Lasse Frets med sin fabelagtige Mörrumslaks – en fisk, der blev landet efter en drastisk fight, der med lethed kunne have gået helt galt. 08.06.10 – MÖRRUM er kendt for sine imponerende lakse og havørredfangster, men de fleste ved samtidig, at den tiil tider kan være utroligt svær at fiske. Enhver fangst er derfor noget helt særligt, og når det kan lykkes at fange en stor fisk på fluegrejet, er det helt unikt.
Lasse Frets var for nyligt med et hold kammerater ved Mörrum, og de havde besluttet sig for udelukkende at fiske med flue, selvom rutinen indenfor dette felt måske ikke var den allerstørste.
I løbet af første fiskedag ser Lasse en fisk vende i åen, og den beslutter han sig for at koncentrere sig om. Det giver pote, for et par timer senere har Lasse fast fisk på, og en voldsom blankfisk kaster sig fri af vandet ved modsatte bred. En hæsblæsende fight kan begynde, hvor fisken tager det ene udløb efter det andet, og hvor den blandt andet er faretruende tæt på at rive linen over på en række store sten ude i åen.
Med lidt hjælp fra venner og andre tililende fiskere lykkes det at få landet fisken, og jublen kan bryde ud. Ved Laksens Hus bliver fisken målt til 105 centimeter og vejet til 14,22 kilo. En virkelig flot bedrift!