HAVØRRED HOTSPOTS: FISLKEPLADSER PÅ VESTSJÆLLANDS KYST
De Vestsjællandske kyststræk fra Reersø til Asnæs byder på et fiskeri efter havørreder, der kan være hektisk, og særligt her i efteråret er der mulighed for at ramle ind i en kystørred af skræmmende proportioner. Følg med til Jammerlandsbugten, hvor et stort efterårstræk er forestående.
AF MADS CHRISTOFFERSEN OG SUNE REFSGAARD
HAVØRREDEN – eller ørreden i almindelighed – er måske den mest studerede og beskrevne fisk overhovedet. Man kunne derfor tro, at nøglen til at overliste havørreden var tæt på at være fundet, men det er langt fra tilfældet. Dertil er havørreden nemlig stadig, og heldigvis, alt for uforudsigelig. Der er så mange faktorer, der spiller en rolle for dens færden. For eksempel vind, strøm, årstid, bundforhold, fødeemner osv. Så snart man tror, at man har knækket koden, så ændrer forholdene sig, og man kan begynde forfra.
I erkendelse heraf er denne artikel ikke en ’hvordan-tænker-havørreden’ artikel. Den giver dig ikke en facitliste over, hvordan du med sikkerhed fanger din første eller næste havørred. Svarene på disse, for havørredfiskeren, ultimative spørgsmål fremkommer forhåbentlig aldrig. Derimod vil vi i det følgende dele ud af de erfaringer, vi har gjort os på den Vestsjællandske kyst.
I denne del af landet, og på de kyster der findes her, er vi vokset op, og vi har i årenes løb gjort os en del erfaringer her – både med fiskestangen, men også med snorkel, maske og finner. Vi vil forsøge at motivere dig til at komme derud, hvor de store havørreder netop nu trækker forbi i jagten på føde og ferskvand – ved strandkanten – på Vestsjælland.

Sune Refsgaard med en grov blankfisk fanget på en relativt vindstille morgen. Det gælder om at rykke af sted på de dage, hvor den typiske danske vestenvind taber pusten eller søger ind over
landet fra en anden indfaldsvinkel.
Efter havørreder på Reersøs Nordvestrev
Reersø Nordvestrev er både kendt og populær, og ikke uden grund. Parkeringsforholdene er gode, og chancen for en af de helt store havørreder er altid til stede. Ydermere træffes der ofte både mange og store regnbuer, der stammer fra de talrige udslip, som desværre sker fra Musholm Lax.
Man følger skiltene mod stranden, og bilen parkeres på parkeringspladsen ved den lille skov. Derefter følger man et lille stykke af grusvejen tilbage og drejer fra ad den lille sti, der fører ned mod vandet. For enden af stien kommer man til en skrænt med et godt udsyn over pladsen. Vegetationen består især af blæretang på en stenet bund. Til tider kan der være en del strøm, og kombinationen med store glatte sten, gør det svært at vade her. Vi har erfaring med et rigtigt godt fiskeri med vind fra sydøst, omkring et tidevandsskifte fra højvande mod lavvande. Dog er erfaringen, at det bedste fiskeri generelt forekommer i stigende vand, hvor havørreden typisk fanges på selve revet og dets sydside.
De fleste fiskere bevæger sig typisk sydover ud til sydrevet med de høje majestætiske skrænter i baggrunden. Naturen er enestående her, og ofte træffes marsvin, som cruiser langs kysten – et sikkert tegn på, at der er mange fisk på denne plads. Vi har på flere forskellige årstider snorklet her både dag og nat – ligesom resten af de nævnte pladser i øvrigt. Her har det vist sig, at om efteråret er der rigtigt mange forskellige interessante fødeemner for havørreden. Vi har om natten set sild, der svømmer rundt på mindre end to meter vand, voldsomme mængder af hesterejer og kutlinger samt tobisstimer så talrige, at der er større chance for at vinde en jackpot i lotto end, at få en havørred til at klappe kæberne om ens tobisimiterende blink eller flue.
Vi har set havørreder på over fem kilo svømmende på mindre end én meter vand, især ved højvande i mørket – og masser af havørreder, der svømmer helt inde i det inderste badekar ved land, på mindre end en halv meter vand. Faktisk har vi stort set ikke set nogen havørreder opholde sig på mere end et par meters dybde, så husk endelig, hvis du prøver lykken i mørket, at fiske højt i vandet og tag først agnen op helt inde ved stangspidsen. Kast gerne langs med kysten, også selvom agnen landermindre end 10 meter ude.
Går man østover fra Nordvestrevet, kommer man hurtigt til en længere stensætning, der ligger parallelt med stranden og helt ned til vandet. Strækningen kan virke en smule kedelig med sand få meter ude, men man skal ikke lade sig narre. Havørrederne kan træffes helt inde ved stenene endda midt på dagen. Det sker dog helst omkring højvande, hvor man kan være heldig, at få rigtig fine fangster her.

Den vestsjællandske kyst byder på et væld af fiskepladser til havørred. Her bar du nogle af de bedste.
Efter kystørred ved Reersø Badestrand
Reersø Badestrand Øst begynder ved høfderne øst for den offentlige badestrands parkeringstræfplads. Strækket er kendt blandt de lokale lystfiskere på Vestsjælland, men ellers får det ikke meget omtale i andre lystfiskerkredse. Det er et ret langt og afvekslende stræk med blæretangsbælter, små rev og leopardbund. Området fisker rigtigt godt i vind fra østlige retninger.
Om efteråret er her virkelig mulighed for at træffe nogle af de helt store ørreder, der bevæger sig på vej mod Halleby Å. Husk blot at genudsætte farvede havørreder igen, for åens bestand af gydende ørreder er spinkel, og enhver gydemoden fisk er utrolig værdifuld. Der fanges mange blankfisk året rundt, og strækket er helt sikkert et besøg værd, hvis der er optaget på Nordvestrevet. Vi fisker sjældent på pladser, der allerede er optaget af lystfiskere, men kører hellere videre til andre stræk, da der er rigeligt af fiskbart vand på Vestsjælland.
Vores filosofi er, at man skal være opsøgende i sit fiskeri. En plads får derfor sjældent mere end 1,5 time, hvis vi hverken ser fisk i overfladen eller har kontakter. Det er ikke ualmindeligt, at vi affisker omkring fire pladser på en dag. Vi prøver gerne forskellige typer af pladser med varierende bund-, strøm- og vindforhold – hvilket erfaringsmæssigt er en god opskrift på succes.
Få det fulde overblik over havørredfiskeriet på kysten i bogen “Havørred – Refleksioner på kysten”, som du kan købe her (REKLAME).

Rasmus Ovesen med en overspringer, som blev fanget blot få meter fra land. I det hele taget er det lettere foruroligende, hvor mange store fisk, der færdes klods op af den vestsjællandske kyst.
Bjergeklint – en fanstatisk fiskeplads til kystens havørreder
Lige neden for Bjerge Campingplads ligger Bjerge Klint, der er en lidt listig plads. Listig på grund af, at det er et meget kort stræk, der er interessant – vel ikke mere end 3-400 meter i alt. Men endnu mere listig, fordi dette stræk til tider har i kvalitet, hvad det ikke har i kvantitet. Vi har tit oplevet fantastisk fiskeri her, med op til flere flotte fisk landet på kort tid. Det skal dog nævnes, at ligesom på Reersø, er der en stor risiko for at støde på farvede fisk her, da strækket ikke ligger langt fra Halleby Å. Som tidligere nævnt har vi også her været under overfladen med snorkel og maske for at studere havørredens pladser nærmere. Det har ikke bare resulteret i meget brugbare oplysninger, vi har også set havørreder på den gode side af 10 kilo.
Den nordlige del af strækket er et typisk tangbælte med et lige så typisk badekar på indersiden. Jo længere sydpå, og jo nærmere selve klinten man kommer, desto flere og større sten dukker der op. Ud for selve klinten er der mange og store sten, masser af blæretang og små pletter med sandbund, hvilket selvsagt er det perfekte gemmested for havørreden.
Vores erfaring er her den samme, som ved flere af de andre pladser i området. Havørrederne kommer, især i skumringen og om natten, gerne helt tæt på kysten. Flere gange har vi, både over og under vandet observeret hav- og regnbueørreder stå på så lavt vand, at rygfinnen ikke har været dækket af vand. På grund af den relativt sparsomme plads, og det til tider rigtigt gode fiskeri, er der en risiko for, at der allerede står folk her, når du ankommer. Pladsen kan ikke bære mere end et par fiskere, så hvis du ser andre her, så overvej, om det ikke ville være bedre at fortrække til én af de andre utallige pladser i nærområdet.

Udover små reje- og tangloppeimitationer, er én af forfatternes yndlingsfluer Hans Henrik Aspes Rævehalen. Med sin beskedne størrelse er den en fortræffelig allroundflue til Vestsjællands kyster.
Havørred ved Græsmarken
Græsmarken er et stræk lige efter Ugerløse Campingplads. Man parkerer på den store græsplæne ovenover vandet, og nordpå findes et rigtigt lækkert stræk der, under de rigtige betingelser, stort set altid holder fisk. De første 200 meter består af et bredt mørkt bælte med blæretang og et muslingerev. Her er det oftest spinnefiskeren, der trækker det længste strå.
Fiskene findes typisk på den yderste tredjedel, og ofte lige i badekarret på grænsen mellem tang- og sandbunden. Bombarda og flue fisker rigtigt godt på dette stræk og især kutlingeimitationer, såsom vores gamle læremester udi i fluefiskeriet Hans Henrik Aspes imitation Rævehalen, har hav- ørrederne en forkærlighed for på Græsmarken. Fluefiskeren kan sagtens være heldig at få fisk på strækket, men det vil typisk være i skumringen, hvor fiskene trækker meget tæt på kysten. Generelt er det vores erfaring, at man ofte skræmmer fiskene, hvis man vader rundt til midt på livet på dette tidspunkt. Prøv at blive i vandkanten og koncentrér fiskeriet inden for de første 20 meter – det har givet os mange fisk på Græsmarken.
Lidt længere nord på kommer et meget tiltalende stræk for fluefiskeren. Her er masser af badekar parallelt og vinkelret på stranden, samt en meget komfortabel kasteafstand til sandrevlen gør, at chancerne for fisk er virkelige gode her. Går man syd på fra parkeringspladsen, findes et længere stræk med en del sand blandet med leopardbund. Leopardbunden strækker sig ikke specielt langt ud, og badekarret parallelt med kysten på kanten af tangskoven og sandbunden, holder ofte trækkende ørreder.
Strækket neden for campingpladsen mellem de to stenhøfder ved parkeringspladsen kan være utroligt godt og holde meget store fisk. Især her i efteråret kan man være heldig, at få kontakt med én af dem. Alle vindretninger fisker fint på græsmarken – på nær nord. Dog må vestenvinden ikke være for hård, da vandet bliver meget uklart og fyldt med møg. Græsmarken fisker især godt i efteråret og foråret, og kan til tider overraske med blanke overspringere om vinteren. Sommeren kan være sløv, men kig i stedet efter multer. I perioder kan der være i hundredvis af dem nede i de små badekar.

1) Særligt fiskeriet i de tidlige morgentimer er giftigt. Her det Sune Refsgaard med en fin blankfisk fanget ved stensætningen øst for Reersø Nordvestrev en tidlig sensommermorgen. 2) Føderigdommen langs de vestsjællandske kyster er overvældende. Her er masser af større fødeemner såsom tobis, børsteorme og ålekvabbeyngel. Alligevel er det gerne små rejefluer og tangloppeimitationer, som lokker havørrederne til hugget.
Fine fiskepladser til kystørred ved Asnæs Vest- og Sydrev
Ved Asnæs Vest- og Sydrev skal man være klar på at gå meget langt. Der findes faktisk en vej, der fører ned på sydsiden af Asnæs, og som ender ved et lille fiskeleje ikke langt fra Sydrevet. Vejen er dog privat, og det er forbudt at parkere på vejen eller ved fiskelejet. Beboerne og den lokale skytte er meget opmærksomme på uvedkommende trafik, og derfor skal der i stedet parkeres ved Havnemark på nordsiden af Asnæs. Fra Havnemark går man vestover mod Vestrevet. Man må regne med en gåtur på cirka 40 minutter for at nå derud. Husk at pakke let – der skal være plads til en grov havørred eller to på vejen hjem…
Vestrevet genkendes ved, at der ligger et stort stykke glasfiber fra en gammel båd 15 meter fra vandkanten. Revet består af mange store sten med blæretang ind imellem. Man kan fange havørreder året rundt herude, og på alle tider af døgnet, men især morgenfiskeriet kan være virkeligt godt. I efteråret kan man tillige være heldig, at få kontakt med en af de store blanke overspringere.
Sydrevet er et relativt lavvandet blæretangsrev, der generelt ikke får den samme pmærksomhed som Vestrevet – måske på grund af den ekstra gåtur. Men tøv ikke med at besøge dette rev. Hvis du er rigtig heldig, kan du fange dit livs fisk her. Ved lavvande kan der vades et stykke ud på revet med god succes. Affisk pladsen fra land, inden du bevæger dig ud. Selv store havørreder trækker ofte tæt forbi land. Perioden omkring højvande og/eller skumring er erfaringsmæssigt det bedste tidspunkt for fluefiskeren.
Spinnetips til havørrederne på Vestsjællands kyst
Spinnefiskeren kan selvsagt dække en større del af revene end fluefiskeren og har det ofte lettere på andre tidspunkter af døgnet. Agn som Stripper, Fladbukken og Sandgrævlingen fisker glimrende på både Vestrevet og Sydrevet. Prøv alternativt bombarda og flue – flydende eller intermediate, det kan på visse dage være udslagsgivende.
Tobis- og kutlingeimitationer er at foretrække for fluefiskeren. Hvorvidt man vil fiske med flydende eller intermediate flueline er et temperamentsspørgsmål, og det kommer også meget an på den enkeltes fiskestil. Husk blot at der til tider skal fiskes henover blæretangen på helt lavt vand. Fanger man ikke havørreder på Vestrevet eller Sydrevet, kan man sagtens være heldig, enten at finde dem i den lille bugt mellem de to rev eller på det lange stræk fra Havnemark og ud mod Vestrevet.
Faktisk er der en reel mulighed for at træffe havørreden på det meste af Asnæsspidsen, så det er bare med at komme ud og gøre dine egne erfaringer på den Vestsjællandske kyst – knæk og bræk.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 6/2009.

På en god dag kan det både lade
sig gøre at lande en flot velnæret
havørred og en hårdtfightende
regnbueørred på den vestsjællandske
kyst. Regnbueørrederne
kan med fordel spottes på vindstille
dage, da de gerne trækker
rundt helt inde under land og tæt
under overfladen.














