Tunger på målrettet fiskeri

Fladfisken søtunge er en af de største fiskedelikatesser, man kan opdrive. Men – der er ikke mange, som lykkes med at fange dem på målrettet fiskeri – formentlig fordi det kræver en meget speciel fisketeknik. En af dem, der har haft succes er Kim Olesen, der netop har fået et fint eksemplar på målrettet fiskeri:

– Jeg fik inspirationen til at lave et tungesats oppe i Nordvestsjælland, efter at min søn Morten havde set en del tunger på lavt vand ud for Jernhatten på Djursland, fortæller Kim, der også er kendt for sine flotte metalskulpturer af fisk. – Jeg vidste fra de lokale fiskere deroppe, at de fanger tunger tæt på land i garn, men jeg ville forsøge med stang. Først researchede jeg info om tungens levevis på nettet, og granskede youtube hvor jeg fandt nogle engelske kystfiskere, der havde haft succes med tungerne. På denne måde fik jeg lidt god viden, hvorefter jeg trailede min alujolle op til en lille havn i Odsherred.

– Jeg sejlede nogle kilometer hen ad kysten til et spot, som jeg havde fået anbefalet af fiskerne, ”for en lystfisker, der ikke røber, hvor de fanger deres tunger, udgør ingen konkurrence.” Jeg slog lejr inde på kysten og ventede på mørket, hvor tungerne fouragerer og er aktive. Ved midnatstid sejlede jeg ud og smed to ankre på fire meter vand. Båden skal ligge helt stille, da de lugter sig frem til agnen. En meget vigtig ting er, at agnen også skal ligge fuldstændig stille på bunden, så jeg havde bundet nogle engelske takler, jeg så på youtube, hvor der er to kuglelodder 5 centimeter foran krogen, som var en Aberdeen i str. 10, agnet med en halv børsteorm trukket 3 centimeter op ad linen efter krogøjet.

– Jeg startede med at fange nogle fjæsinger, men omkring kl. 02 faldt der et underligt hug. Det var en fast fisk, der ruskede og svømmede rundt i cirkler. – Hva`faen, tænkte jeg – jo, det var såmænd en fin søtunge på 37,5 centimeter, jeg havde fanget! Mere blev det dog ikke til den nat, men lur mig om jeg ikke forsøger igen, nu hvor jeg ved, hvor de er, slutter Kim Olesen.

Kim beklager billedernes dårlige kvalitet – ræven tog fangsten inden han fik kunne få hjælp til fotografering af fisken.

Er det også lykkedes for dig at knække tungekoden, hører vi meget gerne fra dig om dine fangster på jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.

 

Grejxperten