– Påsken var næsten slut, men min vedholdenhed var blevet ved med at dominere, hvilket gav afkast forleden aften med hjælp fra havørredguderne, min fiskemakker og en Sandy Inline. Sådan lyder det fra Yohann Frandsen. – Det var en af de minder, som ikke vil blive glemt:
– Vi var taget til Stevns klokken 17 efter en sommerhustur til Faxe Ladeplads, hvor vi havde fanget tre havørred dagen før. To lige over målet og en nedfalder på 50 cm. Alle sluppet ud igen og taget lige ved solopgang. Vi ankom klokken 17.20 på pladsen, som var fyldt med desperate fiskere, der også ville have en påskefisk. Vinden var lige i øjet, der var godt med strøm – og solen varmede de sidste små huller op, som vi fik fisket lidt af. Vinden ville vende, og der ville være gang i vandskiftet.
– Vi blev enige om bål og hotdogs ved 20-tiden. Jeg knappede en Classic op, og så fik jeg mig lidt mad i maven. Min fiskepartner den dag – Simon, har altid et ordsprog omkring fisk efter aftensmad. Men han glemte dog at drikke sin øl, som jeg anser for det sidste held. Det holdte stik med et brag den lørdag aften, for pludselig efter få kast kunne jeg mærke suset i mig, da min gennemløber blev taget med et kæmpe hug. Min 24 gr’s gennemløbswobler med stor krog var blevet kastet langt ud og taget helt ude i kastet. Den stod helt stille i 3-4 sekunder, og jeg ventede med et modhug.
– Det næste jeg så var magisk. En stor overspringer hoppede fri fra vandet 2-3 gange, men så langt ude at proportionerne på fisken kun lige kunne skimtes. Det var nemlig blevet mørkt, og solen var gået ned. Jeg råbte til min fiskemakker, at der var en stor fisk på, da jeg mærkede mig selv blive fyldt med taknemmelighed, ydmyghed og også lidt nervøsitet omkring den store krog, jeg havde sat på og aldrig prøvet før.
– Fisken tog flere udløb, hvor min bremse gik på fiesta. Jeg kunne virkelig mærke en fisk der stod stille, rystede på hovedet, hoppede flere gange fri, vendte retninger og alt det vi fiskere drømmer om. Den fik ikke lov til at sige hasta la vista, og jeg fik en fight på over 6 minutter, hvoraf min fiskemakker fik filmet en rækker videoer, som jeg er meget taknemmelig for. Den kom tættere og tættere på, da vi begyndte at kunne se, at det her var måske en ny PR.
– Havørreden kæmpede sit livs kamp, og efter andet forsøg, fik jeg den i nettet alene, da makkeren havde glemt sit og var i fuld gang med en fiskefilm. Vi var fuldstændigt op og køre, og da jeg så videoen bagefter, tænkte jeg, at fiskeriet giver os fiskere meget mere end folk kan forstille sig. Jeg så mig selv med den magiske glæde og blive et lille barn igen. Igennem hele vinteren havde jeg kæmpet for en fisk på over 70 cm, og lørdag aften var dagen, hvor jeg kunne hive en 73.5 centimeters havørred op. Den var smuk, og jeg takkede pænt havørredskaberen for den unikke gave. Ikke kun for fisken, men også for alle de følelser og den lærdom om vedholdenhed, der fulgte med. Da vi havde krammet og highfivet færdigt, fik fisken en lille takkebøn og jeg glædede mig til at komme hjem og se, hvad der lå i maven…
