ER PIGER BARE BEDRE?

Fanger pigerne virkelig flere havørreder og laks end vi drenge? Noget tyder måske på det. Fisk & Fri’s Pelle Klippinge løfter sløret for tankevækkende observationer, der giver stof til eftertanke – med et glimt i øjet…

Af Pelle Klippinge

KVINDER, der praktiserer lakse- og havørredfiskeri, fascinerer, og flere oplevelser ved vandet de seneste sæsoner gjorde mig stadigt mere nysgerrig omkring fænomenet. Det var nemlig bemærkelsesværdigt, hvor stor fiskesucces pigerne havde.
Ved Emån havde jeg blandt andet en pudsig observation, da Eva Nilén i en rask vending, og med den største selvfølgelighed, landede et par flotte havørreder. Dette lige foran næsen på vores gruppe af ellers erfarne og succes­vante ørredhajer – gutter der havde haft stort besvær med et vanskeligt og totalt gennemfisket vand.

En anden umulig dag landede min egen »Fru Pia« en rigtig basse med et elegant kast over en fjordstrøm. Ørreden var et muskelbundt, og gik flere gange fri af vandet – til stor overraskelse for et par fiskende herrer, der havde forsøgt sig dagen lang med alskens fluer uden at mærke eller se det mindste.

DER FINDES TALRIGE ANDRE EKSEMPLER, og stille og roligt begyndte jeg at fundere over, om pigerne simpelthen har mere fangst­succes end mænd. På trods af at have været vidne til adskillige episoder de seneste 20 år, der indikerede denne sammenhæng, virkede det alligevel besynderligt. Emnet satte gang i en stigende undren, og jeg fandt noget litteratur, der tog emnet op. I »Salmon & Women« af Wilma Paterson og Professor Peter Beham i 1990 oplistes talrige, tankevækkende eksempler på kvinders evne til at fange rekordstore laks – fx rekorder fra 1920’erne og frem som står den dag i dag. Det indgyder respekt og beundring.

I 1922 opremses blandt andet Georgina Ballantines 29 kilo-laks fra Tay i Skotland, Clementina Morisons 27,7 kilo-laks fra ligeledes skotske Deveron og Doreen Daveys 27 kilo-laks fra engelske Wye. I Skandinavien topper norske Anette Platou listen med en 26,3 kilo-laks fanget i elven Eira på Vestlandet i 1954. Opremsningen af monstrøse »kvindelaks« er alenlang, og skulle nok kunne gøre de fleste, mandlige laksefiskere befippede af bar misundelse. Tager man med i overvejelserne, at pigerne er en forsvindende lille minoritet ved elvene, bliver det endnu mere spektakulært.

 

 

GENNEM TIDERNE har flere andre forfattere ligeledes bemærket denne usædvanlighed og søgt forklaringer. En velkendt af disse var Jock Scott, der i sin tid stod bag flere klassiske værker omhandlende laksefiskeriet. Han skrev følgende linjer i bogen »Game Fish Records« fra 1936; »I have often wondered why ladies prove to be so exceptionally successful at salmon fishing …I wish I could discover it…«

Om der kunne findes en slags hemmelighed eller lignende bag kvindernes resultater, var et spændende spørgsmål, jeg prøvede at grave dybere i. Ja, hvis man altså ser bort fra faktorer som dygtighed og stædighed forstås, for de burde næsten være ens for både mandlige og kvindelige fiskere.

»Salmon & Women« berører forskellige muligheder – eksempelvis at laksen har en utrolig lugte- og smagssans, som hjælper den med at finde tilbage til sin opvækstelv fra de store have. Laksen kan let spore minimale duftpartikler, eller såkaldte feromoner, hvilket udløser forskellige typer af reaktioner hos fisken. Og muligvis kunne der i denne fysiologiske evne gemme sig en forbindelse til pigernes fangster – ikke mindst når gydeperioden nærmer sig. Store hanlaks bliver da beviseligt ekstra tiltrukket af »kvindelige« dufte.

Jeg har i samme forbindelse hørt om fiskere, der gnider agnen mod hunlaksens analåbning – overbevist om, at processen øger hannens bidelyst. Rent hypotetisk er det måske sådan, at en hanlaks lettere »forføres« af en feminint præpareret flue end en duftfri? Spørgsmålet er bare, hvorfor den i så fald skulle være ansporet til at bide i hunnen? Teorien er naturligvis noget usikker men stadig både spændende og – humoristisk…

INTERESSANTE og mere videnskabelige iagttagelser baseret på laks findes der fra Clearwater River i Idaho. Opsynsmanden, som passede laksetrappen, og optalte laksene, viste, at han meget simpelt kunne stoppe opvandringen ved blot at proppe en finger i vandet øverst i laksetrappen et kort øjeblik. Laksen afbrød omgående fremfærden på grund af lugten af menneske, og genoptog først sin vandring en halv time senere. En dag da opsynsmanden skulle demonstrere dette for en gruppe besøgende, var det en kvinde som stak sin finger ned først. Til opsynsmanden store overraskelse, udløste det ingen reaktion hos laksene, der ufortrødent fortsatte opvandringen. Efterfølgende blev det en af de mandlige besøgendes tur, hvorefter laksene straks standsede op. Stof til eftertanke…

EFTER MANGE ÅR som instruktør ved fiskekurser har jeg heller ikke undgået at bemærke de kvindelige deltageres succeser. Et hurtigt kig i statistikken viser også, at denne minoritet »vinder«. Deltagerfordelingen det seneste tiår siger cirka 1 kvinde per 25 mand, men hvor fangsterne til gengæld tæller dobbelt op i kvindernes favør. Findes der andre årsager, der kan forklare dette?

Min opfattelse, når det gælder kurser og lignende, er, at kvinder er mere lydhøre end mænd. De søger råd, lytter, tager til sig og følger sidenhen den fastlagte strategi. Derfor er de også betydeligt lettere at instruere i eksempelvis kasteteknik end mange af deres mandlige medkursister – der ofte hellere følger gamle vaner eller egne ideer.

En anden faktor, der kan betyde noget, er, at mange kvinder gribes af konkurrenceinstinktet. De vil præstere og fange – ikke mindst, hvis der er mænd i nærheden. De vil give det modsatte køn en lærestreg og sætte os lidt på plads. For det meste synes mændene, det er meget sjovt med konkurrence, mens andre har sværere ved at tackle de »anderledes« konkurrenter, og bliver frustrerede. Her findes således en konkurrencesituation, som pigerne måske tackler bedre.

Ved enkelte lejligheder har jeg været vidne til helt uforglemmelige oplevelser. Engang fiskede et par sammen, hvor kvinden var nybegynder. Efter endt kastekursus var praktisk fiskeri på programmet. Jeg hørte pludselig et højt skrig fra kvinden, og skyndte mig frem. Her lykkedes det mig i sidste sekund at hjælpe med landingen af en granvoksen ørred. Vi havde ikke nået at gennemgå landingsteknik på kurset, og kvinden havde hjulet den store ørred op til topøjet, og prøvede nu at svinge den tunge fisk på land. Med stangen som løfteanordning – det var et mirakel, at stangen ikke knækkede, og det så ret sjovt ud.

KVINDER OG LAKSEFLUEFISKERI er en spændende kombination, og måske er det heldigt, at de fortsat er i mindretal. Hvad skulle der ellers blive tilbage i elvene til os andre, kunne man jo frygte? Stadigt flere kvinder i Skandinavien synes dog at optræde regelmæssigt i fangstoversigter og -fora rundt omkring – så respekten er vist velbegrundet.

Yderligere en sag at notere sig er, at den første bog om fiskeri ligeledes havde kvindelig forfatter – Dame Juliana Berners. Heller ikke her kom vi mænd først! Det var allerede i 1496, og bogen, med angivelser af en lang række fluemønstre, havde titlen »A Treatyse of fysshynge wyth an Angle«. Måske forholder det sig også, som forfatteren og poeten Rudyard Kipling skrev i Junglebogen i slutningen af 1800-tallet; »The female of the species is more deadly than the male«.
Så mandlige fiskere – tag Jer i agt!

 

Fakta om feromoner:
Feromoner er kemiske signalstoffer som dannes i kroppen. De afsondres fra ét individ og optages af et andet individ fra samme art, hvor substansen giver anledning til en specifik reaktion. Muligvis kan feromonerne ligeledes optages mellem forskellige arter – det savner dog klar videnskabelig dokumentation. I slutningen af 1950’erne lykkedes det for første gang en tysk forskergruppe kemisk at identificere et feromon. I dag har man en indgående forståelse af, hvordan feromoner fungerer, og hvordan de styrer visse dyrs instinkter og handlingsmønstre. De seneste undersøgelser indikerer, at disse kan have effekt på menneskers sociale opførsel, og enkelte forskere vurderer, at feromoner ligeledes har stor betydning for valg af partner.