hurtigt synkende liner. Spidsen af forfanget er oftest 0,35-0,45 mm af nylon eller fluorocarbon.
Læs mere om fluer og fluefiskeri efter laks i disse artikler på fiskogfri.dk

Trolling efter laks
Når der fiskes på de store, åbne vidder på Østersøen er trolling uden sammenligning den mest effektive måde at finde laksene på, da man ved brug af spilende redskaber som paravaner mv kan afsøge et stort areal i bredden – samtidig med, at man ved hjælp af downriggers og stackers kan fiske flere forskellige dybder super effektivt.
Da der fiskes langt fra land på åbent hav er der typisk tale om lidt større småbåde, hvor sikkerheden med motorer, GPS og VHF naturligvis skal være i orden. Redningsvesten er som til alt bådfiskeri en selvfølge.
Grejet er typisk trollingstænger på 7-9 fod i IGFA-klasse 10-30 lbs. Dette kombineres typisk med et mellemstort multihjul med linetæller for bedre at kunne holde styr på fiskeafstand og dybde. Linen er ofte 0,35 mm nylon men 0,20 mm fletline kan også bruges.
Der kan anvendes mange forskellige typer af agn, hvoraf blink som store lakseskeer er det mest almindeligt brugte. En anden populær agn er woblere. På visse dage kan naturlige agn som fx løjer fisket i et agnhoved også være lige det, der skal til for at udløse hugget.
Læs mere om trollingfiskeri efter laks i disse artikler på fiskogfri.dk
Brug menuen for at læse artiklerne:
Klik på linkene for at læse artiklerne:
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Modtag de nyeste artikler samt fede tilbud fra vores annoncører.
Så er du tilmeldt.
Vil du skrive for Fisk & Fri?
Er du god til at skrive og fotografere – send os en mail med dine artikel ideer.






