FISKERI EFTER ABORRER

Aborren er med sine røde finner, sorte striber og grønlige krop en af vores smukkeste fisk, der lever i både fersk- og brakvand. Rovfisken, der i høj grad lever af andre fisk samt krebs, gyder i Danmark som oftest i april-maj. Der er ikke nogen fredningstid på aborrer og kun i saltvand er der et mindstemål på 20 cm.

De bedste fiskepladser til aborrer

Fiskeriet efter de sortstribede aborrer er super let tilgængeligt, for man kan finde aborrer i næsten samtlige vande landet over fra det mindste langsomt flydende vandløb til den største å over tørve-, grus- og mergelgrave til moser og søer af alle størrelser – samt i de vidstrakte brakvandsområder i Sydøstdanmark og vores fjorde i Vestjylland.

Fiskene kan – både i små og store størrelse, findes mere eller mindre på alle dybder, så det er bare med at prøve sig frem. Banker med grøde er en af de klassiske pladser, men de findes også ud på større dybder.

 

Spinnefiskeri efter aborrer

Der findes mange måder at spinnefiske efter aborrer på. Fælles for dem er, at der er tale om det helt lette grej – typisk med kastevægte fra 5-15 gram og en følsom, klinge typisk med en lidt toppet aktion. Til diagonalt spin med fx små spinnere, woblere eller blink er det ofte 7-9 fods stænger der anvendes, mens det til forskellige former for vertikalfiskeri med softbaits – eksempelvis dropshot, Texas eller Carolina rigs ofte er lidt kortere stænger i 6 fods klassen. For at få god føling med agnen, er det ofte fletline i 0,08-0,10 mm der anvendes – gerne kombineret med et forfang af fluorocarbon på 0,20-0,25 mm. Er der mange gedder med skarpe tænder, kan man være tvunget til at anvende kraftigere forfang af fx wire, hvilket dog normalt vil give markant færre hug. De fleste bruger fastspolehjul i str. 1000-2500, men små low profile baitcaster multihjul kan også bruges.

Læs mere om fiskeriet med kunstagn efter aborrer her.

 

 

Medefiskeri efter aborrer

Medefiskeri efter aborrer er super effektivt og kan foregå på mange forskellige måder. Den mest klassiske – ormen under et flåd – er en sand vinder, der bare altid virker. Vil man være lidt mere selektiv efter større fisk er fiskeri med levende agnfisk som fx skaller – enten fisket under et flåd eller på et glidende paternostertakel ved bunden også super effektivt. Skaller på fx 6-12 cm er en helt perfekt størrelse, men rigtig store aborrer kan sagtens tage større agn.

Skalrejer er også en god agn til aborrer, hvilket bringer os videre til en af de suverænt bedste agn til brakvandsaborrer – både i åen og ude i det brakke – nemlig levende fjordrejer. Noget af de mest effektive og sjove er at fiske dem under et flåd med en 11-13 fods flådstang, men de kan også fiskes effektivt på et bundtakel – eksempelvis med en quivertip stang.

 

Læs mere om fiskeriet med naturlige agn efter aborrer her.

 

Brug menuen for at læse artiklerne:

Klik på linkene for at læse artiklerne:

Vil du skrive for Fisk & Fri?

Er du god til at skrive og fotografere – send os en mail med dine artikel ideer.

HAR DU FANGET EN STOR FISK?

Send os din historie og et godt foto inden du lægger den på facebook.
Pantaenius bådforsikring
Sport Dres
Daiwa Luvias