FEMKILOS HAVØRRED FRA VESTFYN

– Jeg var lige kommet ud af corona isolation efter en uge hjemme på sofaen, og havde egentlig sat mig en anden plads i hovedet, men gad endelig ikke køre så langt efter en plads, beretter Mads Pilborg Linnebjerg. – Jeg valgte derfor en lokal plads, som ikke havde givet fisk de sidste 10 ture. Men afsted skulle jeg.

– Da jeg ankom til pladsen, var der godt gang i vinden, og vandet var meget grumset. Jeg fik lagt de første kast, og der kom en lille fisk på omkring 30 cm ind – som kom ud igen. – Nå – så har det da ikke været en nultur, tænkte jeg. Så fiskede jeg rundt om hjørnet og kunne se, at der var en anden fisker, som lige var gået over stykker. Jeg fik lagt 50 kast ud, og lige pludselig var det som om, at krogen sad fast i en sten i 5 sekunder, hvorefter der kom det vildeste udløb. Det kunne godt være en god fisk det her. I 10 minutter gik tiden helt i stå, og fisken tog mange udløb. Lige inden den var ved at være klar, lå den i vandet og slog helt vildt med hovedet, så jeg var meget nervøs for, at den skulle ryge af. Men i nettet kom den, og jeg tror alle i nærheden kunne høre de råb der kom…

– Havørreden, der vejede 5,2 kilo tog en OGP Skruen på 15 gram i farven Clown. Fisken var 74 centimeter lang.

 

Tohatsu

 

 

En flot overspringer fra Vestfyn

Havørredfiskeriet kører stadig derudaf for dem, som ikke har givet op over for hornene. En af dem, der har været ude, er Robin Andersen. – Det er vist ikke en hemmelighed, at vi i facebookgruppen FynsFineste er blevet meget glade for S-Blinket efter Keven sidst i februar fik vist os, hvad det kan med en kæmpe ørred på 5 kilo+. I går blev det så min tur med en flot overspringer fra Vestfyn, som målte 65 cm og vejede 3.1 kilo.

– Den flotte havørred kunne ikke stå for S-blinket Army Tobis, og efter to omgange, hvor den forsøgte sig, at søge mod dybet, kunne den hales ind i nettet, fortsætter han. – Ja mand, sådan! hold op den er smuk! – er blot nogle at de ting, der blev råbt ud over vandet i går aftes klokken 21.15 på Vestfyn, mens solen var gået ned bag horisonten. Det var en dag, som jeg aldrig glemmer, slutter Robin.

Har du selv været ude og give den gas med fiskestangen, så husk at sende os din fangstrapport og et godt foto til jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 0236.

 

Owner