WESTIN CUP 2025: KARPER – NÅR MELODIEN SPILLER

I forrige uge kunne Kristian Graubæk berette om fangsten af en storkarpe, som han fik, fordi han tog sig tid til at observere karperne og tilpasse sit fiskeri til dem. Nu har han været af sted igen og kunne fortsætte fiskeriet, hvor han slap.

– Jeg ankom til søen søndag og overtog en plads fra en anden, som havde trukket en 3-døgns nulbon, fortæller han. – Det slog mig dog ikke ud, for jeg vidste, at vi fisker søen forskelligt. Mens jeg var ved at pakke grejet ud, bemærkede jeg, at karperne rullede flere gange i grøden i mit fokusområde. En stang blev rigget til og lagt derud. Mens jeg lagde taklet, svømmede en håndfuld karper på 10-15 kg rundt om båden og observerede den. Det var nu et meget godt tegn.

– Fire timer senere kørte stangen, og der blev strippet line af den ret stramme bremse. Så var det ud i båden, og fighten kunne næsten begynde. For karpen havde søgt nogle buske og sat  den kraftige snagleader ind mellem grenene. Pyt. Jeg var forberedt og havde en håndsaks med, så jeg smed tøjet og hoppede i: Klip, klip, klip – og linen var fri. Fighten fortsatte ude i grøden og efter noget tovtrækkeri kunne månedens tredje 17 kilos karpe blive landet. Det var smukt, og jeg var i den syvende himmel. Jeg havde både formået at leve op til min målsætning, om at gøre det bedre hver gang, og fanget en stor han karpe på 17,7 kg.

– Ved 2-tiden kørte den samme stang igen – de Butterfish boilies er åbenbart uimodståelige. Fisken kom selv fri af grøden og søgte dybere vand, hvor dens styrke virkelig kom til sin ret. Her nåede jeg at finde ro og kunne bare nyde de dybe sug i klingen, mens båden blev trukket rundt på søen, indtil en flot skælkarpe gled over netkanten. På land vejede jeg den til 14,1 kg- fedt. Derfra gik det dog ned af bakke, for jeg mistede igen en fisk efter under et sekund. På den forrige tur havde jeg de samme udfordringer. Løsningen på denne tur, blev et længere forfang. Men jeg kunne tydeligt se, at det ikke var nok. Det skal med til fortællingen, at jeg fodrede meget sparsomt. Blot fem Butterfish boilies per spot plus noget krymmel og BF Spodmix. Tanken var, at de i forvejen var mætte, så jeg skulle tiltrække deres opmærksomhed med noget rigtig godt. I praksis betød den sparsomme fodring, at fiskene svømmede rundt mellem hver opsamlet boilie. En forkortning af forfang ville umiddelbart være den forkerte vej at gå, da det passede bedre til fisk, der æder løs uden at svømme. Derfor valgte jeg at forlænge hairet.

– Den følgende nat blev ganske indholdsrig, da jeg nu fik kroget de fisk, der huggede. Ved 2- tiden fik jeg landet en tyk hanspejler på 9,8 kilo, og en time senere kørte den næste stang. Den lå på en trækrute, hvor jeg det første døgn havde fisket med tigers uden succes. Derfor havde jeg skiftet til boilies, da fiskene gav ret god respons på dem. Fisken strippede line af hjulet og susede direkte ind i et område med smalbladet dunhammer. Men det var okay, for jeg var forberedt ved at bruge ”washing line” og havde en anseelig mængde 0,7 flourcarbon på som snagleader.

– Efter kort tid stoppede fisken, og da jeg lagde pres på den, kunne jeg høre på tværs af søen, at den væltede rundt i overfladen. Uh – det var ikke godt, så det var ud i båden og hurtigt hen til fisken, hvor linen blev pillet ud af dunhammerne. Jeg kunne måske have nettet fisken der, men jeg havde tillid til krogholdet og ville ikke forcere en netning. Jeg lod jeg den komme fri og svømme ud på åbent vand, for at fighte den færdig der på en mere rolig måde. Den vendte dog om og strøg retur til grøden, så bremsen blev klemt i bund, og jeg fik stoppet fisken ret hurtigt. Den gik i overfladen, og nettet kom under i første hug. Fedt. Endnu en god spejler var landet. Tilbage på pladsen blev den vejet til 16,4 kilo.

– Jeg gik til ro med et smil på læben og til lyden af en levende nat med nattergal, rørsanger, skovhornuglens pibende unger, grønne frøer, en køter der jagtede rotter og karper der nu så småt var begyndt at vælte rundt i overfladen på leg.

– Den følgende morgen stod på fotografering og en del jublen over, at jeg havde så god en agn, at jeg fik nok hug, til at jeg faktisk kunne justere rigget til noget, der også krogede karperne ordentligt. Der var dog også den anden slags tanker. At jeg var kommet uforberedt til fiskeriet. Tænk hvis jeg havde haft en tur i et betalingsvand i Polen forud for det her fiskeri, så jeg havde haft rutine udi større karper. Så jeg i stedet for en krogningsrate på 50%, havde haft den vanlige rate på 95%. Pyt, Det har tilsyneladende løst sig selv, så jeg er – forhåbentlig – nu klar til en højere krogningsrate på næste tur. Se flere billeder og video af fangsterne på min IG @kgraubaek

Fisken er tilmeldt Westin Cup 2025, og deltager som alle andre fangstrapporter samt nye artikler i 2025 om lodtrækningen om en drømmefiskerejse med iFish Travel til Amazonas.

 

Hvidovre Sport

 

 

Kristian Graubæk med den flotte skælkarpe, der huggede på en Butterfish Boilie.

Kristian Graubæk med den flotte skælkarpe, der huggede på en Butterfish Boilie.

Friluftsland

WESTIN CUP 2025: PÅ GEDDETUR I SVERIGE

– Jeg hade aftalt med min far og farfar at tag til Sverige for at fiske gedder, fortæller Lucas Skødstrup Nilsson på 11 år.

– Vi Startede med at sætte båden i vandet, og så fortøjede vi båden, hvorefter vi gik op til vores hytte. Næste morgen tog vi ud at fiske kl. 9:00. Vi sejlede ud til det sted, hvor vi skulle fiske, og så satte vi seks stænger ud og trak dem efter båden. Efter et kvarters tid kom der et kæmpe hug på den midterste stang, og det blev en lang og hård fight. Men – det var det værd, for efter et godt stykke tid kunne man se monsteret.

– Gedden var stor og tyk, og den kom snart tæt på båden, men den var ikke så godt kroget. Heldigvis fik vi den alligevel i nettet, hvor krogen røg ud, da vi tog fisken op i båden. Her kunne vi virkelig se, hvor stor den var. Vi vejede den til 8,3 kg, og jeg var så glad, fordi jeg slog min egen rekord og det var også ny bådrekord. Efter et par hurtige billeder satte jeg fisken ud igen. Jeg vil gerne tilmelde fisken Westin Cup 2025, slutter han.  – Gedden huggede på Westins Tommy The Trout fisket efter en paravane. I alt fik de 14 gedder, 1 sandart og en aborre.

 

Hvidovre Sport

Friluftsland

WESTIN CUP 2025: ET PAR FLOTTE FLADFISK PÅ FARS W3

– Jeg er en dreng på 11 år fra København og har fanget min første fladfisk. Historien bag den er sjov, fortæller Yasin Al-Sallal. – Da jeg blev 7 år fik jeg en af min fars gamle fiskestænger, så jeg begyndte med at fiske meget, og jeg elskede det.

– Så sagde min far, at jeg var blevet god nok til at få en meget bedre fiskestang, hvorefter han tog mig ud til en fiskebutik. Der så jeg en stang, som jeg blev så forelsket i. Den var rigtig flot, og jeg passede rigtig godt på den. Men en dag, da jeg var i gang med at fiske, kom der en stor fisk på, men fisken var for stærk, så spidsen af min fiskestang gik i stykker. Jeg blev meget ked af det, og min far reparerede min fiskestang, men jeg var stadig ked af det. Jeg fiskede dog alligevel, men den føles ikke på samme måde. Min far har været syg i nogle år, så han har ikke kunne arbejde og tjene penge. Derfor har jeg sparet alle mine fødselsdagspenge op til at købe en ny fiskestang, for det er ikke sjovt at fiske med den her mere. Faktisk har jeg ikke fanget noget med den her, siden den gik i stykker.

– I denne weekend ville jeg gerne ud at fiske, så jeg tog min fars fiskestang og fiskede med den. Det er en Westin W3, som han hele tiden spiller smart med over for mig. Jeg fik ham til at køre mig hen til Nordhavn, hvor min fiskestang knækkede, for nu ville jeg fange en god fisk. Jeg åbnede fryseren og fandt nogen frosne skalrejer til madding. Da vi kom frem, tog jeg min fars fiskestang og satte et fladfiskforfang på med rejer på krogen.

– Min far tog min fiskestang, for han ville vise mig, at man kunne fange med alle fiskestænger. Men – hele turen fangede min far ikke noget… Jeg fangede fire fladfisk med tre på min fars fiskestang og én med min egen. Det var bare så fedt, og jeg blev så glad da jeg fangede mine fire første fladfisk. Jeg tog dem med hjem og så en youtube video med, hvordan man renser dem. Min far fik lavet hollandaise sovs, og vi kogte nogle kartofler samt spiste dem til aftensmad. Det smagte virkelig godt, især fordi jeg selv havde fanget dem.

– Hvis jeg nu bare kunne vinde en Westin W8 fiskestang, så ville jeg blive meget glad, for så kunne jeg spille smart overfor min far… Med mine opsparede penge kunne jeg så købe et nyt fiskehjul og give min gamle fiskestang til min otte-årige lillebror, slutter han.

– Fisken er hermed tilmeldt Westin Cup 2025, hvor man som Yasin nævner kan vinde en W8 stang efter eget valg – hver måned indtil sommerferien. Læs mere om Westin Cup 2025 her.

Husk, at der blandt samtlige fangstrapporter og nye artikler i 2025 trækkes lod om en fed drømmefiskerejse til Amazonas sponsoreret af iFish Travel.

 

drømmerejse til Amazonas fiskogfri.dk iFish Travel

 

 

rødspætter

 

Friluftsland

WESTIN CUP 2025: EN HAVØRREDWEEKEND MED ALT HVAD LYSTFISKERI HANDLER OM

– Det er april, og de sociale medier flyder over med fangstrapporter fra hele landet, fortæller Johnny Skovlund. – Derfor var fiskelysten og troen på fangst skruet helt op til den weekend, hvor jeg havde meldt min søn, Sebastian, og hans gode kammerat, Noam, til en online fiskekonkurrence sammen med mig selv.

– Så vi var to 13-årige drenge og en far på fiskeweekend, indlogeret i et gammelt sommerhus (naturligvis uden TV og wifi) tæt på flere gode, fynske fiskepladser. Det lugtede bare så meget af fisk, og på turen fra det jyske til vores fiskebase på Fyn, proklamerede jeg selvsikkert, at jeg troede på mindst fem fisk i nettet. Allerede fredag sidst på dagen rykkede vi ud til et lokalt spot i fjorden, men en kraftig vind gjorde det svært, og i øvrigt var der fredagstræthed over hele linjen, så det var noget med at komme hjem i sommerhuset til sen aftensmad og så ellers komme i køjen, så vi kunne være klar til at give den gas lørdag.

– Med to teenagere, som helst skal ligge og pjatte i sengen til omkring midnat, for derefter at falde i en dyb søvn i en dunst af halvsure tæer og mavegasser, er morgenfiskeri helt udelukket, men på anbefaling fra en lokalkendt fiske-mentor rykkede vi lørdag formiddag tilbage mod Jylland for at fiske ved Hagenør, hvor strøm og vandstand så lovende ud. Det blev dog en total nulbon, og der var ikke skyggen af fisk. På vej tilbage hoppede vi i waders ved Middelfart og fiskede et spot på den side af Lillebælt, men udover tre golfbolde i en tangbusk, fandt vi ikke andet spændende, og kørte lige så tomhændede, som vi kom. Drengene stemte for at prøve fjorden igen, og vi traskede den lange vej ned til vandet. Mens vi riggede stængerne til med lettere endegrej, hørte vi pludselig nogle store plask fra vandet, og ja, der lå så lige en håndfuld sæler og legede eller jagede. To af dem havde taget plads på en stor sten ude i vandet, og de tre andre pløjede rundt omkring. Naturligvis fandt vi heller ingen fisk der, og håbet om en fiskerig weekend synes pludselig meget langt væk.

– Humøret fik dog et løft søndag formiddag, da vi kom til vores udvalgte spot, for der var godt gang i vind og vand, og med raketfart steg drengenes tro på, at nu ville det ske. Nå, vi kastede os ud i det og fiskede løs, og fiskede løs, og fiskede løs, men ingenting skete. Der var store plamager af tang, der var vind og godt gang i vandet, men fisk kunne vi ikke finde. Nu var desperationen efterhånden så stor, at jeg stillede drengene i udsigt, at hvis vi ikke fandt bare en enkelt fisk, så kørtr vi altså til Gotland næste gang, for det måtte altså være bedre end Fyn. Og den var de ikke overraskende helt med på.

– Sidste chance hele den weekend blev at gå den lange tur om i noget mere roligt fjordvand i håbet om i det mindste bare et hug. Indtil nu havde vi INTET mærket hele weekenden, og al snak om præmiefisk var forlængst pakket dybt ned i grejæsken. Men godt – fjorden skulle da have et skud, men vi var ikke alene. Faktisk slet ikke alene, for vi kunne se fire andre fiskere, så mens vi holdt en tiltrængt pause, blev det overvejet, om det overhovedet var forsøget værd. Heldigvis var to af de andre fiskere på vej hjemad, og det viste sig at være to tyske lystfiskere, som stoppede op for at snakke lidt. De havde fanget nogle stykker på de timer, de har været i fjorden. Okay, så var der altså fisk, og da de samtidig fortalte, at der var et stræk på måske 500 meter, som de ikke havde fisket, var vi klar til at bruge vores sidste fisketid den weekend lige præcis der.

 

PR – og første havørred på kyst over mål - til Noam på 13 år med 51 cm

PR – og første havørred på kysten over målet til Noam på 13 år – en flot fisk på 51 cm. Øverst Johnny, Sebastian og Noam med deres fine fisk fra fjorden.

 

– Bevæbnet med lette agn i forskellige farver, bevægede vi os afsted i vandet. Det første stykke holdt meget sandbund, og det kunne være lidt svært at nå ud til tangområderne, så jeg foreslog Sebastian, om vi måske bare skulle gå ind på stranden og gå nogle hundrede meter længere frem, men nej, “nu fisker vi det her af”. Og tak for det, Sebastian!

– BUM, så kom hugget hos mig, og pludselig var alle mand helt oppe at køre. Den her fisk skulle bare i nettet, og da den kom tættere på, kunne vi godt se, at den havde størrelse. Frygten for at miste fisken blev ikke mindre af, at de to drenge på hver sin side af mig ivrigt stod klar med hver deres net for at lande den. Og ja, i kampens hede røg der et par klare beskeder afsted til dem for at få lidt ro på – beklager, drenge. Men kort efter jublede vi alle tre og uddelte high fives, da den var i nettet. “Wow, det er en Top tre fisk”, lyder det fra en af dem, og med det samme var jeg klar over, at det i hvert fald var en ny PR for mig. Top tre er den nu langt fra, men en kort stund snuste den med sine 61,5 cm til Top 10.

– Utroligt som sådan en fangst kan sparke energien og troen på mere helt op på max niveau, og det stoppede ikke her. Vel 10-15 minutter senere stod Noam pludselig med en stærk fisk på krogen, som tog nogle vilde udløb. Jeg guidede efter bedste evne i forhold til at styre stang og bremse, og med syre i højre arm fik han den trukket hen, hvor Sebastian hjalp sin gode ven med at lande fisken i sit net. Yes, mand! Endnu en stor fisk, og Noams første havørred på kysten over målet. Med sine 51 cm røg den direkte ind på en flot 3. plads i ungdomskonkurrencen. Og der bliver den liggende indtil klokken 16, hvor konkurrencen officielt slutter. Det var en vild uvikling for os, og Noam kunne nu servere hjemmefanget havørred til sin konfirmation om 14 dage.

– Hvis vi var oppe at køre efter den første fisk, så var det intet mod nu. Nu skulle der bare fiskes, og de to trætte teenagere ville overhovedet ingen steder. Udover altså at fiske videre. Men gav det så pote? Ja, det gjorde det! Desværre var det den “forkerte” fisker, som fik dagens sidste fisk, nemlig undertegnede. På trods af, at Sebastian gik 10 meter foran mig og lige havde fisket hen over området. Fisken kæmpede som en gal, tog vilde udløb og sprang fri af vandet, og da vi første gang prøvede at lande den, røg den bare afsted igen og svømmede ind i benet på Sebastian. Til sidst overgav den sig, og vi kunne skrive endnu en fisk på blokken. Det var en stærk 55 cm sag, som røg tilbage i baljen.

 

Johnny med sin 61,5 centimeters havørred fra den hyggelige weekendtur med drengene.

Johnny med sin 61,5 centimeters havørred fra den hyggelige weekendtur med drengene.

 

– Til sidst havde vi ikke mere tid og måtte søge mod sommerhuset igen, som vi desværre ikke havde gjort rent om morgenen, så mens jeg rensede de to fisk og gjorde dem klar til at blive røget, stod drengene for at støvsuge og gøre badeværelset rent. Faktisk en ret okay arbejdsfordeling.

– Men hvad var sår det vigtigste, vi tog med os fra sådan en fantastisk weekend? Selvfølgelig to gange PR og en utrolig flot 3. plads til Noam, men allermest var det glæden ved at fiske sammen på tværs af alder og bare hygge sig derude – både iført waders ude ved fiskepladserne, men også efter endt fiskeri. Og så er der jo lige den vigtige lære, at vedholdenhed betaler sig, når det kommer til havørredfiskeri! Sådan nogen som os med begrænset erfaring og ikke særligt mange fisk på samvittigheden kan levet MEGET længe på sådan en weekend. Og at gå derude og høre de to juniorer snakke om, hvad for noget grej de vil købe for deres konfirmationspenge er en ren fornøjelse.

– Nej, vi nåede ikke de 5 fisk den weekend, men vi fik stadig langt mere end, hvad vi drømte om! Og turen til Gotland? Den sætter vi nok på pause lidt endnu, men den kommer på et tidspunkt… Knæk og bræk til alle.

Læs mere om Westin Fiskecup 2025, hvor du kan vinde en W8 stang til 4000 kroner her.

Blandt alle fangstrapporter og artikler der indsendes til fiskogfri.dk i 2025 trækkes der lod om en fed fiskedrømmerejse til Amazonas til en værdi af 40.000 kroner sponsoreret af iFish Travel. Læs mere om fiskedrømmerejsen til Amazonas her.

 

Friluftsland

 

Friluftsland

WESTIN CUP 2025: NY PR-GEDDE I SLUTSPURTEN

Gedderne har som bekendt være fredet siden den 15 marts, men der drypper stadig lidt fangstberetninger ind:

– Det er dejligt at blive belønnet for sin indsats efter de store gedder – hvilket periodevis har været lidt af en ørkenvandring, fortæller Rasmus Jensen, der gav den gas lige inden lukketid.

– Hugget kom efter 30 minutters fiskeri med død agn. Et langsom stabilt udløb blev efterfulgt af et kontant modhug på relativt kort line. Fisken blev holdt hårdt, selvom det var tydeligt, at storgedden var i drømmekategorien. Min netmand gav sig fuldt ud og fik fisken i første take, og gedden, som nu lå sikkert i nettet var ny personlig rekord på 123 cm og 13 kg, slutter han.

Gedden er i ferskvand fredet ind til den. 1 maj og i brakvand indtil den 16. maj.

Husk at samtlige fangstrapporter på fiskogfri.dk i 2025 – også dem der deltager i Westin Cup 2025 – deltager i lodtrækningen om den vildeste luksusdrømmerejse med fiskestangen til Amazonas arrangeret af iFish Travel. Jo flere rapporter du indsender – desto flere lodder har du i hatten, når konkurrencen afgøres i starten af 2026.

Du kan tilmelde dine fangstberetninger i det nye modul ”Indsend fangstrapport” her. Du kan også gå inde og uploade fangster direkte via menupunktet på hjemmesiden. Alternativt kan du også sende til jb@fiskogfri.dk eller på sms 30 70 02 36.

Læs mere om drømmerejsen til Amazonas med iFish Travel her.

 

drømmerejse til Amazonas fiskogfri.dk iFish Travel

Friluftsland

WESTIN CUP 2025: ET MASSSIVT HAVØRREDHUG TÆT PÅ STANGSPIDSEN

– Jeg begyndte her i sommers at fiske lidt, fortæller Henrik Damborg. – Jeg startede på molen i Øster Hurup efter makrel – og siden har det bare taget fart.

– I onsdags ville jeg så lige klare hovedet efter en eksamen med en fisketur i Mariager Fjord. Jeg har kun sjældent fisket der, selvom jeg bor nærmest lige ved siden af. Jeg startede ved Ørnedalsbugten og fiskede ind mod Hobro, for jeg havde hørt lidt om, at det var et godt sted. Og efter en lille time måtte jeg give rygtet ret.

– 5-6 meter fra stangspidsen sagde det pludselig bank, og linen for rundt i vandet. Jeg blev så overrasket, at jeg først erkendte, at der var en fisk, da den var smuttet af krogen igen. Kastet efter var der bid igen. Men endnu engang tabte jeg den igen. Tredje kast sad den dog der, og efter små fem minutters fight lå den i nettet.

– F*** mit hjerte hamrede derudaf. Og glæden over at have fanget min første havørred udløste også et lille jubelbrøl. Da adrenalinen igen forsvandt fra kroppen, så mærkede jeg efter og konstaterede, at jeg faktisk var færdig med at fiske der for den dag. Jeg var helt fyldt op og mættet at oplevelsen.

– Hjemme i køkkenet kunne jeg få målt fisken og finde ud af at den målte 58 cm og vejede 2,2 kg. Ikke dårligt som min første havørred, hvis jeg selv skal sige det. Det var en stor dag, som stadig kan mærkes her et par dage senere, slutter han og tilføjer, at fisken skal tilmeldes Westin Cup 2025.

Du kan naturligvis også selv deltage i Westin Cup 2025 – læs mere om hvordan her.

 

Daiwa Open 2025

 

Friluftsland

WESTIN CUP 2025: EN FLOT HAVØRRED PÅ BLINK

– Forleden havde jeg taget fri fra job, fordi jeg skulle til tandlæge, fortæller Simon Sørensen. – Men – det viste sig, at jeg havde taget fri på den forkerte dato ved en fejl, så jeg gjorde det eneste fornuftige – nemlig at tage på fisketur.

– Jeg beholdt fridagen, stod tidligt op og kørte mod Stevns. Få kast efter, at jeg var ankommet på spottet, var der kontakt. Jeg fik 5-6 fine fisk omkring målet inden for en halvanden times tid. Herefter ankom min makker på pladsen. Vi hilste kort på afstand og gik mod hinanden. Og så gik der ellers ikke længe, før blinket stoppede brat, hvorefter en hektisk fight og en nervepirrende landing gav varmen.

– Nu lå der en 66 cm bomstærk havørred i nettet. Efter et par fotos blev fisken forsøgt genudsat, men den ville simpelthen ikke komme sig, og da jeg opdagede, at fedtfinnen var klippet, endte den med at komme med hjem i stedet. Herefter stoppede hugperioden nærmest helt. Men – til gengæld skinnede solen, og på den måde blev det til en ret god fridag, slutter han.

Læs mere om hvordan du selv kan være med i Westin Cup 2025 her. Som deltager i konkurrencen har du hver måned chancen for at vinde en Westin W8 stang efter eget valg til en værdi af 4000 kroner.

 

Friluftsland

Friluftsland

WESTIN CUP 2025: PÅ HAVØRREDTUR I SYDSVERIGE

– Den svenske natur er kendt for sin betagende skønhed, og selvom det er svært at vælge en favorit, så er det klart, at sydkysten af Sverige står som et af de mest imponerende steder – især når det handler om havørredfiskeri. Sådan lyder det fra Daniel Larsen.

– Vi var forleden en gruppe på fem gutter, der satte kursen mod den svenske sydkyst, hvor vi havde lejet en hyggelig hytte fra onsdag til søndag. Vi havde forberedt os grundigt og glædede os til at udforske de mange kyststrækninger. Ved vores ankomst blev vi mødt af ekstreme vindforhold. Det var umuligt at fiske i de hårde bølger og den kraftige vind, så vi valgte at tage det stille og roligt. Første dag gik derfor med afslapning og lidt hygge, hvor et besøg i Systembolaget naturligvis også var på sin plads. Men vi var optimistiske, for vi vidste, at vejret ville vende.

– Torsdag tog vinden af, og vi fik et forbedret fiskevejr. Vi kunne mærke, at forholdene begyndte at ændre sig og satte derfor kursen mod flere spots langs kysten. Selvom vi havde stor erfaring og vidste, hvad vi kunne forvente, var det stadig en udfordring at tilpasse sig de kolde vandtemperaturer samt de varierede forhold, som havet bød på.

– Vi prøvede flere forskellige steder, men først sent på eftermiddagen fik vi virkelig kontakt med fiskene. Jeg landede en flot fisk på 62 cm, som satte gang i både stemningen og entusiasmen i gruppen. Kort efter fik jeg en anden havørred på 51 cm, hvilket bekræftede, at vi havde fundet den rette metode og plads. Det blev en fantastisk fisketur, og vi afsluttede med at fange 16 fisk i de kolde, klare vande. Fiskene var i en størrelse af 45-62 cm, men det var den store blanke fisk, der gjorde mest indtryk på mig. Jeg mistede desværre en kæmpehavørred på den sidste dag, men det ændrede ikke på, at turen var en stor succes.

– Vores dage blev fyldt med både små sejre og store udfordringer. Den kystnære natur og de skiftende forhold testede os, men det var netop dette, der gjorde oplevelsen så uforglemmelig. Det er sjældent, man finder et sted, der både giver ro og spænding, samtidig med, at man får lov til at jagte en så fantastisk fisk som havørreden.

– At fiske på den svenske sydkyst er noget, som enhver havørredfisker bør opleve. Uanset, om du er en erfaren fisker eller nybegynder, er der noget helt specielt ved at fiske langs den svenske kyst – ikke kun på grund af fiskene, men også den smukke natur og den rolige atmosfære, slutter han.

Du kan også selv være med i Westin Cup 2025: Send en beretning a la denne og et par gode fotos til jb@fiskogfri.dk eller på sms til 30 70 02 36. Vi modtager ikke messengerbeskeder.

Læs mere om Westin Cup 2025, hvor du hver måned kan vinde en W8 stang til 4000 kroner – her.

Læs mere om kystpladserne til havørred i Skåne her.

Tjek også artiklen Skånes Østersøperler her.

 

Shimano Sustain

 

Friluftsland

WESTIN CUP 2025: EN STOR STIME HAVØRRED VED TRELDE NÆS

Det sprudler af forår der ude på kysten, og med den vejrudsigt vi har lige nu kommer det hele sikkert til at bimle og bamle over det hele inden for et par dage. En af dem der har været på kysten er Kristian Holm Jørgensen:

– Jeg var på en dejlig tur ved Trelde Næs, hvor jeg fik en lille fin blankfisk på 39-40 cm, som fik sin frihed igen. På turen så jeg en stor stime med havørreder på 40-50 fisk, som ikke ville noget. Lidt længere henne fik jeg denne pæne grønlænder på kystwobler, så alt i alt var det en dejlig tur med masser af frisk luft og godt med skridt i benene.

Fisken tilmeldes Westin Cup 2025, som du kan læse mere om her. Du har chancen for at vinde en Westin W8 stang til en værdi af cirka 4000 kroner hver måned.

 

Shimano Sustain

Friluftsland