– Jeg har længe ville prøve kræfter med pighvarfiskeriet, så da mine to søstre, der begge var begyndt at fiske lidt, og havde set lidt for meget nak og æd, foreslog, at vi lavede en tur, så var jeg klar, fortæller Line Rasmussen. – Og så gik turen ellers til Vejer Strand. Vandet var helt kakaofarvet, og jeg var lidt i vildrede over den optimale agntype, men fandt det blankeste blink i æsken med pink og blå pletter samt masser af tingel-tangel over.
– Vi fiskede længe uden nogen kontakt, så vi besluttede os for en kort pause, fortsætter hun. – Nu var tidevandet slet ikke med os, men det er ikke altid lige, at fiskene ved det, så vi prøvede alligevel. Det var begyndt og blæse kraftigt op fra vest, og efter en halv times tæsk i bølgerne, fik jeg et ordentlig hug, men det slap hurtigt igen. Herefter prøvede jeg lidt i området uden at mærke noget, og jeg gik videre.
– Min søster kom forbi, og hun havde også et par kraftige hug, så vi vendte tilbage til området, og i andet kast kom der igen et hårdt tungt hug. Det føltes ikke rigtig som fisk, men da bunden begyndte at flytte sig, var den god nok… Jeg kunne godt mærke, at den ikke var helt lille, men jeg kunne ikke se den i kakaovandet. Med hjælp fra min søster fik vi langsomt fisken presset det sidste stykke på land, og først her kunne jeg se, hvor stor og tyk den egentlig var. Og jeg skal da lige love for, at vi var helt oppe og køre over det monster af en fisk på 57 centimeter og 4,5 kilo. Min søster fik også en flot pighvar senere på 2,3 kilo, så den stod på lækker mad til aften. Det bliver nok ikke sidste gang vi gør det.
