topbillede-oekologiLejre Kommune er bl.a. kendetegnet ved at være Danmarks første økologiske kommune, og deltagelse i Fishing Zealand er på mange måder oplagt for kommunen.

– Jeg er opvokset i Lejre og bor nu igen i Lejre Kommune, hvor jeg i øvrigt også fisker en hel del – bl.a. i Roskilde og Isefjorden, skriver Gordon P. Henriksen i en pressemeddelelse fra Fishing Zealand. – Som projektleder i Fishing Zealand kan det næppe overraske, at jeg mener min hjemmekommune absolut bør overveje at deltage i Fishing Zealand. – Og det gør de heldigvis også.


For et lille stykke tid siden var jeg således inviteret til Grønt Råd i Lejre Kommune, hvor de havde afsat 40 minutter for at høre om Fishing Zealand og få mulighed for at stille kritiske spørgsmål.

Grønt Råd er et dialogforum og samarbejdsorgan mellem borgere, interessegrupper, politikere og administration for grønt partnerskab i Lejre Kommune. De skal rådgive Udvalget for Teknik og Miljø og fremme en bæredygtig og miljøansvarlig udvikling. Ud over ansatte i kommunen og politikerne i Udvalget for Teknik og Miljø sidder der bl.a. repræsentanter fra Danmarks Naturfredningsforening, Friluftsrådet, Naturstyrelsen, Dansk Skovforening, Dansk Ornitologisk Forening, Danmarks Jægerforbund og flere andre organisationer.

Medlemmerne i Grønt Råd diskuterer ivrigt potentialet i Fishing Zealand efter præsentationen.

Medlemmerne i Grønt Råd diskuterer ivrigt potentialet i Fishing Zealand efter præsentationen.

Jeg forsøgte selvfølgelig at bruge mine 40 minutter så godt som muligt, så alle deltagerne kunne få en god forståelse af de mange facetter af projekterne – og hvad Lejre Kommune kan få ud af at medvirke. Vi snakkede om muligheder for en øget vandløbsplejeindsats i samarbejde med de frivillige lystfiskere. Det er ikke så få vigtige åer i kommunen, der løber ud i bunden af Isefjorden og Roskilde Fjord. Vi snakkede om muligheder for arrangementer for børn, unge og udsatte i kommunens institutioner og om muligheder for samarbejde med fx Sagnlandet om kulturhistorisk formidling. Vi snakkede om lystfiskerkurser og markedsføring af fjorden som fiskedestination – især i den kolde årstid hvor turismeaktiviteter ellers ligger relativt stille. Lejre Kommunes succes som Danmarks første Økologiske Kommune var også oppe at vende, hvilket kunne spille fint ind med Fishing Zealands idealer om bæredygtighed og muligheder for fokus på råvarer og tilberedning af friskfanget fisk i samarbejde med kommunens fødevareproducenter og restauratører.

Ja, der er nok af muligheder her i min baghave, og heldigvis kunne de i Grønt Råd også sagtens se de mange muligheder.

Martin Stokholm, Formand for teknik og miljø udvalget i Lejre kommune for Socialdemokraterne og formand for Grønt Råd udtrykker begejstring for Fishing Zealand: “Der var en meget positiv stemning i Grønt Råd overfor projektet og mange gode kommentarer fra medlemmerne. Det er bestemt et spændende projekt og jeg kan se mange givtige perspektiver for Lejre Kommune som del af Fishing Zealand.”

Johan Scheel er godsejer på Ryegaard og Trudsholm Godser og repræsenterer Dansk Skovforening i Grønt Råd. Han havde følgende kommentar: ”Det var et ganske interessant oplæg, og jeg ser flere muligheder for hvordan vi, såvel som flere andre lodsejere i Lejre Kommune, kan få glæde af dette projekt.”

Alt i alt er jeg bestemt også meget positiv over reaktionerne fra Grønt Råd. Det er jo altid dejligt at blive taget godt imod, når man skal fortælle om noget man brænder for.

Jeg har også tidligere mødtes med borgmesteren i Lejre, Mette Touborg, som også er meget positiv overfor Fishing Zealand, og har følgende at sige: ”Lejre Kommune ser mange perspektiver i projektet både i forhold til at fremme af bæredygtigt lystfiskeri, vandløbspleje, initiativer i forhold til børn og unge, og ikke mindst i forhold til kommunens turisme- og fødevareindsats. Projektet har også spændende perspektiver i forhold til en eventuel kommende nationalpark.”

Det glæder mig utroligt meget at der allerede er så bred en opbakning til at Lejre bør indgå i Fishing Zealand, og jeg er spændt på hvad fremtiden bringer – ikke mindst for fiskemulighederne i min baghave, slutter Gordon.

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This