aug 2, 2023 | Nyheder
Jaques Bo Hamo har netop været på en kort miniferie til Vesterhavet, og har altid drømt om at fange en havbars eller en stavsild. – Jeg havde hørt, at de skulle være at finde ved Thorsminde, og det var ikke langt fra, hvor jeg var, fortæller han. – Dog er Vesterhavet meget anderledes end Østkysten, som jeg er vant til, og de første par dage bød på kæmpe bølger og grumset vand, til trods for at vinden var ret rolig. Heldigvis passede tirsdag morgen tidlig meget bedre, og jeg var ved pladsen da solen kom frem.
– Jeg havde allerede set en del mågesjov, og vidste at der var sild eller brislinger presset ind, men også at der var store bidelystne makreller. Så efter et par kast med makreller, gik jeg videre til et mere roligt sted med lidt høfter, som jeg tænkte havbarsen ville jage ved. Der gik heller ikke længe, inden jeg kunne se store stavsild springe fri af vandet inden for kasteafstand. Og hugget kom også promte. Det startede voldsomt, og fisken gik derefter mod bunden med tunge stærke træk. Jeg havde ikke net med, da jeg de foregående dage ikke kunne gå ud i vandet pga bølger, så de skulle kanes ind over brændingen og ind på land med mit lette spinnegrej. Dette kostede desværre også en meget stor og tyk stavsild.
– Omkring middag ville jeg takke af og vende hjemad, så jeg tog et sidste kast i retning af en stor stavsild, som jeg havde set i overfladen. Vandet er nu blevet en anelse grumset, og bølgerne var taget til. Jeg mærkede et par forsigtige nip på min 12g Stikpille i rå lige inden stangspidsen, så jeg lod den bare snurre mod bunden. Da jeg løftede blinket op, kom en stor skygge, og tog blinket! Jeg har altid en meget stram bremse for at kroge bedre, men den skal løsnes hurtigt, når den bider så tæt på stangspidsen.
– Fisken røg da også fri af vandet et par gange, inden jeg fandt et passende niveau til bremsen. Jeg kunne godt se, at det ikke var en Stavsild, men synes den lignede en regnbueørred, så jeg pressede den ekstra hårdt, for at få den ind over brændingen og ind på land. Efter cirka 5 minutter lykkedes det, og til min store overraskelse var det en flot blank kystlaks med kæbekrog. Den største Stavsild på land var 50,5cm og laksen var lige 64cm. Så selvom min debut ved Vesterhavet ikke gav en havbars, blev turen alligevel en stor succes. Det er bestemt ikke sidste gang, jeg besøger de kanter.
Det var flotte stavsild som denne – og så lige også en laks – Jacues Bo Hamo fik på Vestkysten.
aug 16, 2022 | Nyheder
– Jeg har netop været en smuttur på Vestkysten, og det lykkedes mig at få en ny art på fiske-CV’et takket være min gode ven og fiskekammerat Thomas Smed, fortæller Rasmus Wølk, der normalt slår sine folder ved putten. – Søndag morgen skrev han nemlig til mig, at vejrguderne havde sagt havbars vejr – og om jeg ville med?
– Det var jeg selvfølgelig frisk på, og vi kørte ved 12 tiden, hvorefter vi var klar med wobler, blink, popper og jigs klokken 14.30-ish. Da vi kom ud til en af de mange høfter oppe nordpå, så vi brislingestimer med det samme. Under båden kogte vandet, og vi var slet ikke i tvivl om, at vi var landet på det rigtige sted. Vi landede fire fine bars i båden på 42-56 cm samt smed nogle stykker også. Så nu kan jeg krydse en ny art af på listen, og det er 100% sikkert ikke sidste gang, at turen går ud efter disse flotte havbars, slutter han.
Du kan læse meget mere om fiskeret efter havbars i artiklen her skrevet af Bo Jensen.
Vestkysten var gavmild, da Rasmus Wølck og hans kammerat tog på havbarstur.
sep 7, 2021 | Nyheder
– Jeg har brugt de sidste par dage på den jyske vestkyst på jagt efter de meget stærke havbars, siger Mads Davidsen. – Søndag morgen var jeg ved vandet klokken 06.00 sammen med en kammerat, og vi begyndte at fiske kort efter. Der gik ikke længe, før jeg fik en rigtig stor havbars på krogen, men desværre mistede jeg den kort tid efter. Resten af morgenen var der ikke flere bars, kun en masse makrel og en enkelt havørred på knapt 60 cm.
– Vi besluttede at prøve igen til aften, og det skulle vise sig at være en rigtig god idé, for der var rigtig godt med havbars. Vi fik i alt 14 bars denne aften fordelt på tre mand, hvor jeg stod for de 8 af dem. Alle fisk blev fanget på en Savage Gear Surf Seeker på 35 gram, og de største bars var cirka 50 cm.
– Efter denne aften besluttede jeg mig for, at jeg ville afsted igen dagen efter, når jeg havde fri fra arbejde. Jeg tog lige en hurtig smuttur ud til Kragh’s Jagt og Fiskeriartikler efter en håndfuld friske Surf Seekers, inden jeg kørte til vandet. Jeg var ude ved pladsen cirka klokken 16.30, og der gik da ikke mere en 10 minutter, før jeg havde en fin havørred, som desværre røg af krogen, men skidtpyt.
– Herefter gik der 15 minutter, og så var jeg egentlig sikker på, at jeg fik fat i en sten, men pludselig blev stenen levende og startede med et udløb på 15 meter. Havbarsen huggede helt ude i kastet, så en lang og hård fight tog sin begyndelse. Snart kunne jeg konstatere, at det var den stærkeste havbars, jeg nogensinde har fanget, men allerede i første forsøg fik jeg den i nettet. Det var en helt perfekt havbars på lige knap 60 cm. Jeg fik taget et par billeder, og så fik den ellers sin frihed igen. Hen på aftenen fik jeg yderlige et par flotte bars, så alt i alt var det et par super lækre dage ved Vesterhavet, slutter han.
aug 10, 2020 | Nyheder
– Klokken 01.00 kører jeg til Thyborøn i det skønneste vejr, fortæller Kennet Brask. Der er varmt og ingen vind. Det er perfekt vejr til en 20 timers havtur på Vesterhavet og fangsterne har været fine på de sidste dages ture.
– Ankommet til Thyborøn går jeg direkte til køjs for at få noget søvn inden dagens fiskeri, da vi skal sejle seks timer til pladserne. Der går ikke lang tid, inden jeg bliver vækket af et knirkende skrog og de kraftige rulninger, der kommer, når skibet hugger i de store bølger… Hvad blev der af det gode vejr uden vind og bølger? Næste gang jeg bliver vækket, er det lyden af en person, som må give op overfor søsygens kvaler… Resten af nattens sejltur er uden søvn.
– Da vi kommer til fiskepladsen, begynder fiskeriet godt og næsten alle får torsk ombord, bortset fra de to, som bliver i køjen på grund af søsyge. Kort tid efter må jeg selv give op, men fortsætter fiskeriet, da fangsterne er jævnt gode. Hen på formiddagen bliver der længere mellem fangsterne, bortset fra de to tyskere, som står agter og hiver den ene torsk op efter den anden… Det er dygtige fiskere de tyskere, hvilket man ser på hver tur! Det samme er to fynboer, som har styr på fiskeriet, og de er meget eksperimenterende med forskellige opsætninger, hvilket giver masser af torsk i kurvene.
– Skipper Birger er også eksperimenterende og der kommer hans feminine side frem, da han binder et forfang med små lyserøde og hvide gummiagn – med et islæt af glimmer og fjer. Næsten noget man kunne forvente at se på Copenhagen Pride. Men det virkede og drillerierne stoppede. Henover middag vendte strømmen, og pludselig blev fiskeriet markant bedre, og hver gang pirken kom til bund, var der kontakt med fisk. De var ikke store, men det var fine spisetorsk, som stille fyldte kurvene hos alle.
– På den sidste plads kom størrelsen op på fangsterne, og fiskeren, som havde sovet det meste af turen kom op og tog sin stang: Straks havde han fleks på stangen…En lang og sej kamp begyndte og senere hiver han tre store fine torsk på omkring 5 kilo op. Full House må man sige. Klokken nærmer sig 17.00, og skipper Birger ringer pirkene op for sidste gang, hvorefter vi vender skuden hjemad. Alle har fået godt med fisk på trods af, at 5 ud af 12 blev ramt af søsygen. Tak til skipper Birger på Muddi for god sejlads og det altid gode humør.
.
jul 25, 2020 | Nyheder
Søren Arnvig Andersen var den 22-23 juli taget på to-dages tur med MS Bodil og skipper Per Jensen fra Thyborøn. Efter en lidt svær 1. dag med hårdt vejr, hvor der primært blev fisket efter torsk, kom der virkelig gang i fiskeriet på dag 2. Søren skulle for første gang fiske målrettet efter kulmule, en fisk han aldrig før havde fanget. Det tog under 10 minutter fra fiskeriet startede kl. 07.00, til han havde fanget sin første kulmule på godt 4 kg. Senere på formiddagen, efter endnu flere kulmuler, fik han et tungt hug, hvor fisken langsomt begyndte at trække line af.
Efter en god fight kunne Søren lande en meget stor kulmule. Skipper Per kiggede på fisken og sagde med det samme, at det var en ny Danmarksrekord! Fisken blev fanget på et paternostertakel med enkeltkrog agnet med makrelfilet – et takel bundet af hans dygtige fiskekammerat Bjarne, som var med på turen. Vægten var 13,4 kg. Fisken målte 111 cm og var 62 i omkreds. Fisken er anmeldt til Danske fiskerekorder!
jun 25, 2020 | Nyheder
– Efter flere dage, hvor vinden havde været i vest og var lidt for frisk til, at jeg ville søsætte min Anderson Speedster i det salte Vesterhav, var det nu blevet tid til at prøve lykken, fortæller Leif Christensen. Vinden var stadig i vest, men så svag at fiskeriet skulle have et forsøg. Jeg søsatte i Klitmøller (Cold Hawai) sammen med de surfere, der modsat mig nok gerne ville have mere vind og højere bølger.
– På det store rev i Klitmøller var forholdende ikke helt optimale, for vandet var noget uklart og der var en del skidt i vandet. Jeg sejlede derfor videre sydpå til et lille rev, som jeg havde fået beskrevet af en af mine facebook venner, og som efterfølgende også så lovende ud på satellit billeder fra Googlemaps. Her kunne jeg tydeligt se den fine stenbund og uden at genere surfere, der lå og ventede på de store bølger, hvor de begynder at brække, kunne jeg fiske på ydersiden af dem.
– Efter lidt tid skete der noget. Jeg fik et godt hug, som jeg mistede, men allerede i næste kast var der fast fisk. I cirka en halv time kørte fiskeriet fantastisk med fem fisk op til 50 centimeter. De fire blev sat ud igen. Pludselig var fiskene væk igen, og jeg behøvede ikke at tænke på, at jeg her syd for Hanstholm kun må tage to fisk med hjem. Jeg fisker jo med flue og brugte en hvid/fluochartreuse Jiggy flue, men havde nu på fornemmelsen, at de havbars nu havde taget hvad som helst. Jeg vil tro, at jeg det meste af tiden fiskede over 4 meter vand, og da jeg gerne ville have fluen lidt ned, brugte jeg et kort skydehoved, hvor det meste af linen var synke 3.
– Lige inden jeg stoppede fiskeriet, fik jeg også en makrel, som jo altid kæmper godt. Men – det kan nu alligevel slet ikke sammenlignes med de havbars som jeg fangede inden. Det er nu altså en dejlig hårdtfightende fisk, og at den så også kan fanges i det sommervarme vand uden kolde tær og en masse tøj: What`s not to like!
En af fem fine havbars til Leif Christensen.
jun 19, 2020 | Nyheder
– Efter at jeg søndag morgen fik min PR i havbars på flue, en fisk på 62 cm, tænkte jeg at de sgu nok stadigt var i området, fortæller Jesper Nørgaard. – Med en svag østlig vind, var det bare at komme i bilen. Jeg fik søsat pontonbåden mellem cirka 200 badegæster, mens termometeret målte 26 grader, og på sikker afstand af disse startede jeg fiskeriet på det stenrev, der var nærmest. Det resulterede i et par makrel på en synke 6 line og en hvid jiggy.
– Det var først da jeg bevægede mig længere op af kysten, at festen startede. Jeg så bevægelse i overfladen, lagde fluen ud og smask; den første havbars på cirka 40 cm hamrede fluen. Og sådan blev det så ved kast efter kast. En overgang fik jeg placeret pontonbåden direkte oven på det område, hvor stimen trak forbi. Så var det bare at holde øje med hvilken retning de svømmede, og smide fluen den vej. Sådan blev det ved i cirka tre timer. Da det ebbede ud, gik der en lille time, så begyndte de at jage i overfladen. Her kom pontonbåden virkeligt til sin ret, da jeg hurtigt kunne sejle dem op og placere fluen. De tre største havbars fik jeg i øvrigt på denne måde, og de lå alle omkring de 55 cm. Jeg fik også en enkelt havørred og en makrel yderligere, inden festen stoppede. Det blev til godt og vel 42 havbars. En fuldstændigt sindssyg aften, hvor jeg i øvrigt også mistede en stor havørred. I øvrigt var fiskene mest i stødet, da jeg fiskede fluen virkeligt hurtigt, og det gjaldt både havbars samt de makrel og havørred, jeg også fik på turen.
Har du også været ude at fiske havbars, så hører vi meget gerne fra dig på jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.
Jesper Nørgaard med en af sine mange flotte havbars taget fra pontonbåden.
Jesper Nørgaard med endnu en flot havbars.
mar 23, 2020 | Nyheder
Der er ikke noget som årets første tur i sin egen båd. En af dem, der har haft året første havtur her i det gode vejr, er Andreas Horn Sloth:
– Min far og jeg pakkede bilen og kørte mod Hanstholm tidligt i morges, fortæller han. – Vi fik sat båden i vandet, og var klar til at sejle klokken 9. Vandet var meget beskidt inde under land, så efter vi havde prøvet uden held et par steder, sejlede vi lidt længere ud.
– Vi prøvede igen omtrent 12 mil fra land på et lille område med masser af sten, fortsætter han. Det var ikke muligt, at se fisk på loddet, men da vi først begyndte at fiske, var der bid med det samme. De stod bare helt nede mellem stenene, så de var svære at se. De største torsk vejede mellem syv og otte kilo, og det endte med, at vi havde en helt fantastisk dag på Vesterhavet med højt solskin og næsten ingen vind, slutter Andreas.
Har du også være ude i egen båd, kan vi kun opfordre dig til at dele dine oplevelser med brugerne af fiskogfri.dk. Du kan komme i kontakt med redaktionen på jb@fiskogfri.dk eller på telefon 30 70 02 36.
Andreas far med en flot torsk fra Vesterhavet