FISHING BEYOND – HAVFISKERI DER FLYTTER GRÆNSER

Det Gule Rev byder på et fantastisk spændende fiskeri efter blandt andet store torsk, langer, sej og lubber. Og – jo længere ud man kommer, desto bedre samt mere uberørt bliver fiskeriet. Vi er taget på havtur med det gode skib Sally, der med sin strømlinede konstruktion og 2 x 250 heste på hækken, når ud til fiskepladserne på under den halve tid af, hvad det normalt tager. Og det betyder mere fisketid på de bedste og mest jomfruelige pladser.

AF JENS BURSELL

SOLEN er lige stået op over Nordsøen, og vi er allerede adskillige sømil ude over det blikstille hav, der ligger fladt som et stuegulv – badet i de første solstråler. Vi sejler ubesværet 25 knob svarende til 45 km/t ud over havet, og på trods af den høje fart, kan man næste ikke høre hverken motor eller vibrationer i båden. Det føles lidt som at suse ud af motorvejen i en Mercedes, og det er ikke en ringe følelse, når man ved, at det ikke er asfalt med spændende og næsten uberørte fiskepladser, der ligger under båden.